Sundhedsvæsenets hierarki og fastlåste struktur bør løsnes

Udrednings- og behandlingsgaranti er vigtig for os alle – og den skal helst være til rådighed, når vi får brug for den. Det har også været begrundelsen for at indføre garantier på forskellige områder.

Skribent

Kirsten Normann Andersen

Sundhedsordfører – og folketingskandidat for SF i Østjyllands Storkreds

Men ventelister er under pres – og på sygehusene rundt om i landet er der så mange ubesatte stillinger, at sygehuse må lukke sengepladser. Det er en meget alvorlig situation. 

Løn- og arbejdsforhold – først!

Det er et faktum, at ventelister er et udtryk for mangel på kapacitet. Derfor er nok veluddannet personale også et af de vigtigste sundhedspolitiske indsatsområder. Men skal vi være i stand til at rekruttere flere unge til uddannelserne – og skal vi være i stand til at fastholde veluddannet personale – så skal vi både sikre ligeløn og gode arbejdsforhold.

Det er eksempelvis et paradoks, at sundhedspersonale ofte ikke magter at arbejde på fuld tid – sådan som man gør det i andre dele af samfundet. Vi skal sikre et arbejdsmiljø, som også gør det muligt at holde til fuldtidsarbejde i sundhedssektoren. Det er også et paradoks, at en ukendt vikar både får bedre løn og større indflydelse på egne arbejdsvilkår – end en fastansat og erfaren sygeplejerske på en akutafdeling. Det burde jo være omvendt? 

Differentierede ventelister – i en periode

Det er også et faktum, at manglen på personale udfordrer ventelisterne. For uanset hvor mange garantier vi udsteder, så nytter det ikke at sige ”skal” – hvis vi ikke kan. I en del år har private sygehuse behandlet nogle af de patienter, som de offentlige sygehuse ikke kunne nå at behandle inden for en given tidsramme. Men også den private sektor er pressede af mangel på personale, og må rekruttere erfarent personale fra de offentlige sygehuse, som så bliver endnu mere pressede. Og det går ud over de patienter, som er for syge til behandling på de private hospitaler. Nogle af de mest syge patienter risikerer kort og godt at stå på en uendelig lang venteliste, og i værste fald får de ikke behandling. Det er en virkelig ond cirkel, og det skaber enorm ulighed i sundhed. 

Det er vigtigt, at syge borgere udredes hurtigt, og at de mest syge patienter behandles først. Og vi svigter altså både de mest syge patienter og de dygtige medarbejdere på de offentlige sygehuse, hvis vi ikke imødekommer forslag om differentierede ventelistegarantier – i det mindste indtil vi igen har kapacitet til at lade garantier gælde for alle patienter. 

Tværfaglighed er en styrke! 

Sundhedsvæsnet er måske det område, hvor vi oplever mest hierarki og også mest fastlåst kultur. Hvis flere kan mere, så aflaster vi hinanden. Jeg er derfor stor fortaler for mere tværfaglighed – så længe det foregår i et tæt samarbejde i det samme faste team – og i et samarbejde med patienten. Jeg ser derfor også frem til konklusionerne fra den såkaldte robusthedskommission, som netop skal vurdere muligheden for, at flere kan mere i et tværfagligt samarbejde. 

Jeg har en forventning om, at kommissionen vil pege på, at sygeplejersker kan aflaste læger, hvis de selvstændigt kan igangsætte rutineundersøgelser og behandlinger. Og det aflaster også sygeplejerskerne, hvis de slipper for at bruge tid på at få kontakt til en læge blot for at få grønt lys for det, som alle ved der skal gøres.

Men jeg har også en forventning om, at kommissionen vil pege på, at vi skal have lægesekretæren tilbage, fordi det kan aflaste læger og sygeplejersker i hverdagen. Måske vil kommissionen også pege på, at farmakonomer kan aflaste sygeplejersker med medicindosering. Eller at sygehusene med fordel kan ansætte flere social- og sundhedsassistenter til pleje af patienter, som ikke kan klare sig selv. Eller at serviceassistenter selvstændigt kan tage sig af flere logistikopgaver, hygiejneopgaver m.v. 

Jeg håber, at kommissionen har mod på at afprøve løsninger, hvor patienter kan gå direkte til en fysioterapeut uden forudgående henvisning fra den praktiserende læge, som derved får frigjort tid til andre patienter. Og jeg håber, at kommissionen kan se fordelen ved at ansætte både flere fysioterapeuter og ergoterapeuter på sygehusene til den tidlige genoptræning af hjerneskader og fysiske traumer, fordi de gavner patienten, og det vil aflaste det øvrige personale. 

Den praktiserende læge er og bliver det bedste bud på en vigtig tovholder for patienter. Det gælder ikke mindst kronikere og ældre patienter. Men den praktiserende læge skal også have reel mulighed for at være familielæge. Det er langt fra alle patienter, som ”bare” kan tage fri for at gå til lægen, og nogle patienter kommer derfor først, når sygdommen er fremskreden. Det skaber stor ulighed i sundhed. Derfor ønsker jeg mig også længere åbningstider i lægepraksis. Til gengæld kan praktiserende læger med fordel slippe for lægevagten, som sygehusene så må tage sig af. 

Teknologiske løsninger / hjemmebehandling 

Vi vil gerne slippe for en seng på sygehuset – hvis det er muligt. Og vi vil gerne slippe for at rende til kontrol i tide og i utide. Corona fik for alvor sat gang i videokonsultationer, og det aflaster både patienten og personalet på sygehusene. 

Jeg er selv glad for den del af den seneste sundhedsaftale, hvor vi afsatte ½ mia. kr. til udstyr til mere hjemmebehandling. Hjemmedialyse, overvågning af KOL patienter i hjemmet, diabetesteknologi m.v. kan både lette hverdagen for patienten, men det kan også aflaste sygehusene, når færre patienter skal møde op til undersøgelser og behandlinger. 

Kommunerne er en del af løsningerne

Ældre, som visiteres til ældrepleje i dag, er ofte også meget syge borgere. Det er derfor også et paradoks, at ældreplejen sorterer under serviceloven, når både pleje og behandling ret beset er en sundhedsfaglig indsats. Kommunerne skal i højere grad være i stand til at forebygge unødvendige indlæggelser, og behandling skal i højere grad klares i hjemmet. Men det forudsætter et meget tættere samarbejde mellem specialerne på sygehusene, den praktiserende læge og de ansatte i ældreplejen. Jeg er ikke sikker på, at en ny ældrelov vil være tilstrækkelig til at imødekomme det samarbejde. Men det vil helt sikkert skabe større tryghed – både for borgere og ansatte, hvis indsatsen i ældreplejen sortere under den samme sundhedslov, som det øvrige sundhedspersonale handler efter.