Valget bør være et psykiatrivalg
- Det er en bunden opgave for politikere at få gjort mere ved psykiatrien. "Alle de 179, der bliver valgt til Folketinget, skal være med til at tage ansvaret på deres skuldre. Vi konservative går gerne forrest," skriver sundhedsordfører Per Larsen, som synes, at valget skal være et psykiatrivalg.
Jeg er blevet spurgt af Sundhedspolitisk Tidsskrift, om jeg vil skrive et indlæg om et hvilket som helst sundhedspolitisk tema. Hvis jeg var blevet spurgt for et år siden, havde jeg nok skrevet om kræft, hjerte-kar-sygdomme, KOL eller gigt. Men det vil jeg ikke gøre denne gang.
Skribent
Per Larsen
sundhedsordfører, Det Konservative Folkeparti
Jeg vil i stedet skrive om psykiatrien. Det er nemlig et område, hvor jeg må indrømme, at vi politikere alt for længe har overset problemerne. Når du brækker et ben, træder det offentlige nemlig oftest til hurtigt og effektivt – det samme gælder desværre langt fra altid, når man har knækket psyken.
Derfor syntes jeg, at det her skal være et psykiatrivalg. Ikke fordi jeg tror, at nogen kan vinde valget på psykiatrien. Jeg oplever nemlig, at sundhedsministeren og alle mine sundhedsordførerkolleger virkelig tager det her seriøst. Valgkampen er i gang, men lige nøjagtig her skal vi samle Folketinget om løsninger.
Men hvor slemt står det egentlig til? Desværre er svaret, at det er værre, end mange nok tror. Når man hører om læger, der står med fem selvmordstruede unge mennesker, men kun kan indlægge én, fordi der ikke er sengepladser nok, får man ondt i maven. De unge må gå hjem uden nok hjælp, mens lægen skal leve med, at han eller hun måske har udskrevet en person, der kunne finde på at gøre alvor af sine tanker. Det er ikke godt nok, at vi ikke kan tilbyde mere hjælp, og at vores hårdtarbejdende sundhedspersonale skal arbejde under de forhold.
Derfor vil det være en konservativ topprioritet, at der, så snart valget er overstået, indkaldes til nye forhandlinger om en ti-års-plan for psykiatrien og den mentale trivsel. Brede forhandlinger, hvor vi giver et markant og tilstrækkeligt løft.
Jeg tror fuldt og helt på, at vi kan få hele Folketinget med på sådan en aftale. Der er ofte meget mudderkast i politik, men lige når det kommer til psykiatrien er mit indtryk dog, at alle mine kolleger virkelig gerne vil gøre en forskel. For vi kan nemlig gøre en forskel. Vi skal handle nu.
Sundhedsstyrelsen har lavet et fagligt oplæg – det er oplagt at tage udgangspunkt i det. Det gjorde vi med den nye psykiatriaftale, hvor vi tog hul på noget af det allervigtigste – især er jeg glad for indsatsen, der skal forebygge, at børn og unge ender i psykiatrien. Men aftalen er langt fra nok. Derfor har vi har nogle konkrete forslag til, hvad en ny ti-års-plan skal indeholde.
Lægeforeningen undersøgte for få måneder siden tilstanden på landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Den viste flere tankevækkende ting. Først og fremmest, at forholdene er blevet dårligere de seneste år, men også, at 70 procent af lægerne var uenige eller meget uenige i, at der er nok sengepladser til alle patienter med behov for indlæggelse. Derfor er det helt afgørende, at vi får flere sengepladser. Vi har konkret foreslået at oprette 400 ekstra pladser. Det er jeg helt sikker på, at vi kan finde flertal for.
Et andet konkret problem er, at vi ikke har psykiatere nok. Alle vores gode tiltag rækker ikke langt, hvis vi ikke har læger nok til at føre dem ud i livet. Det står så slemt til, at hver femte job som speciallæge i psykiatrien er ubesat – i sundhedsvæsenet generelt er det hver tolvte. Vi foreslår konkret, at man uddanner 150 flere speciallæger i psykiatri og børnepsykiatri – det som Lægeforeningen vurderer, at det er behov for. Igen er jeg overbevist om, at vi kan samle alle Folketingets partier om en løsning.
Det er nemlig en bunden opgave for os politikere, at vi får gjort mere ved psykiatrien. Det er et ansvar, som vi nu skal tage til os. Derfor er mit budskab til alle folketingskandidater: Lad os få gjort noget. Alle de 179, der bliver valgt til Folketinget, skal være med til at tage ansvaret på deres skuldre. Vi konservative går gerne forrest. I verdens bedste land skal en læge ikke vælge mellem fem unge med selvmordstanker. De skal alle have hjælp.
- Oprettet den .