Cheflæge med opfordring til politikere på valg: Vi skal have en national hjerneplan
- Cheflæge i neurologi Michael Oettinger opfordrer politikerne til at få hjernen med i valgdebatterne, for der er potentielt milliarder at spare, hvis man får løst nogle af de udfordringer, der rammer hjernen.
Valgkampen er nu over halvvejs i sit forløb. En af de helt store neurologiske sygdomme - demens - har fået stor opmærksomhed og er blevet genstand for udspil. Det er vigtigt både for det menneske som bliver ramt af demens, de pårørende og samfundet.
Skribent
Michael Oettinger
cheflæge på Neurologisk Afdeling ved Odense Universitetshospital
En tidlig diskussion i valgkampen har været - hvad gør Danmark rigere.
Her kommer et meget konkret bud: En national Hjerneplan.
Hvorfor?
Neurologiske sygdomme eksempelvis demens, blodpropper og blødninger i hjernen (stroke), epilepsi, migræne, Parkinsons sygdom, multipel sklerose, hjernerystelse koster Danmark over 50 mia. kr - hvert eneste år. Udgifterne går til indlæggelser, besøg på sygehuse og hos den praktiserende læge, medicin, genoptræning, hjemmepleje, plejehjem og så tabt produktivitet. Det sidste andrager alene over 20 mia. kr. - om året.
En national Hjerneplan vil gøre Danmark rigere. Både for samfundet, det enkelte menneske og dets pårørende.
En region i Danmark - Region Syddanmark - har allerede taget det første skridt med deres regionale Hjerneplan.
Men alle - uanset postnummer - skal være omfattet.
Min appel til folketingskandidaterne denne fredag morgen er derfor - arbejd for en national Hjerneplan. Kun på den måde får vi alle ombord. World Health Organization anbefaler nationale hjerneplaner. Europa har en Brain Health Mission.
Næste uge er Brain Awareness Week. Det vil være helt oplagt at komme med et udspil til en national Hjerneplan.
Indlægget er oprindeligt delt på LinkedIn, men genudgivet på Medicinske Tidsskrifter med tilladelse fra forfatteren.
- Oprettet den .
