Læger, som behandler diabetespatienter, må være godt rundtossede

Læger, som behandler diabetespatienter, må være godt rundtossede. Der er simpelt hen gået inflation i vejledninger, behandlingsguider, og hvad det ellers hedder.

Senest har Medicinrådet valgt at blande sig i koret af rådgivere med sin første vejledning til behandling af type 2-diabetes. Det er ellers svært at finde en rigtig begrundelse for, at Medicinrådet skal bruge sin kostbare tid på netop den sygdom, al den stund at behandlingen hovedsagelig foregår i almen praksis, og dér har Medicinrådet ingen jurisdiktion. Medicinrådet er jo sat i verden for at anbefale lægemidler til hospitalerne, ikke til praktiserende læger.

Men nu ligger den dér, Medicinrådets vejledning, og ved siden af ligger den nationale behandlingsvejledning (NBV) fra Dansk Endokrinologisk Selskab og fra almenmedicinernes selskab DSAM. Der er også tilsvarende gode råd at hente fra Den Nationale Rekommandationsliste fra Sundhedsstyrelsen (IRF), og alt dette arbejde ender så med at blive til basislister ude i regionerne, og de behøver såmænd ikke at flugte med rådgivningen fra de videnskabelige selskaber. Basislisterne er heller ikke ens, så der er regionale forskelle på, hvordan forskellige sygdomme behandles i de enkelte regioner. Ikke engang dér kan man enes.

For at det ikke skal være løgn, publicerer de internationale lægevidenskabelige selskaber, EASD og ADA, også deres guidelines, og deres guidelines har såmænd vigtige danske bidrag.

For enden af alt dette rådgivningsarbejde sidder den praktiserende læge, som slet ikke har brug for al denne rådgivning. Deres behov er reelt entydighed, helst en eneste vedledning – gerne i pixilængde.

Mon ikke Medicinrådet godt er klar over, at de praktiserende læger bestemt ikke sukker efter nye anbefalinger. Så hvorfor er det fortravlede råd dog gået i gang? Tja, hvis man ser på kritikken af denne vejledning, f.eks. som den udtrykkes af Steen Madsbad, så bagatelliserer Medicinrådet lægemidlernes effekt, f.eks. når det gælder vægt eller deres betydning for blodsukkerregulering. Hvorfor nu det? Det handler om den nye sportsgren i klinisk farmakologi, nemlig at få flest mulige lægemidler til være ens. Når det er sket, kan Danmark nemlig kaste lægemidlerne ud i en priskonkurrence, som kan føre til besparelser. Men lægemidlerne er bare ikke ens, og derfor er der risiko for, at læger tvinges til at anvende de billigste lægemidler til skade for deres patienter.

Det er den skjulte dagsorden bag disse bestræbelser.

Så de praktiserende læger er reelt ikke målgruppen for rådets vejledning. Det handler snarere om at formulere en ny norm, som kan blive laveste fællesnævner for behandlingen af patienter.