Medicinrådet lyver sig til enighed

Medicinrådet har uden videre postyr besluttet at ændre praksis for hvad der skal offentliggøres i forbindelse med lægemiddelanbefalingerne. Det lyder uskyldigt, men er det ingenlunde.

Tillad et eksempel: Det blevet en udbredt praksis, at Medicinrådet anbefaler ibrugtagning af et dyrt lægemiddel – men kun til en andel af patienterne, mens andre patienter diskvalificeres for adgang til lægemidlet efter patologiske eller genetiske analyser.

Som hovedregel sker denne diskrimination, fordi lægemidlet har større gevinster for den ene målgruppe, mens det er mindre effektivt for den anden. Ikke sjældent er gevinsterne for de diskvalificerede patienter imidlertid betydelige og attraktive. De er bare ikke store nok til at gøre indtryk på Medicinrådet.

Når det sker, kan lægerne i fagudvalget, der rådgiver Medicinrådet, vise sig at være kritiske overfor beslutningerne. Ofte har lægerne anbefalet, at alle patienter – eller de fleste patienter – skal tilgodeses. Men Medicinrådet, gik altså en anden vej. Til lægerne utrolige frustration – det er jo dem, der sidder med patienterne bagefter. Lægerne ude i klinikken får til opgave at forklare deres patienter, at de blev valgt fra. Og det er godt nok sjældent, at Medicinrådet forsyner dem med brugbare forklaringer – ikke mindst fordi afvisningen indgår i et sindrigt spil, som skal få producenten til at sætte sine priser ned.

Stik mod moderne forvaltning

Hvorom alting er, så bliver omverdenen ikke længere indviet i, hvad fagudvalget egentlig har indstillet til Medicinrådet. Medicinrådet har nemlig – langt under radaren – ændret praksis omkring offentliggørelsen af sine afgørelser.

Stik imod alle bestræbelser i moderne forvaltning har Medicinrådet besluttet, at omverdenen ikke længere skal kunne se, hvad fagudvalgene mener, hvad rådets sekretariat har bidraget med, eller hvad Medicinrådet har ment. Fra nu af skal det være ét fedt – så alle parter mener det samme i offentlighedens øjne: Rådet, farmakologernene, Medicinrådets sekretariat, lægerne og de andre klinikere, foruden alle repræsentanterne for patientforeningerne, som også sidder i fagudvalgene.

Fra nu af skal lægerne og patienterne stå sammen med Medicinrådet. Skulder ved skulder. I tykt og tyndt.

Men derved blokerer Medicinrådet for offentlighedens indsigt og derfor også offentlighedens mulighed for at kritisere og arbejde for at omgøre Medicinrådets beslutninger. Nu får pressen ikke indsigten i, hvad kritiske kræfter mener. Nu får patientforeningerne og patienter for den sags skyld heller ikke mulighed for at forstå nuancerne i deres muligheder. Medicinrådet er på vej til at blive en sort boks – som først kan åbnes, når rigsarkivet giver adgang engang om nogle årtier.

Ved samme lejlighed dropper Medicinrådet at præsentere medicinalindustriens sundhedsøkonomiske analyser. Fra nu af fremlægges alene sekretariatets egne beregninger i Medicinrådets beslutninger, og industriens analyser indgår heller ikke i rådets diskussioner.

Nu skal intet forstyrre Medicinrådets beslutninger – det er slut med kritik, slut med nuancer.

Et alvorligt tilbageslag

Lyder det moderne. Nej, det er et alvorligt tilbageslag. Nærmest totalitært.

Medicinrådet har såmænd altid været karrig med oplysninger om kritik. Rådet har eksempelvis altid haft sløset omgang med f.eks. mulighederne for mindretalsudtalelser. De bliver rent ud sagt undertrykt. Men nu bliver det endnu værre.

Faktisk er det allerede nu så langt, at da Onkologisk Tidsskrift anmoder om aktindsigt i korrespondancer mellem fagudvalg og Medicinrådet, så blive anmodningerne afvist med henvisning til, at korrespondancen er intern. Så fagudvalgene er allerede Medicinrådets forlængede arm.

Man kan spørge sig selv, om Folketingets sundhedsudvalg, som har formuleret principperne bag Medicinrådets arbejde - herunder det fjerde princip om åbenhed - virkelig synes, at Medicinrådets nye praksis flugter med kravene til Medicinrådet.

Her er ordene bag det fjerde princip:

Åbenhed: Der skal være størst mulig åbenhed i vurderingen af lægemidler. Dvs. at der skal være åbenhed om både processer, metoder, kriterier og det materiale, der udarbejdes i forbindelse med vurderingen af lægemidler. Det skal således være muligt for alle at se grundlaget og begrundelserne for at til- eller fravælge nye lægemidler, jf. også Transparensdirektivets krav i forhold til objektivitet og gennemsigtighed. Åbenheden har også til formål at facilitere en offentlig debat.

Den offentlige debat blokeres

I dag kan Folketingets sundhedsudvalg konstatere, at Medicinrådets nye praksis rent ud sagt vil blokere for den offentlige debat, snarere end at facilitere den.

Gad vide hvad Folketingets sundhedsudvalg mener om den nye praksis. Flugter den mon med de oprindelige intentioner?

Er den nye praksis mon godkendt af Danske Regioner? Har formand Anders Kühnau og formanden for regionernes sundhedsudvalg, Karin Friis Bach virkelig sagt ja til denne uhørte svækkelse af offentlighedens indsigt? Det er svært at tro på.

Alt det handler om de principielle udfordringer med den nye praksis – og de er betydelige. Men der er også de praktiske.

Først og fremmest vil Medicinrådets praksisændring, forringe mulighederne for at få kvalificerede medlemmer til sine fagudvalg. Det har ofte været et stort problem at finde læger, som har kvalifikationerne og lysten – og habiliteten – til at gå ind i det tidskrævende arbejde. Ofte må lægerne gøre det gratis – medmindre de arbejder i afdelinger, som accepterer, at det sker i arbejdstiden.

Stor kamel at sluge

Nu forlanger Medicinrådet, at de skal parkere deres integritet i garderoben. Den kamel kan blive for stor at sluge for mange læger, måske især de allerbedste. Derfor kan det blive endnu vanskeligere at rekruttere kvalificerede læger til fagudvalgene. Dermed kan vejen være banet for Medicinrådets våde drøm, nemlig at indsætte kliniske farmakologer som formænd i fagudvalgene. Den løsning koketterer Medicinrådet jævnligt med. Og så bliver det da for alvor umuligt at besætte fagudvalgene – Medicinrådet har tilsyneladende ingen respekt for lægerne.

Men der er andre praktiske udfordringer nu, da fagudvalgene skal integreres i Medicinrådet på samme måde som sekretariatet – og så bør det være indlysende, at lægerne skal betales for deres indsats. I dag minder lægernes tilknytning til Medicinrådsarbejdet mest om arbejdet i de lægevidenskabelige selskaber om behandlingsvejledningerne. Det er som hovedregel ulønnet.

Efter praksisændringen er arbejdet i fagudvalgene forvandlet til almindeligt lønarbejde, akkurat som medarbejderne i Medicinrådets sekretariat – og så skal det naturligvis skal lønnes.

Den nye praksis, Medicinrådet har indført, er et skridt i den forkerte retning. Snarere end at lukke sig sammen, bør Medicinrådet åbne sig.

Der kommer ikke noget godt ud af dette tilbageskridt. Man kan kun håbe, at de der bestemmer over Medicinrådet stopper denne ændring.