Mette overhaler kommissioner indenom, for nu skal der serveres valgflæsk

Nu koketterer Mette Frederiksen med, at hun kan være parat til at tilgodese visse trængte medarbejdergrupper med højere løn. Men hun nægter kategorisk at nævne hvilke grupper, der skal favoriseres, bortset fra at hun nu helt konkret åbner op for at give unge, som ønsker at blive sosu’er, løn under uddannelsen.

Så er vi i gang, tænker Mette Frederiksen åbenbart.

For at forstå hvor meget valgflæsk denne nye overvejelse om lønforhøjelser til offentligt ansatte indeholder, skal vi skrue tiden tilbage med godt et år – til sygeplejerske-konflikten. Det er såmænd bare godt et år siden, og dengang var Mette Frederiksen ubøjelig. Sygeplejerskerne konfliktede på fuldt drøn, men de opnåede intet.

Mette Frederiksen var hård som stål. Diskret lyttede hun især til resten af fagbevægelsen, og dér var der ringe eller ingen opbakning til sygeplejerskernes krav. Sosu’erne mener bestemt ikke, at sygeplejerskerne skal favoriseres, og det gør andre lønmodtagergrupper heller ikke.

Derfor skulle sygeplejerskerne have en kold skulder.

De fik de, altså indtil denne valgkamp. Så ryster statsministeren på hånden.

En lille sejr fik sygeplejerskerne dog ud af deres ekstremt dyre lønkamp. De fik en lønkommission, og den arbejder netop nu på at finde ud af, om der er uretfærdigheder i de offentlige lønsystemer. Kommissionen forventes at have en analyse klar inden udgangen af dette år, altså inden for en tidshorisont på under fire måneder.

Den tålmodighed har statsministeren åbenlyst ikke længere, ikke en gang i forhold til en kommission hun selv har sat i gang, og som barsler med sine anbefalinger om få måneder.

Nu handler sygeplejerskernes løn ikke bare om retfærdighed – den handler også om ressourcer på landets sygehuse – varme hænder. Det er måske statsministerens figenblad, når hun så åbenlyst blæser på en kommission, som hun selv har nedsat.

Det handler ikke bare om retfærdighed, men om varme hænder.

Men også der klinger det hult. Da forhandlingerne om en sundhedsreform i virkeligheden endte uden mærkbare resultater, skyldtes det den fortvivlende ressourcesituation i sundhedsvæsenet, altså manglen på læger og sygeplejersker.

Sådan forklarede regeringen sig. Det kunne slet ikke lade sig gøre at sammensætte en gedigen reform, når der mangler varme hænder.

Det problem magtede regeringen ikke at løse. Ja, faktisk havde den meget få ideer, og så løste regeringen problemet på en måde, som er blevet et særkende for Mette Frederiksen. Den nedsatte selvfølgelig en kommission til at løse opgaven, og i spidsen for den satte hun og Magnus Heunicke tidens største stjerne på området, nemlig Søren Brostrøm. Kommissionen blev præsenteret som en virkelig game-changer – nu skulle der tages fat på problemerne.

Kommissionen var, syntes regeringen, lidt af et kup, virkelig smart.

Nu er medlemmerne af denne kommission netop udpeget. Det skete for tre uger siden. Kommissionen skal i gang med opgaverne.

Men nu har Mette Frederiksen ikke tålmodighed på at vente på deres løsninger – hun er nødt til at opfinde nogle tiltag, som hun kan bringe i spil nu. Hun kan ikke vente på Søren Brostrøm, som pludselig er reduceret til en papmaché-figur (hvad han i øvrigt har været andre gange i denne regerings tid).

Derfor er situationen denne:

Mette Frederiksen troede, at hun kunne ride stormen af, da det gjaldt sygeplejerskernes løn. Så skubbede hun problemerne ud – og gerne til en anden regering, eller hellere en fremmed planet, og nedsatte en lønkommission. Smart strategisk tænkning. Men nu dur det ikke. Hun er blevet indhentet.

Mette Frederiksen greb det samme værktøj, da tingene spidsede til i forbindelse med sundhedspolitikken. Igen løb regeringen tør for ideer, og igen lukkede den sin ideforladthed ned i en kommission. Og igen viste det sig, at Mette Frederiksen ikke har tålmodighed til vente på sin kommission. Nu har hun desperat brug for selv at formulere løsningerne. Desværre er regeringen ikke i stand til at finde på noget som helst.

Regeringen er afsløret med sin strategi. Det handlede åbenbart alene om at udskyde initiativer – og så viser det sig, at regeringen har meget få ideer på sundhedsområdet, ja faktisk ingen.

Denne regering er ikke kommet heldigt fra start på sundhedsområdet. Men den har vistnok indset, at sundhed bliver et vigtigt område.

Så er vi i gang.