Måske vinder Henrik Dibbern alligevel til sidst

Jeg husker det, som var det i går. Første scene var, da Henrik Dibbern, PLO’s daværende formand, i efteråret 2012 havde forladt de første forhandlinger med modparten RLTN, (Regionernes lønnings- og takstnævn) og ikke forstod et ord af, hvad der foregik. Han blev mødt med en mur af krav og absolut ingen lyst til at forhandle. Som om det hele var designet til at gå galt.

Hans udtryk var vantro.

Næste markante scene fra forhandlingsforløbet var stormødet i Odense Congress Center i 2013, hvor Dibbern på sin fynske hjemmebane blev hyldet som en sydamerikansk revolutionshelt. 8000 læger og klinikpersonaler dukkede op. En formidabel manifestation. På dét tidspunkt havde regionerne opsagt overenskomsten i sikker forvisning om, at regeringen ville gribe ind og gennemtvinge en løsning.

Lægerne i kongrescenteret var måske ikke klar til krig, men de var klar til skridtet lige før krig - nemlig at deponere deres ydernumre og fortsætte på egen hånd som selvstændige næringsdrivende uden de forbandede regioner, som bare ville bestemme det hele uden at betale. Den løsning troede Dibbern på.

Tredje scene var PLO’s repræsentantskabsmøde i juni 2013, som førte til Henrik Dibberns endeligt. Efter at være stemt ned af et marginalt flertal, primært bestående af lægerne fra landets største byer, måtte han nedlægge sit formandshverv og liste hjem til Fyn. PLO opgav kampen og valgte med en nye formand at gå forhandlingens vej.

Forløbet endte på mange måder som en ydmygelse af Henrik Dibbern og velsagtens også af PLO. Men i dag ved vi, at Dibbern havde ret i sin analyse. Der var tale om aftalt spil. Den daværende S-regering havde lavet en lokumsaftale med det dominerende oppositionsparti, Venstre, og nu skulle de praktiserende læger acceptere at øge produktiviteten uden at få betaling for det. På Christiansborg var det den udbredte forestilling, at de praktiserende læger var fodslæbende, imens resten af sundhedsvæsenet netop var underlagt høje produktivitetskrav og stigende krav til kvalitetsforbedringer.

Nu er Henrik Dibbern gået på pension efter 40 år i almen praksis. ’Bulderbassen,’ som han kalder sig selv, er gået i hi.

Læs også: Ti år efter lægekonflikten: Ærgrelsen bor stadig i den tidligere PLO-formand

Mærkeligt nok sker pensioneringen lige inden, at det skal vise sig, at Dibbern har sejret. I begyndelsen af maj lancerer et uafhængigt råd nedsat af PLO og RLTN i fællesskab sin rapport om en modernisering af honorarmodellerne i almen praksis, og signalerne herfra er opløftende. Rådet har deltagelse af begge parter og et antal eksperter. Det er anført af formanden, Leif Vestergaard Pedersen, som er tidligere koncerndirektør i Region Midtjylland, tidligere formand for Kræftens Bekæmpelse og en erfaren rotte udi det danske sundhedsvæsen. Og der er både fremdrift og enighed i rådet.

Signalerne derfra er, at den nye model vil sikre, at der skrues op for honorarerne til arbejdet med de mest komplicerede patienter, mens honorarer til at behandle ”de raske” reduceres – og det er også givet, at de mest tossede honorarer skal gennemtænkes. Forslagene skal drøftes af PLO og RLTN i foråret.

Mon ikke det var den vej, Dibbern ville være gået i sin tid?