Aarhus-skandalen truer hele regionsprojektet

Tingene udvikler sig sandelig forskelligt for landets to største regioner.

Den ene, Region Hovedstaden, har netop meddelt, at nu har man sikret kapacitet til rettidig screening for brystkræft af regionens kvinder.

Den anden får med rette voldsom kritik for ikke at leve op til kravene, når det gælder operation af patienter med tarmcancer. Det er tidens største sundhedsskandale, og den position indtager Region Midtjylland ikke for første gang.

Netop denne sag er særlig alvorlig, fordi forsinkelse af operation for tarmkræft drastisk forringer overlevelsesmuligheder. Akkurat som den foregående store sundhedsskandale i regionen, hvor patienter fik sat deres ben af, selv om det kunne være undgået, så drejer denne sig om uhyggelig tilsidesættelse af patientsikkerheden, og i begge tilfælde var regionen blevet grundigt advaret.

De to regioner har siden regionernes oprettelse kæmpet mod hinanden om at være bedst hertillands til at passe på sine patienter. Længe var Region Midtjylland forrest i det kapløb – og med længder. Derfor landede landets eneste partikelkanon da også i Aarhus, og Midtjyllands sundhedsvæsen var i det hele taget forrest i Danmark, og det blev dokumenteret årligt i de kliniske databaser.

Ak, det var dengang. Nu lever Midtjylland ikke længere op til forventningerne. På visse områder end ikke de mest basale forventninger.

I Region Midtjylland bliver man ustandselig mindet om, at regionen mangler penge og ressourcer. Det er barsk pædagogik, som lederne i regionen udsættes for – og som de siden udsætter deres personale for. Den pædagogik parret med ledergruppernes og personalets loyalitet kan have skabt en meget ulykkelig sparekultur, hvor alle yder deres for at undgå at udløse omkostninger.

Regionens frontmand, Anders Kühnau (Soc.), er selv den allerførste til at minde omverdenen om, at det midtjyske sundhedsvæsen savner ressourcer, og det bakker staben op om.

Derfor har Region Midtjylland ikke den klagekultur, som præger Region Hovedstaden.

Man kan frygte, at sparekulturen i Region Midtjylland også har skabt en hold-kæft-kultur, ganske særligt i lederlaget. Det virker som om, at denne sparekultur også præger regionens stolthed, Universitetshospitalet. Hospitalet sætter en ære i at spare – men evner måske ikke længere at innovere sig ud af problemerne. Man har på fornemmelsen, at den offensive tilgang, som tidligere topledelser af hospitalet havde, er blevet erstattet af en meget defensiv tilgang, sikkert til stor tilfredshed for den politiske ledelse.

Lige så alvorligt er det, at man kan frygte, at Region Midtjylland har fået en budgetkultur, hvor alle kort spilles ud med det samme for at lukke huller. Og så er der intet tilbage til at lukke huller på samme måde, som Region Hovedstaden netop lukkede sine problemer med ikke at leve op til kravene til rettidig brystkræftscreening. Det krævede 15 millioner kroner.

Men det kræver også, at regionen er indstillet på at overdrage opgaver til private aktører, og på det punkt har man ærligt talt på fornemmelsen, at Region Midtjylland kæmper med arme og ben imod at få nogle af sine opgaver løst af privathospitaler eller -klinikker. Det er tydeligvis Anders Kühnau og hans koncernledelse inderligt imod. Den strategi har nærmest været manisk. Regionen har i det hele taget en ulyst til at afprøve nye innovationer, som kunne spare ressourcer.

Nu har Region Midtjylland og Danske Regioners formand bragt sig selv i den ultrapinlige situation, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) har bedt om en "uvildig" undersøgelse af det midtjyske problem med håndteringen af tarmcancerpatienterne. Hun stoler simpelthen ikke på Anders Kühnaus egne undersøgelser.

Det kan synes som en lille og meget symbolsk ting, men det er det ikke længere. Vi har en regering, som seriøst overvejer at lukke regionerne ned, og med denne skandale har den fået endnu et alibi til at forfølge den strategi.

Fra at være en mønsterregion og selveste beviset på, at regionerne har den rette vilje og den rette strategi til at drive det danske sundhedsvæsen, så er den selvsamme region på vej til at udhule den forestilling og blive det bedste argument for at lukke regionsprojektet ned i den kommende sundhedsreform.

Noget er gået helt galt i den region, som engang var landets mest ambitiøse. Det virker som om, at den tillid til dygtige mellemledere, som engang prægede regionen, er erstattet af en kontrolmani og en defensiv indstilling, som godt kan have dræbt kreativiteten for slet ikke om at tale om det tillidsfulde forhold mellem den absolutte topledelse og den store ledergruppe, som engang var regionens varemærke.

Timingen kunne ikke være mere elendig, og det værste er faktisk, at man dårligt kan tro på, at Region Midtjylland har mulighederne og viljen til at løse denne skandale.

Men man kan håbe det.