Sygeplejerskerne har brug for en formand af en anden støbning end Grete Christensen

Sygeplejerskerne skal have ny formand – Grete Christensen, Dansk Sygeplejeråds formand gennem 14 år går af, og det burde hun nok have gjort for flere år siden.

Den nye formand tager over 1. oktober, og næppe har det været vigtigere for sygeplejerskerne at vælge den rigtige profil. Netop nu er der to kandidater, begge kvalificerede – men det ville bestemt være godt med valgmuligheder.

Denne gang er der nemlig brug for en formand med mange talenter, også flere og mere sjældne end vi har set hos de seneste formænd. Der er brug for en profil med politisk tæft, og det er DSR ikke forvænt med. Også en formand, som kan tale faget op, ikke ned, og som kan formulere en strategi, der kan samle medlemmerne, ikke splitte dem, og som kan opfinde en brugbar kommunikationsplatform for bevægelsen og dens fremtid.

Om et lille øjeblik er alle lønanalyserne publiceret og gennemtyggede, Robusthedskommissionens overvejelser er offentliggjort, og regeringens lønpulje på tre milliarder kroner er fordelt.

Når alt det er sket, så er luften gået ud af lønkravene – og så skal Dansk Sygeplejeråd (DSR) formulere en ny eksistensberettigelse.

Det ville Grete Christensen aldrig have kunnet magte – heller ikke hendes forgænger (Connie Kruckow), og nu får en ny ledelse meget kort tid til opgaven.

Denne gang må man håbe, at DSR får en formand med ganske andre og særlige kvaliteter.

Nødvendigt med ny kommunikationsstrategi

Først og fremmest har sygeplejerskerne – og det danske sundhedsvæsen – brug for en formand, som kan inspirere til en kommunikationsstrategi, som kan fremme faget – og ikke ødelægge det. Grete Christensen magtede det ikke. Det var ellers klart, at hun og hendes ledelse på én gang ville skabe billedet af sygeplejerskerne som værd at investere i, og som er villige til at påtage sig nye, spændende opgaver.

Men denne underliggende konstruktive strategi blev imidlertid sat fuldkommen i skyggen af det andet tema, nemlig at sygeplejerskerne har så elendige arbejdsvilkår, at ingen normale mennesker kan holde det ud – og derfor forlader sygeplejersker i stort antal faget og drager til Norge, til privathospitalerne eller helt ud af sundhedsvæsenet.

Den nye formand skal kunne forny denne kommunikationsplatform.

Det skal være slut med hyggehad

Det var sandelig også et problem for Grete Christensens formandskab, at resten af fagbevægelsen mistede tilliden til sygeplejerskerne. Den nye formand må formå at forbedre relationerne, så sygeplejerskerne ikke altid står alene med deres ønsker og ikke i stilhed bliver hyggehadet af kollegaerne.

I familie med det ønske er, at den nye formand meget gerne må være på talefod med politikerne, også dem, som har magten. Jo, de politikere, som har magten, har skam respekt for sygeplejerskerne og taler dem gerne efter munden. Men når alt kommer til alt, får de absolut intet forærende.

Relationerne til politikerne kommer til at få kolossal betydning i de kommende uger og måneder, hvor Danmark skal forny sine strategier på sundhedsområdet, f.eks. når Ssundhedsstrukturkommissionen barsler med sine anbefalinger. Utvivlsomt vil kommissionen være optaget af at flytte rundt på opgaver – og især væk fra de overbelastede sygeplejersker.

Dér skal DSR’s formand være klar med ideer og inspiration i de kommende fornyelsesprocesser – det ville næppe Grete Christensen magte. Ellers risikerer sygeplejerskerne at blive kørt ud på et sidespor, og det fortjener de ikke, tværtimod.

Man kunne føje til, at Grete Christensen end ikke magtede at holde sammen på sygeplejerskerne, som jo ved flere lejligheder i hendes lange formandsperiode simpelt hen stemte hende ned. Hendes held var, at protestgrupperne heller ikke magtede at stå sammen, når det kom til stykket.

Senest anbefalede hun regeringens tilbud, som havde en Lønstrukturkommission som sin vigtigste gave til sygeplejerskerne. Mange sygeplejersker var dybt frustrerede over denne syltekrukke. Men ikke Grete Christensen, altså indtil kommissionen barslede med sin rapport, som bagatelliserede sygeplejerskernes krav om mere i lønposen. Så tog hun afstand – i stedet for at gå af.

Den nye formand skal selvsagt som det allerførste finde sine ben i netop lønspørgsmålet. Nu foreligger lønkommissionens vurderinger, som ikke giver medvind til DSR’s ønsker. Snart kommer Robusthedskommissionen med sine anbefalinger, og regeringens lønreparationspuljen på tre milliarder kroner skal fordeles.

Om et øjeblik er alle disse initiativer og deres anbefalinger kendte, og pengene er givet, og så må den nye formand finde nye mål med DSR’s arbejde. Så skal sygeplejerskerne finde sine nye ben og en ny fortælling om sig selv.

Sådanne udfordringer har ingen af DSR’s formænd stået overfor – derfor er der behov for en profil af en ganske særlig støbning.

Hele Danmark krydser fingre for, at det lykkes.