Endelig en lægeformand med mod og mandshjerte

Hvor er det dog befriende, at der endelig er en lægeformand som stepper op, når medicingodkendelsesorganer går for vidt.

Begejstringen skyldes PLO’s formand Jørgen Skadborg, til daglig praktiserende læge i Billund, men altså også formand for de praktiserende lægers fag- og standsforening, og anledningen er diskussionen om Medicintilskudsnævnets forslag om at fratage type 2-diabetespatienterne deres tilskud til Novo Nordisk-lægemidlet Ozempic, som er en såkaldt GLP1-analog, og i stedet give patienterne de langt billigere SGLT2-hæmmere.

Nævnets argumentation kan oversættes til, at de praktiserende læger bare udskriver Ozempic for sjov og til alle og enhver, som måtte ønske det. De foretrækker Ozempic fremfor SGLT2-hæmmere for at få del i især én af lægemidlets fordele, nemlig at patienterne taber sig mere end med SGLT2-hæmmere.

Denne uansvarlige praksis skulle i 2023 koste danske regioner over en milliard kroner, og man får ærligt talt det indtryk, at det er de praktiserende lægers skyld.

I den seneste høringsrunde bakkede Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) nævnets synspunkter op. Det var en opsigtsvækkende opbakning fra de praktiserende lægers eget videnskabelige selskab. DSAM var altså ved den lejlighed parat til at købe præmissen om, at Ozempic kan sidestilles med SGLT2-hæmmere.

Netop det synspunkt finder støtte i Medicinrådets behandlingsvejledning, som sidestiller de to typer af lægemidler. At Medicinrådet kom til den konklusion, er ikke mærkeligt - når Medicinrådet overhovedet gik i gang med arbejde med en behandlingsvejledning, så havde det kun det formål at gennemtvinge en ny praksis, så de offentlige kasser kunne spare pengene. 

Derfor var DSAM´s opbakning virkelig vigtig for myndighederne – og de fik den altså (med ganske få og ligegyldige anmærkninger).

Økonomisk ansvarlige

Men nu lyder der andre toner fra de praktiserende læger, denne gang fra PLO. Man aner – og det er rent gætværk – at PLO-formanden har fulgt, hvordan kollegerne i det videnskabelige selskab har lagt sig ned og dermed også accepteret Medicintilskudsnævnets temmelig grove og uunderbyggede påstande mellem linjerne om, at almen praksis bare uddeler Ozempic til alle, der måtte ønske det.

Det postulat er Jørgen Skadborg ingenlunde enig i: ”Som praktiserende læger skal vi bidrage til, at der er styr på samfundsøkonomien, og vi er som branche meget samvittighedsfulde. I mine to årtier som læge har PLO altid bidraget til rationel anvendelse af borgernes penge,” siger han til Medicinsk Tidsskrift og Sundhedspolitisk Tidsskrift i dag. 

Han mener heller ikke, at nævnet har belæg for sin påstand om, at halvdelen af alle patienter, der får Ozempic, ikke har brug for det. Det afviser han pure, og nok så vigtig slår han fast: ”Via faglige vejledninger er vi blevet tilskyndet til at bruge Ozempic, da det redder liv for mennesker med eksempelvis iskæmisk hjertesygdom.”

PLO-formanden vil dog ikke afvise, at enkelte læger kan finde på at udskrive Ozempic på et løst grundlag, men den trafik skal tilsynsmyndighederne gribe ind over for.

"Resten af lægestandens læger, de 99 procent, håber jeg får lov at arbejde i fred for den slags bureaukrati," siger Skadborg.

Uansvarlige udskrivninger

Hans kollega i DSAM, Bolette Frederiksen, fortsætter imidlertid med at forfølge de samme mål som Medicinrådet og Medicintilskudsnævnet. Hun mener – lige som nævnet og rådet - at de praktiserende læger skal ændre deres udskrivningspraksis – og at de altså udskriver dette lægemiddel uansvarligt. Hun er ikke kritisk overfor påstandene om hendes medlemmers adfærd.

”Jeg tror, der kan være en tendens til, at man lige nu oftere vælger Ozempic til borgere med diabetes. Noget der går lidt i retning af ´skal vi ikke vælge det produkt, jeg hører så meget om lige nu?’ Og det er her, tror jeg, at det store forbrug af semaglutid i almen praksis opstår,” siger Bolette Friderichsen til Medicinsk Tidsskrift og Sundhedspolitisk Tidsskrift.

På den måde er de to organisationer, DSAM og PLO,  på kollisionskurs.

Det kan synes mærkværdigt, at det lægevidenskabelige selskab tilsyneladende bakker op om økonomiske hensyn snarere end de lægevidenskabelige anbefalinger, som man ellers ville forvente. I tilfældet med klinisk praksis når det gælder behandlingen af patienter med type 2-diabetes, så hjemsøges området imidlertid af Medicinrådets behandlingsvejledning på området, og den institution har visse af de lægevidenskabelige selskaber grænseløs respekt for. 

Medicinrådet har i sin anbefalinger valgt at bagatellisere Ozempics særlige komparative fordele i forhold til SGLT2-hæmmere, det vil sige større effekt på vægt og bedre effekt på visse hjerte-kar-udfordringer, ikke mindst risiko for stroke. Ved at dreje på effektmålene, f.eks. at der ikke er forskel på de to lægemidler når det gælder vægttab (man satte bare barren så højt, at begge lægemidler kom under), er Medicinrådet kommet i mål med sin vurdering, nemlig at de to lægemiddel-grupper stort set er ens.

Den konklusion går stik imod anbefalingerne fra de toneangivende internationale lægevidenskabelige selskaber, europæiske (EASD), det amerikanske selskab, (ADA) og de selvsamme selskabers fælles retningslinjer. Men disse anbefalinger har Medicinrådet valgt at blæse på, og man kan påstå, at de har fået hjælp. Bag Medicinrådets anbefalinger står nemlig ledelsen af endokrinologernes selskab, DES, som har deltaget i arbejdet med Medicinrådets behandlingsvejledning, og som altså er enig med Medicinrådet i, at der stort set ikke er forskel på GLP1 og SGLT2.

Overraskende optræden

Onsdag 22. august deltog formanden for DES, Pernille Hermann, i Aftenshowet på DR1, og ved den lejlighed gentog hun budskabet fra Medicinrådets vejledning, nemlig at de to lægemidler ud fra en gennemsnitsbetragtning har samme effekt. På det præcise spørgsmål: Kan man så lige så godt bruge den billige medicin? svarede Pernille Hermann, kort og klart: ”Ja” Og på spørgsmålet om der er risiko for senfølger ved den billige medicin, svarer hun igen kort og klart: ”Nej”.

Antal danskere med type 2-diabetes eksploderer

Det er tydeligt, at alle er skræmte ved udgifterne til tilskudsmedicin, og Ozempic er gjort til prügelknabe i det spil. Det er også sandt, at omkostningerne til Ozempic er eksploderet.

Danske Regioner anført af formanden Anders Kühnau (Soc.) har med stor kraft brugt udviklingen i omkostninger til diabetes-lægemidler som forklaring på, at regionernes økonomi er ved at falde fra hinanden.

Sandheden er bare, at regionerne for længst burde have forudset denne udvikling – den væsentligste drivkraft bag omkostningsudviklingen er nemlig ikke, at praktiserende læger udskriver dyr medicin, nej, den vigtigste forklaring er, at antallet er danskere med type 2-diabetes vokser eksplosivt netop i disse år.

Alene i 2022 voksede antallet med 30.000, og mon ikke det gentager sig i 2023? Det er denne sygdomsudvikling, som er katastrofal, og den er det egentlige problem.

Det er altså denne kæmpevækst, som driver medcinrudgifterne i vejret.

Det gør ondt i Danmark - fordi Danmark samtidig i international sammenhæng er blevet til fedthase, når det gælder villighed til at bruge penge på sundhed. Danmark plejer at ligge i midten af feltet, når man måler sundhedsudgifter i forhold til BNP.  Sådan har det været i mange år. Men ikke længere. Nu ligger Danmark tættere på bunden i det internationale hierarki.

Denne nye sparsommelighed er resultatet af års tilbagenholdhed med sundhedsudgifterne. Og det er måske det egentlige problem i Danmark. Det er politiske valg – det har intet at gøre med lægevidenskab eller uansvarlig udskrivningspraksis.

I den sammenligning kan det nævnes, at ingen andre lande i verden har valgt at score den hurtige gevinst ved at insistere dumstædigt på, at to lægemidler, som begge gør nytte og er værdifulde – bare på hver sin måde – kan sidestilles, så lægerne nærmest kun kan vælge det billigste til gavn for de offentlige kasser. Men det er den vej, Danmark er gået – så skidt med patienterne.