Derfor er Danmark ikke klar til aktiv dødshjælp

Der var lagt et uhyre pres på Det Etiske Råd, som skulle præsentere sine anbefalinger om aktiv dødshjælp i denne uge. Selveste statsminister Mette Frederiksen (Soc.) har presset på for at få øget mulighederne.

Men store dele af offentligheden har – tilsyneladende - også været parat at tage skridtet. I forbindelse med offentliggørelsen offentliggjorde DR en opinionsundersøgelse, hvoraf det fremgik, at 72 procent af danskerne er for aktiv dødshjælp. Men undersøgelse tager udgangspunkt i et meget primitivt endimensionelt spørgsmål, som slet ikke favner den forrygende kompleksitet, der er, når det gælder aktiv dødshjælp. Undersøgelsen er ubrugelig.

Men Det Etiske Råd modstod presset og stod fast på at sige nej til aktiv dødshjælp. Og det skal den overvejende del af rådet – 16 var enige, 1 var uenig – have tak for.

Danmark ikke parat

Rådets rapport er alle pengene værd. Den kommer dygtigt omkring mange af reflektionerne – og fælderne. Tilbage står, at Danmark slet ikke er parat til aktiv dødshjælp. Vi har ikke værktøjerne til at sikre konsistens i beslutninger som aktiv dødshjælp. Beklageligvis er vi danskere ikke voksne nok. Endnu.

En vigtig pointe for rådet er, at aktiv dødshjælp aldrig bliver one-size-fits-all – og netop det forsynder den danske debat om aktiv dødshjælp sig ofte imod – som om det er nemt at udpege relevante patientkriterier.

Det Etiske Råd mener, at det er umuligt. ”Det Etiske Råds anbefalinger skal ses i lyset af én altoverskyggende indsigt: Dødshjælp udgør ikke et ensartet fænomen, men findes i forskellige varianter. Derfor er det afgørende at være opmærksom på, at hvis man legaliserer dødshjælp, så er det frem for alt modellen, der afgør konsekvenserne. Det Etiske Råd finder det bemærkelsesværdigt, at en stor del af den danske diskussion om en eventuel lovliggørelse af dødshjælp finder sted uden at tage højde for dette fundamentale forhold.”

Se, det er en klog pointe.

Hvad med grænsetilfældene?

Det Etiske Råd gør meget ud af vanskelighederne med at opfinde klare grænser, og også dér har rådet kloge pointer:

”I den almindelige debat diskuteres ikke sjældent eksempler på patienter, som beskriver deres liv som lidelsesfuldt og håbløst, og som fremtræder klare og velovervejede. Virkeligheden består dog også af et stort antal grænsetilfælde, hvor personers lidelser og evne til at træffe beslutninger er vanskelige at fastslå nøjagtigt og også kan variere over tid. Hvis dødshjælp skal tillades, kræver det en regulering, som ikke kun kan håndtere sådanne klare og entydige tilfælde, men også de mange flere grænsetilfælde, og som formår at beskytte alle borgere uden undtagelse. Hvis man skulle mene, at dødshjælp vil være det bedste for en udvalgt gruppe af personer, så vil kun det system, som giver adgang til dødshjælp for alle i denne gruppe, og som afviste alle udenfor denne gruppe, være klar i afgrænsningerne, retfærdig i begrundelserne for adgang eller forsvarlig med hensyn til kontrolmekanismer.”

Rådet fremhæver den rådgivning, man har fået fra for eksempel læger, som fortæller, hvordan mange terminale patienter skifter mening, når de får den rette palliative indsats. Så ændres ”deres syn på, hvad et værdigt liv er, efterhånden som de bliver mere syge og ændrer dermed den målestok, de bedømmer livet med.”

Konsekvensen af denne iagttagelse bliver, konkluderer rådet, at ”det vil være umuligt at tilbyde dødshjælp til de medlemmer af patientgrupper, der måtte ønske det, uden at personer i samme livssituation påvirkes og belastes urimeligt. Det vil desuden være for vanskeligt at afgøre, hvornår der er tilstrækkeligt gode grunde til at ønske dødshjælp, til at sundhedsprofessionelle bør stilles over for den slags afgørelser.”

Bebrejdelseskultur vokser sig større i Danmark

Danmark er dér simpelthen ikke. Danmark er ikke klar. Udover de reservationer, som Det Etiske Råd peger på, er der også en grundlæggende udvikling, som danskerne gennemlever i disse år.

Det bliver stadigt mere tydeligt, at en "bebrejdelseskultur" vokser sig større. For tiden anspores den lige frem af regeringen. Danskerne skal underlægge sig hensynet til samfundet og samfundsøkonomien – og sundhedsvæsenets udfordringer med ressourcer. Sideløbende med denne bebrejdelseskultur gror helt naturligt en anden kultur frem, nemlig en selvbebrejdelseskultur.

Når disse bebrejdelseskulturer er så fremherskende, kan man virkelig frygte, at patienter, som måtte føle, at de lægger samfundet, sundhedsvæsenet og deres pårørende til last, kan finde på at ønske sig døde – selvom de har mulighed for et liv med kvaliteter.

Kulturen stikker også sit ansigt frem, når det danske samfund skal tage svære beslutninger om dyr, men effektiv medicin. Den slags bliver nemt afvist af Medicinrådet, som nærmer sig det at kunne sætte en pris på livet. Der er meget kort vej fra denne tankegang og til at udskamme patienter, som måtte arbejde for at få adgang til de dyre behandlinger (som jo ofte er meget billigere end omkostningerne ved at passe på vores mest udfordrede patienter herhjemme.)

Nej, Danmark er ikke klar.