Så røg den julefred i kommuner og regioner

Så ødelagde Danske Regioner juleidyllen i sundhedssektoren. I et spændende ideoplæg tager Danske Regioner fat på diskussionen om, hvor opgaverne skal løses – i regionerne eller i kommunerne.

Gæt selv svaret – regionerne mener, at ansvaret for hele sundhedsvæsenet skal samles ét sted - hos regionerne (læs udspillet her).

Debatten er relevant her knap 20 år efter strukturreformen og regionernes fødsel, og den aktualiseres af det igangværende arbejde i Sundhedsstrukturkommissionen under ledelse af formand Jesper Fisker, til daglig direktør i Kræftens Bekæmpelse. Utvivlsomt kommer netop opgavedelingen mellem regioner og kommuner til at spille en afgørende rolle i kommissionens anbefalinger, når de publiceres i foråret 2024.

Danske Regioners Initiativ bliver næppe mødt med klapsalver i kommunerne, som selv - og tværtimod - har ambitioner om at spille en større rolle for det nære sundhedsvæsen – ikke en mindre.

Mon ikke vi snart kommer til at høre kommunernes svar – eller rettere høre deres plan.

Leverer ikke varen

Regionernes plan lægges frem med stor høflighed, og det er der egentlig ikke gode grunde til: Kommunerne leverer nemlig ikke varen på sundhedsområdet. Gang på gang afsløres det, at de kommunale løsninger ikke lever op til danskernes forventninger.

Derfor har regionerne ret i store dele af sin kritik. Tag plejehjemmene og deres håndtering af sygdomme. Det er aldrig rigtig lykkes at få samspillet med regionerne til at spille, og skal man vælge side, så er valget nemt. Regionerne kæmper for at skabe sammenhæng, mens kommunerne dumper.

Tag handicap-området, som er kommunernes ressort. Men kommunerne løser problemerne på hver deres måde, og hver af dem har valgt, hvad de ønsker at ofre på området. Resultatet er svingende kvalitet, fra stor kompetence til pinligheder. Kommunerne kommer ikke til at kunne garantere ensartet, høj kvalitet.

Helt centralt i dette spil er psykiatrien, som nu – langt om længe – kan forvente at blive prioriteret af regeringen. Netop når det gælder psykiatrien, er indsatsen spredt mellem alt for mange aktører: socialpsykiatrien, skolerne og den specialiserede psykiatri – mellem læger, sygeplejersker, psykologer, skolelærere, sosu’er m.v.

Denne blandede landhandel er i den grad med til skabe forvirring, halve løsninger og dumme fejl. Selv politikerne bliver forvirrede, når de kæder børns og unges alvorlige psykiatriske lidelser sammen med underbemanding i børnehaver og skoler. Det er politisk plat, men ganske forståeligt, når man betænker den komplekse og ugennemskuelige organisering af psykiatrien. Der trænger til at blive ryddet op.

Også kommunernes forbyggelsesindsats skranter. De savner incitamenterne til at gøre noget alvorligt, for eksempel med rygning. Dér kan kommunerne ikke for alvor motiveres, fordi kommende gevinster lander i andre kasser end de kommunale.

Derfor skvatter kommunerne også over egne ben, når det gælder hjælpemidler til deres borgere, for eksempel kronikerne. Hvis kommunerne kan undgå at skulle betale, så vælger mange af dem at gå den vej, og så må diabetespatienterne og andre kronikere mangle moderne apparater til at måle, om de er i korrekt behandling.

Der er kort sagt rigeligt at rette op på, når det gælder kommunernes sundhedsindsats. De er alvorligt bagud.

Tiden kalder på mere enstrenget organisering af sundhedsvæsenet, og det er ikke nogen god ide at overlade det til staten. Verden har set eksempler på, hvad der sker, når kampen om sundhed udkæmpes i nationale parlamenter. Så kan alle sager – fra helt små til de store alvorlige – ende som stridspunkter. Det har man set for eksempel i Norge.

Regionernes historiske resultater er ikke til topkarakter, måske heller ikke til middel – men de har skabt et fundament, som er brugbart.

Der er mange måder at indrette sundhedsvæsenet på, men der er ingen alternativer til regionerne.