Analyse: Danmark er medicinforbrugets bundprop i Europa

NYHEDSANALYSE. Danskerne er blevet tudet ørene fulde med budskabet – Danmark bruger alt for meget på medicin. Omkostningerne skal bringes under kontrol. Medicin dræner sygehusvæsenet. Især regionerne dyrker temaet, men faktisk også en del lægevidenskabelige selskaber.

Af samme grund er det som om, at politikerne også har købt ind på budskabet. Selv skiftende regeringer har argumenteret med de "voldsomme” medicinudgifter. Også de allerstørste patientorganisationer, Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelse, har mere eller mindre indrettet sig på, at medicinudgifter står i vejen for optimale ventetider og god behandling.

Men nu er en række beregninger og analyser offentliggjort i de seneste uger, og de rammer en pæl gennem postulatet: Danmark bruger nemlig relativt set mindre og mindre på medicin, og i en europæisk sammenligning er Danmark bundskraber, når det gælder medicinudgifter.

Senest viser en rapport fra Nordic Institute of Health Economics (NIHE), at Danmark halter langt bagefter England, Norge og Sverige, når gælder ibrugtagning af de såkaldte ’avancerede terapier’ (ATMP’er), som er i gang med at revolutionere patientbehandlingen med imponerende resultater, desværre til skyhøje priser.

Samlet set er der tale om tre markante korrektiver til postulatet om dansk overdådighed på medicinområdet. 

Lad os se på analyserne hver for sig.

Markant mindre andel af BNP bruges på medicin

Tallene om medicinudgifternes andel af BNP skyldes Sundhedsministeriet, som har produceret tallene for at besvare et spørgsmål fra Jens Thulesen Dahl (DD) fra Folketingets sundhedsudvalg. Han ønskede oplysninger om ”hvordan udgifterne til medicin (hospitals- og apoteksmedicin) har udviklet sig siden 2008 i forhold til BNP?”.

Det kræver ikke en aktuaruddannelse at gennemskue analysen. Ministeriets tal viser, at de offentlige udgifter til lægemidler er steget med 24 procent (regnet i løbende priser og altså inkl. inflation) fra 2010 til 2022. I samme periode er BNP vokset med 56 procent. Derfor er medicinudgifternes andel af BNP ligefrem faldet fra 0,82 procent til 0,65 procent, altså et meget markant fald. 

Budskabet er altså det stik modsatte af det budskab, offentligheden ellers bildes ind.

Bag tallene gemmer sig forskelle mellem udgifterne til sygehusmedicin, som er steget med 65 procent, altså noget stærkere end BNP. Til gengæld har de offentlige kasser sparet på lægemidler solgt i apoteker og detailhandlen, hvor udgifterne er faldet fra 7,6 milliarder kroner til 6,5 milliarder kroner. 

Medicinudgifterne i Danmark er med andre ord ikke gået amok. Tværtimod, de fylder stadigt mindre i de offentlige budgetter.

Opgørelsen slutter i 2022, så den omfatter ikke den seneste udvikling med diabeteslægemidlet Ozempic, så måske er der en krølle på de mest aktuelle tal – men ikke nok til at forrykke billedet. Wegovy, som jo hele tiden nævnes i debatten, spiller ingen rolle her, fordi det offentlige ikke yder tilskud. Tværtimod er Wegovy momsbelagt, så staten tjener penge på fedmelægemidlet.

Danmark er nærmest nummer sjok i Europa

Men stikker Danmark så af fra udviklingen i andre lande? Det indtryk kunne man få, når man følger debatten. Men heller ikke det postulat holder.

Igen skyldes tallene Sundhedsministeriet, og igen skyldes beregningerne spørgsmål stillet af Jens Henrik Thulesen Dahl (DD) fra Folketingets sundhedsudvalg: ”Kan ministeren oplyse, hvor mange penge det offentlige i Danmark samlet bruger på medicin (hospitals- og apoteksmedicin) sammenlignet med andre europæiske lande?” 

Sundhedsministeriets svar baserer sig på OECD’s opgørelse af udgifter til medicin på tværs af lande, herunder blandt andre nogle europæiske lande. Ministeriet har anvendt tal for offentlige udgifter pr. indbygger, som er købekraftsjusteret for at tage hensyn til forskelle i prisniveauerne landene imellem.

Sundhedsministeriets oversigt viser, at Danmark nærmest er nummer sjok i Europa.

I 2021 brugte Danmark 2784 kroner pr. indbygger købekraftsjusteret. Kun et af landene, som oversigten omfatter, bruger færre penge, nemlig Litauen, som bruger 2.291 kroner per indbygger. Island bruger det samme som Danmark. 

Alle andre lande bruger mere, ofte langt mere. Tyskland bruger for eksempel 121 procent mere, mens Finland bruger 19 procent mere. Danmark skiller sig med andre ord ud, men det er, fordi vi bruger meget mindre end sammenlignelige lande. Det er værd at huske på, når vi bliver bildt ind, at Danmark bare fyrer den af – ikke just.

Langt bagud i forhold til de avancerede behandlinger

Det bringer os frem til den tredje analyse, og den beskrives i Sundhedspolitisk Tidsskrift. Den handler om de såkaldte ’avancerede terapier’ (ATMP’er). Bag analysen står Nordic Institute of Health Economics (NIHE), og her sætter instituttets direktør Lars Holger Ehlers, sundhedsøkonom og tidligere professor ved universitetet i Aalborg, disse ord på mulighederne: 

”Avancerede terapier er behandlinger, som har meget større potentiale, end man normalt ser – op mod 10-12 gange så høj værdi for patienten målt på QALY (kvalitetsjusteret leveår, red.). De har evnen til at transformere behandlingen, redde liv eller gøre, at patienten kan få et normalt eller næsten normalt liv uden sygdom. Så det er behandlinger med stort potentiale, vi i høj grad ikke har adgang til."

Trods dette potentiale er der i Danmark kun adgang til 5 af de 25 EU-godkendte avancerede terapiformer med i alt 31 indikationer. I England har man adgang til over det dobbelte (13 ud af de 25/31).

Vi er altså langt bagud.

Der er ikke klare svar på, hvorfor Danmark halter bagud på netop det område. Men en mulig forklaring er, at medicinalvirksomhederne simpelthen afstår fra at lancere disse terapier i Danmark. Fordi Danmark efter industriens opfattelse omgiver sig med et jerntæppe af uvilje, når det gælder konstruktive løsninger, som kunne give danske patienter adgang til disse ekstremt dyre behandlinger. 

Disse aktuelle tal tegner et deprimerende billede af et land, som tror, at det befinder sig i superligaen, men som i virkeligheden ikke er parat til at prioritere patienternes behov for moderne lægemidler.

Husk det næste gang, at argumentet dukker op i debatten.