130 kvinder er gidsler i Medicinrådets store priskamp

Massiv skuffelse. Anderledes kunne man ikke udtrykke det, da Medicinrådet valgte at udsætte sin afgørelse om anbefaling af lægemidlet Enhertu til HER2-low brystkræft.

Nu skal patienterne vente yderligere en måned, nemlig til det næste møde i Medicinrådet 24. april, på måske at få adgang til et lægemiddel, som er afgørende bedre end den aktuelle behandling. Og så er det ovenikøbet ikke just sikkert, at der træffes en beslutning på det tidspunkt. Faktisk kan det have lange udsigter.

Denne ekstra måned - minimum - kan man lægges oveni de 13 måneder, som patienterne allerede har ventet, udskudt af alle mulige bureaukratiske og godkendelsestekniske forhold, og mon ikke det ender med yderligere måneder.

Både Sverige og Norge er for længst kommet i gang, akkurat som det er gået med mange andre behandlinger. For patienterne forekommer det som, at Danmark er blevet europæisk agterlanterne, når det gælder ibrugtagning af dyre lægemidler. 

Set i et samfundsøkonomisk perspektiv kan det synes som en lille ting; en ekstra måned at vente, bare som et led i nogle prisforhandlinger, og det er vel sådan, at Medicinrådet ser på det. Men set fra patientens perspektiv er det et skræmmende udtryk for sundhedsvæsenets og samfundets ligegyldighed overfor dem som mennesker.   

Derfor har der også samlet sig en stærk alliance bestående af Brystkræftforeningen assisteret af Kræftens Bekæmpelse anført af direktør Jesper Fisker bag kravet om en hurtig anbefaling. Men det har altså ikke hjulpet.

Ny, barsk linje

Medicinrådets udsættelse falder i tråd med lignede afgørelser fra det nye Medicinråd. Nu er den dominerende figur i Medicinrådet første år, Steen Werner Hansen, gået på pension (han er nu blevet knyttet til konsulenthuset Rud Petersen, hvor han skal rådgive firmaer og organisationer). Nu begynder den nye ledelse at træde i karakter. 

Den består af næstformanden Birgitte Klint og formanden Jørgens Schøler Kristensen, som var Steen Werner Hansens formandsmakker i den gamle ledelse. Det tegner til at blive en mere barsk håndtering, end vi er vant til. Gang på gang har Medicinrådet siden afvist lægemidler med henvisning til, at de er ”urimeligt” dyre, og der er stort set ingen faglige begrundelser. Sådan kan det også med Enhertu, hvis ikke producenterne sætter prisen ned.

Principper tages ikke alt alvorligt

Den nye måde at afvise lægemidler på, alene med henvisning til økonomi, er ellers i modstrid med det 6. princip i Medicinrådets ”grundlov”, de 7 principper, som blev formuleret af Folketinget ved Medicinrådets start.

”Nye lægemidler, som har en veldokumenteret mereffekt skal ikke afvises alene på grund af økonomi.”

Så enkelt er det. Men der er en tilføjelse:

”Såfremt et nyt lægemiddel skal være standardbehandling, skal der således være et rimeligt forhold mellem prisen på det nye lægemiddel og den merværdi, som lægemidlet vurderes at kunne tilbyde sammenlignet med eksisterende standardbehandling.”

Ingen aner, om de barske afvisninger alene med henvisning til, at lægemidlerne er for dyre, faktisk er en ny strategi, eller om der er en hemmelig begrundelse. Det kunne jo handle om at lamme lægernes muligheder for at søge om adgang til lægemidlerne, som ikke er anbefalet – nu bliver det nemt for de regionale lægemiddelkomiteer at afvise lægernes ansøgninger – de får nej, fordi de er for dyre.

Medicinrådets håndtering af Enhertu til HER2-low brystkræft tager heller ikke det 5. princip synderligt alvorligt. Denne bestemmelse lyder således:

”Hurtig ibrugtagning af ny, effektiv medicin: Patienter skal have gavn af behandlingsmæssige fremskridt. Danmark skal fortsat være et af de lande, der hurtigst ibrugtager nye lægemidler, hvor der er dokumenteret mereffekt.”

Der er intet i Medicinrådets håndtering af Enhertu, som tyder på, at dette 5. princip tages alvorligt. Medicinrådet har ingen skrupler ved at udsætte det i en måned – eller hvad det nu bliver til. Her er tilsyneladende ingen refleksioner over udsættelsen for patienter, som venter - eller undskyldninger til de berørte patienter, for den sags skyld.

Hvad kan forventes af prisforhandlingerne?

Hvad kan Medicinrådet så forvente af forhandlingerne med virksomhederne bag Enhertu, AstraZeneca og Daiichi-Sankyo? Prisen på Enhertu afhænger af kropsvægt og den dosis, der er brug for. Der gives typisk tre til fire doser per behandling hver tredje uge. Dermed løber medicinudgiften alene op i en pris på cirka 800.000 kroner til 1,1 millioner kroner årligt.

Men disse omkostningsberegninger baserer sig på lægemidlets listepris. Det er ikke den pris, som virksomhederne har tilbudt Medicinrådet og sygehusenes indkøbsorganisation Amgros. Højst sandsynligt er den tilbudte pris langt lavere. Vi ved, at Amgros i gennemsnit er i stand til at forhandle sig frem til rabatter på 48,70 procent – og det er jo en ordentlig prisreduktion. Holder det vand, falder prisen til cirka 400.000-500.000 kr. for en gevinst på 6,6 måneders ekstra liv. Gennemsnitligt, vel at mærke. For nogle er der tale om meget længere overlevelse.

Vi ved også, at firmaerne er nødt til at skele til priserne, som er aftalt i andre lande. Enhertu er allerede i brug i Sverige og Norge, og det er usandsynligt, at Danmark kan forhandle sig frem til lavere priser end i Sverige og Norge. Vi må nok indse, at medicinalvirksomhederne anser Danmark for at være et lille bitte, møgirriterende land med nogle bøvlede anbefalelsesprocedurer. Samtidig virker det usandsynligt, at de to virksomheder bag Enhertu skulle have givet en pris, der ligger væsentligt over prisen, som Sverige og Norge køber ind til.

Det er – formentlig – situationen, og hvis det forholder sig sådan, så er positionerne låst fast. Danmark kan næppe opnå fordele, som Sverige og Norge ikke allerede har opnået.

Situationen fastlåses yderligere, fordi Enhertu allerede er godkendt til andre indikationer og velsagtens til samme pris, som nu tilbydes. Sættes prisen derfor ned på dette lille indikationsområde, så kommer det til at koste mange penge for firmaerne, fordi priserne på de store indikationer kommer under pres. Dertil kommer, at Enhertu højst tænkeligt er på vej med nye indikationsområder.

Denne priskamp handler med andre ord ikke bare om en lille patientgruppe – det er en større sag. Men netop nu er denne patientgruppe på omkring 130 kvinder (cirka 130 patienter årligt kan være kandidater til behandlingen) blevet gidsler i Medicinrådets kamp.

Dette spil om priser er ubarmhjertigt.

Man kan håbe, at der i sidste ende kan komme noget fornuftigt ud af dette temmeligt hæslige forløb. Det kunne ske, hvis Sundhedsministeriet satte sig for at gennemanalysere, hvad der skete. Fik Medicinrådet noget som helst ud af sin gambling – eller betalte patienterne prisen, fordi de kom til at vente?

Det eneste, som ikke må ske, er, at patienterne – og alle os andre – aldrig finder ud af, om Medicinrådets strategi virkede.