Go' plan – men rædselsfulde udsigter

Sjældent har en kommissionsrapport været afventet med så store forventninger som den fra Sundhedsstrukturkommissionen. Kommissionen har fået den vanvittigt ambitiøse opgave at pege på løsninger, som kan få bugt med de enorme problemer, som det danske sundhedsvæsen netop nu kigger ind i. Intet mindre.

Kommissionen blev bemandet med gode hjerner, mange med praktiske erfaringer – holdet blev sammensat med kløgt, og der blev tydeligt lagt vægt på at involvere holdspillere. Så ”individualisterne” blev fravalgt. Foruden alle dem, som ikke kunne forventes at være uafhængige. Det hold var svært at sætte.

Forventningerne er yderligere blevet næret af et helt utroligt arbejde, som kommissionens medlemmer – og ganske særligt formanden Jesper Fisker, til daglig direktør for Kræftens Bekæmpelse – har leveret. Ufatteligt mange møder har kommissionen deltaget i, og ufatteligt mange input udefra er modtaget, kategoriseret og velsagtens også lyttet til.

Ikke underligt, at forventningerne var tårnhøje – og tiden var virkelig kort.

Nu er forslagene offentliggjort, og de er modtaget bredt med velvilje. Nu er det op til regeringen og de partier, som vil lege med. Det er trods alt dem, som afgør, om kommissionens arbejde er en succes. Kan ideerne omsættes til konkrete løsninger?

Da kommissionen oprindeligt blev nedsat, var de politiske chancer for radikale, inspirerede og brugbare løsninger høje. Danmark havde fået noget så sjældent som en bred regering henover midten med deltagelse af de to bærende partier i regioner og kommuner, Socialdemokratiet og Venstre.

Hvis de to historiske modstandere skal kæmpe mod hinanden, visner det meste. Men nu var de en del af samme regering. En historisk mulighed. Tilmed var Lars Løkke Rasmussen, Moderaternes leder, og den egentlige strateg bag opbygningen af det moderne danske sundhedsvæsen, med i kabalen. Det gavnede også mulighederne, at Sophie Løhde er sundhedsminister. Hun har gode evner i netop det job, ikke mindst arbejdsomhed og evner for at få engageret de andre partier i fælles løsninger.

Alt var lagt tilrette. Bolden kunne sparkes i mål.

Sådan så det ud – indtil valget til Europa-Parlamentet. Nu er situationen fuldkommen forandret. Valgets udfald kan ikke undgå at præge socialdemokraterne. Viljen til modige, men politisk vanskelige beslutninger, er sandsynligvis helt forduftet. Mette Frederiksen er efter nedturen sat under et kæmpepres fra partiets bagland i kommunerne og regionerne, og dér er viljen til forandringer uhyre beskedne.

Den situation forværres markant, nu da nedtællingen til kommunalvalget er i gang. Socialdemokratiet kan ikke holde til et nyt katastrofevalg. Faktisk handler det nu også om Mette Frederiksens eftermæle. 

Derfor er udsigterne til, at kommissionens glimrende katalog af muligheder bliver realiseret, væsentlig forringet, og det gælder ganske særligt de løsninger, som tegner mest lovende – nemlig dem, som handler om at flytte rundt på opgaverne mellem stat, regioner og kommuner. Netop de forslag har stort potentiale, men netop de forslag virker nu urealistiske.

Om det går så galt, vil de kommende måneder vise. Indtil da kan vi bare håbe – for Danmark har virkelig brug for en reform, jo før jo bedre.