Lægemidlers tilskudsstatus starter ny diskussion i konsultationen

Praktiserende læger kan lige så godt indse det: Snakken om priser på lægemidler og hvordan, man får adgang til dem, kommer til at dukke op meget oftere end tidligere i samtalerne med patienterne.

Sådan har det som bekendt været længe, når det gælder sygehusmedicin, hvor Medicinrådets afgørelser fylder gevaldigt. Nu rykker Medicintilskudsnævnet ind i almen praksis med sin afgørelse om Ozempic og SGLT2-hæmmere. Om kort tid skal almen praksis i den forbindelse skifte titusinder af patienter fra GLP1-anta­gonister som Ozempic til SGLT2-hæmmere. Hele den anstrengende proces begynder til november i år – og så begynder også snakken med patienterne.

Det er er selvfølgelig ikke første gang i verdenshistorien, at almen praksis skal håndtere en omlægning af lægemidlers tilskudsstatus. Det nye er, at patienter fra nu af vil interessere sig for, hvad det mon koster at betale medicinen af egen lomme, nu da tilskuddet bortfalder. Hvis ikke den praktiserende læger vil hjælpe patienten med at udskrive medicinen, så kan det kaste patienten i armene på andre private læger, som gerne vil hjælpe dem. Også dét kan afføde en ny diskussion i konsultationen.

Den slags løsninger er som bekendt også opstået, når det gælder Novo Nordisks fætter til behandling af overvægt, Wegovy, som jo heller ikke har fået tilskud. På den måde kan lægemidlers tilskudsstatus sætte nye dagsordner i almen praksis. Og helt grundlæggende handler det faktisk om principperne bag det moderne danske sundhedsvæsen.

Uden sammenhæng i øvrigt, dukkede der tilbage i foråret i år et temmelig spektakulært debatindlæg op i dagbladet Politiken. Indlægget var skrevet af den tidligere præsidentkandidat Bernie Sanders (Dem.) – en markant figur på den amerikanske venstrefløj. Bernie Sanders var stærkt kritisk over for Novo Nordisks prissætning på netop Ozempic. Listepriserne er vanvittigt høje i USA; over 6.000 dollars per måned.

Nu er det velkendt, at hovedparten af amerikanerne har en sundhedsforsikring, og på de kanter er det forsikringsselskaberne, som køber lægemidlerne til deres forsikringstagere. Selskaberne går derfor op i de rabatter, som de kan handle sig frem til – og derfor lægger medicinalvirksomhederne også ud med meget høje listepriser – bare for et syns skyld.

Realiteten er desværre, at amerikanere, som ikke er forsikret, kommer til at betale de vanvittige listepriser. Derfor har medicinalfirmaer, også Novo Nordisk, opfundet særlige muligheder, som kan tilbydes visse patienter. Men tilbage står en del patienter, som straffes hårdt.

Ingen i Danmark ønsker sig et system som det amerikanske – men måske bevæger det danske sundhedsvæsen sig i netop den retning. Når danskerne ikke kan få de lægemidler, som de har brug for, så resignerer de ikke længere. De opsøger alle muligheder for at få dem. Det kan sende dem i retning af den ’amerikanske model.’

Man skal ikke længere væk end til Norge for at finde et sundhedsvæsen med et betydeligt forsikringselement.

Alt tyder på, at det også er på vej til Danmark.