Danmark er fodslæbende, når det handler om at forebygge blodprop nummer to

Det er blevet såre almindeligt at trække ’opsporingskortet’ i snart sagt hver eneste sundhedspolitiske debat. Det er også almindeligt, at lægerne bliver meget trætte i øjnene, når det sker. De kender godt til de potentielle gevinster – men de kender også til faldgruberne, til risici for overdiagnostik og til konsekvenserne af at overbebyrde sundhedsvæsenet.

Den tendens gør sig også gældende, når det handler om blodpropper: Får man én blodprop, er det velkendt, at risikoen for recidiv statistisk set er høj. Derfor kan der potentielt være betydelige gevinster at hente ved forebyggelse; der er liv at redde. Så her skal lægerne tænke sig om.

Det er altafgørende, at der sættes hurtig ind med forebyggende medicinsk behandling og effektiv rehabilitering i efterforløbet. 

Desværre ser virkeligheden anderledes broget ud. Selv om vi i Danmark er verdensmestre i at redde hjerter – så er vi fodslæbende, når det gælder rehabiliteringsindsatsen. Dét til trods for, at effekten af hjerterehabilitering er veldokumenteret. I dag får mange patienter ikke den nødvendige støtte til at genvinde funktionsevnen og mestre eget liv.

Hverken halvvejs eller helt i mål

Vurderingen af recidivrisiko er kompliceret, da der er talrige risikofaktorer at tage hensyn til ved hver enkelt patient. Ikke alle skal selvsagt have den samme medicinske behandling – og behandlingen skal ikke altid være livslang.

Dertil kommer, at rehabiliteringsindsatsen, når det gælder kostomlægning, motion og rygestop, er geografisk og socioøkonomisk uens fordelt.

Og sektorsamarbejdet; det lader meget tilbage at ønske.

Det betyder, at mange patienter, især de sårbare patienter, ikke får det fulde udbytte af rehabiliteringen. Mange falder fra undervejs. De kommer hverken helt eller halvvejs i mål med medicin, rygestop, kostomlægning eller motion.

Vi mangler – både i kommunerne og i almen praksis – nogle systematiske værktøjer til at sikre en højere inklusionsrate til fremmøde til kontroller og rehabilitering for patienter med hjertesygdom.

Til sammenligning ser det en del bedre ud, når det handler om patienter med diabetes og patienter med KOL.

Vi har brug for en lignende mere systematisk tilgang på hjerte-kar-området.

Bolden ligger hos kardiologerne

For at sikre en bedre hjerterehabilitering efter akut iskæmisk hjertesygdom, skal alle sektorer i spil og i samspil. De skal være bedre til at arbejde sammen, overlevere og tage over for hinanden, så patienten ikke bliver tabt mellem sektorerne.

Bolden ligger hos kardiologerne, som i fremtiden vil være nødt til at have et bredere blik på den samlede behandlingsindsats; fra akut sygdom over et langt liv med hjertesygdom og helt frem til døden – et blik, hvor forebyggelse, hjerterehabilitering og palliation spiller en helt central rolle.

Medicinske Tidsskrifter inviterer med det afsæt den 20. februar til en virtuel høring, hvor nogle af landets førende eksperter inden for hjerte-rehabilitering sammen med sundhedspolitikere har mulighed for at flytte sig ét eller måske flere skridt hen imod en mere tydelig rettesnor for mere effektiv hjerterehabilitering.

I er inviteret til at deltage og til at høre de forskellige oplægsholderes bud på, hvad udfordringerne er i deres sektor og deres mulige forslag til, hvordan vi gennem bedre sektorsamarbejde, øget fokus på ulighed i sundhed og bedre risikostratificering forhåbentlig kan lykkes med at løfte og rykke hjerterehabiliteringen et sted hen, hvor færre personer får et recidiv og dør af det eller skal leve et liv med nedsat livskvalitet.