Skip to main content

Coronakrisen har afsløret, at regionerne er værd at bygge videre på

Når man ser på timingen, kunne man godt tro, at Lars Løkke Rasmussen blev edderspændt rasende, da Jakob Ellemann-Jensen - ret overraskende - meldte ud, at Venstre ikke længere gik efter at aflive regionerne. Den gamle kejser havde tomlen nedad, den nye har den opad.

Netop at få skovlen under regionerne, hans egen opfindelse, har i flere år været den tidligere statsministers særlige projekt - simpelthen for at bane vejen for et helt nyt sundhedsvæsen med nye, grundlæggende strukturer.

Men den plan lukkede Jakob Ellemann-Jensen effektivt ned, da han erklærede, at Venstre nu vil bevare regionerne - og nærmest selvsamme dag blev det kendt, at Lars Løkke Rasmussen overvejer at melde sig ud af Venstre for - måske - at stifte sit eget parti.

Bruddet mellem den tidligere statsminister og den nye formand for Venstre skyldes imidlertid ikke regionerne og Venstres nye ønske om at lade regionerne overleve. Nej, reelt har Lars Løkke Rasmussen altid været ret tvetydig, når det kommer til regionskonstruktionen, og hans frustration over det gamle parti skyldes snarere, at den nuværende ledelse ikke er parat til at lytte til sin gamle formand, særligt hvad angår samarbejdet hen over midten.

Jakob Ellemann-Jensens kursskifte er imidlertid klogt.

Regionerne skal ikke afskaffes.

Tværtimod har de vist sig at kunne løse en række af udfordringerne med det danske sundhedsvæsen. Lars Løkke Rasmussens opfindelse fra Strukturreformen er en succes. Det forandrer bare ikke, at der brug for en ordentlig hovedrengøring i kontorerne i de fem regionsgårde.

Coronakrisen har afsløret, at regionerne er værd at bygge videre på. Til gengæld har kommunerne, som på visse punkter kunne være et alternativ, svækket sig selv kolossalt de seneste måneder, ikke mindst på grund af plejehjemsskandalerne. Den sag har skandaliseret kommunerne, og særligt slemt har det været for kommunernes egen førstemand, Jacob Bundsgaard (Soc.), som i sjælden grad har ”flunket” den sag, primært fordi han på intet tidspunkt har ønsket at påtage sig et politisk ansvar for problemerne. Selv har han stukket sit strudsehoved i hullet og det med mundbind og elefanthue på.

Den sag erindrede alle om alle de andre sager, hvor kommuner som det allerførste fralægger sig politisk ansvar, og skulle det gå galt for den strategi, så er kommuner de allerførste til at finde en leder nede i administrationen, som må tage alle bankene, og som derfor bortvises uden løn, mens politikerne går fri.

Kommunerne har øjnene stift rettet mod kommunekassen, og det er ofte ikke foreneligt med sundhedsopgaverne – og derfor klarer de da også ofte deres opgaver dér ualmindeligt dårligt. Jo, der er undtagelser, især i de store byer, men de er ikke tilstrækkelige til, at man trygt kan give kommuner ansvaret for en langt større bid af sundhedsvæsenet.  

Alternativet til regionerne, konkurrenterne, er altså svækket, måske ligefrem vingeskudt.

Regionerne viste sig at klare coronaudfordringen med topkarakter. Vi var mange, som var angste – kunne sygehusene klare opgaverne, ville personalet virkelig indordne sig og påtage sig nye opgaver. Det kunne regionerne, og rent ledelsesmæssigt klarede regionerne opgaven med bravour.

Meeeen der jo kom jo heller ikke noget pres. Sygehusene undgik den frygtede patienttsunami. Reelt er det først nu, at det skal vise sig, om regionerne kan håndtere efterveerne – presset fra medarbejdergrupper, som føler, at de har leveret en særlig indsats, som burde påskønnes. Den kamp er vist ikke forbi.

Regionerne var heller ikke heldige med deres forskellige, dybt forskellige løsninger på de samme problemer. Den går ikke i sådanne kriser – så må regionerne etablere en fælles generalstab, som kan opfinde landsdækkende løsninger.

Dér skuffede regionerne.

Men netop evnen til at opfinde særlige løsninger i hver region er regionernes særlige styrke og forklaringen på, at de er værd at satse på. Ingen regioner er nemme, men hver region er dygtig til at få det bedste ud af de lokale muligheder. Jo, der begås fejl. Mange fejl. Men der er ingen som helst grund til at tro, at nationale løsninger er bedre.

Tværtimod kan man påstå, at coronakrisen har vist, at de centrale myndigheder slet ikke er klædt på til at løse praktiske sundhedsopgaver. Især må man sige, at ministeriet har forvaltet sit ansvar dybt problematisk. Samarbejdet mellem regeringen, sundhedsministeren, departementet, Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut kom aldrig til at fungere, og det har vist, at danskerne ikke kan være trygge ved nationale løsninger.

Gode løsninger på sundhedsudfordringer kræver simpelthen et blik for de regionale behov og de regionale muligheder.

Derfor har den nye kejser ret, mens den gamle kæmper en dum kamp.