Skip to main content

Ny administrationschef på Hospitalsenhed Midt

Michael Friis Larsen tiltræder den 1. november som administrationschef i Hospitalsenhed Midt, der omfatter Regionshospitalet Viborg, Regionshospitalet Silkeborg, Regionshospitalet Hammel Neurocenter og Regionshospitalet Skive.

Han kommer fra en stilling som sekretariatschef i Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune, hvor han også er chef for Videnscenter for Demens.

I Aalborg Kommune har Michael Friis Larsen ledelsesansvar for 77 medarbejdere, herunder tre mellemledere. Han har arbejdet i kommunen i syv år og har dermed erfaring med den kommunale forvaltning og udviklingen af sundheds- og ældreområdet.

Før ansættelsen i Aalborg Kommune arbejdede han i fem år hos Rambøll Management Consulting i forskellige stillinger. Senest var han Market Manager med markedsansvar for blandt andet Sundheds- og Ældreministeriet og Sundhedsstyrelsen.

Han har dermed erfaring med både kommunale og statslige udviklingsprocesser og med rådgivning inden for organisering og styring af sundhedsvæsenet.

Som administrationschef i Hospitalsenhed Midt får han ansvaret for en administration, der understøtter kliniske afdelinger, medarbejdere og ledere i det daglige arbejde. Samtidig får han en central rolle i udviklingen af organisationen og i arbejdet med at tilpasse hospitalsenheden til sundhedsreformen.

En væsentlig opgave bliver at understøtte Hospitalsenhed Midts ambition om at være en nært samarbejdende hospitalsenhed, hvor relationer og løsninger på tværs af organisatoriske grænser skal skabe bedre patientforløb.

Han skal desuden være drivkraft i arbejdet med digitalisering og anvendelsen af kunstig intelligens. Det bliver en del af hans ansvar at bidrage til, at nye teknologiske muligheder og organisatoriske løsninger omsættes til forbedringer i hospitalernes drift og administration.

Hospitalsdirektør Brian Brøndum Møller fremhæver Michael Friis Larsens erfaring med at lede udviklingsprocesser og skabe resultater gennem samarbejde.

”Vi har valgt Michael som ny administrationschef, fordi han er en udviklings- og procesorienteret chef, der motiveres af at skabe resultater med og gennem andre. Michael er ambitiøs og lægger vægt på at sætte tydelig retning i involverende processer,” siger Brian Brøndum Møller.

Michael Friis Larsen er 44 år og uddannet cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet. Før sin akademiske karriere arbejdede han som sergent i Forsvaret og var blandt andet udsendt til Irak i 2003-2004.

Ved siden af sin civile karriere har han haft en omfattende tilknytning til rugby. Han har spillet sporten gennem mere end 30 år og har repræsenteret Danmark i 52 landskampe.

Privat bor han i Aalborg, hvor han er gift og har to døtre. Han bruger blandt andet fritiden på familie, venner, læsning og styrketræning.

”Jeg glæder mig rigtig meget til at blive en del af Hospitalsenhed Midt og til at lære medarbejderne, lederne og organisationen at kende. Jeg kommer med stor respekt for den faglighed og erfaring, der allerede findes, og jeg ser frem til at bidrage med mine egne erfaringer. Det bliver spændende at blive en del af et stærkt hold og sammen arbejde med de store forandringer, sundhedsvæsenet står overfor,” siger Michael Friis Larsen.