Ny professor ved Syddansk Universitet skal kortlægge hjernens aldring

Manouchehr Seyedi Vafaee tiltræder 1. juli som professor i neuroimaging og neurobiologisk aldringsforskning ved Syddansk Universitet.
Udnævnelsen skal styrke forskningen i hjernens aldring og give ny indsigt i sygdomme som Alzheimers, ADHD og skizofreni.
Professoratet er forankret på Klinisk Institut ved SDU og tilknyttet både Odense Universitetshospital og Psykiatrien i Region Syddanmark. Her har Manouchehr Vafaee siden 2021 ledet en forskergruppe, som arbejder med avanceret billeddiagnostik, især PET/MR-scanninger, for at undersøge, hvordan hjernen ældes hos raske mennesker.
Mere end 100 personer mellem 20 og 80 år har allerede deltaget i gruppens kortlægning, som i 2025 resulterede i en større publikation i European Journal of Nuclear Medicine and Molecular Imaging. Forskerne har blandt andet set nærmere på forskelle mellem sund og sygdomspræget aldring.
Fokus på Alzheimers og livsstilssygdomme
I den kommende tid rettes opmærksomheden især mod tidlige tegn på Alzheimers sygdom. Gruppen undersøger, hvordan de to vigtigste biomarkører – amyloid og tau – påvirker hinanden, og hvordan sygdommen udvikler sig over tid.
Et af målene er at sammenligne hjernedata fra raske ældre med personer, der har mild kognitiv svækkelse eller allerede har fået stillet diagnosen Alzheimers. Til det formål tages kunstig intelligens og deep learning i brug. Derudover planlægges nye studier af tarm-hjerne-aksens betydning for sygdommens opståen.
Gruppen ser også på risikofaktorer som type 2-diabetes, forhøjet blodtryk og følger af traumatisk hjerneskade – alle faktorer, som ser ud til at spille en rolle i udviklingen af demenssygdomme.
Internationalt samarbejde og undervisning
Manouchehr Seyedi Vafaee har en baggrund i fysik og medicinsk fysik fra McGill University i Canada, hvor han også tog sin ph.d. i integrativ neurologisk videnskab. Han har blandt andet været postdoc ved Emory University i USA og arbejdet ved Aarhus Universitetshospital og Panum Instituttet i København. I februar 2025 forsvarede han sin doktordisputats i medicin.
Siden 2016 har han været ansat ved Nuklearmedicinsk Afdeling på OUH, og i 2017 blev han lektor ved Psykiatrisk Forskningsenhed samme sted. Han har publiceret mere end 100 videnskabelige artikler og samarbejdet med internationalt anerkendte forskere som Albert Gjedde og Hidehiko Okazawa.
Han underviser medicinstuderende ved SDU og koordinerer bachelorprojektet B11. Samtidig vejleder han både danske og udenlandske studerende og underviser i sygdomsmekanismer og nye lægemidler mod Alzheimers.
Privat bor han i Aarhus med sin familie og dyrker semiprofessionelt langdistanceløb.
