Jonatan Schloss: Hvis ingen moderniserer almen praksis, gør markedet det
Regioner og skiftende regeringer har med jævne mellemrum ytret ønsker om modernisering af almen praksis. Det lyder godt, gør det ikke? Men hvad indebærer kravet egentlig?
Jeg har gennem årene hørt mange forskellige bud på, hvad det er for en modernisering, man ønsker sig:
- Mere videokonsultation, så det arbejdende folk ikke behøver at tage fri fra arbejde i halve og hele dage for en 10-minutters konsultation.
- Mere aftenåbent og måske ligefrem en dag weekendåbent. Igen så det arbejdende folk ikke behøver at tage fri fra arbejde.
- Mere personale, så de mere ukomplicerede ting ikke behøver at blive håndteret af de dyre og knappe speciallæger i almen medicin.
- Populationsansvar, så almen praksis i højere grad er opsøgende og proaktiv over for sårbare patienter med særlige behov, for eksempel multisyge med begrænsede ressourcer.
- En egentlig tovholderrolle, så almen praksis holder snor i patienter med komplicerede forløb, for eksempel med mange undersøgelser og forskellige specialer involveret. Med andre ord den koordinations- og opfølgningsopgave, som sygehuse og speciallægepraksis er notorisk dårlige til.
- Mere datadeling med resten af sundhedsvæsenet. Det er en smule uklart, hvad man egentlig ønsker her, for almen praksis er faktisk førende i forhold til at dele relevante data. Men grundlæggende ønsker man indsigt i den praktiserende læges journalnotater, så sygehuslægen, akutsygeplejersken og andre med behandlingsrelevant behov kan se den praktiserende læges undersøgelser og handlinger.
- Mere digitalisering og AI. Igen lidt uklart, men noget med, at digitale løsninger skal gøre de ressourcestærke patienter mere selvhjulpne, så de får mindre behov for kontakt med sundhedsvæsenet. Måske også en dag noget med, at almen praksis skal kunne modtage borgerens sundhedsdata fra diverse devices, i takt med at de bliver godkendt.
Der er sikkert mange flere behov, men ovenstående er i hvert fald blandt de væsentligste. Hvor svært kan det være? Ret svært, faktisk. For baggrundstæppet er udfordrende:
- Vi mangler praktiserende læger. Vi er lige nu i et historisk lavpunkt med hensyn til antallet af praktiserende læger. Det bliver bedre, fordi nye er på vej, men formentlig kommer der til at gå op mod fem år, før situationen er mærkbart anderledes.
- Alt for mange praktiserende læger oplever sig pressede og stressede. For nogle vil selv få og små forandringer kunne være tuen, der får læsset til at vælte. Og så forlader de faget.
- Almen praksis løser i dag en række opgaver, som kun giver meget lidt sundhed for pengene. Lad mig blot nævne tre store klumper: visitation til sundhedsforsikring, visitation til fysioterapi og børneundersøgelser (hvem har sidst fundet et underernæret barn?). Jeg har ikke mødt nogen, der for alvor og konkret er interesseret i at tage hul på at fjerne opgaver fra almen praksis.
- Antallet af +85-årige stiger voldsomt. Det giver flere kunder i sundhedsvæsenets butik. Hvem skal passe dem? Sygehusene er tvunget til at flytte opgaver fra ambulatorierne ud til de praktiserende læger, fordi sygehusene på grund af specialiseringen er rigtig dårlige til at håndtere multisyge patienter. +85-årige er ofte multisyge.
- Speciallægerne i almen praksis bruger ikke altid deres tid rigtigt. De er supereffektive over for patienten. Resten af sundhedsvæsenet kunne lære meget af de praktiserende læger på den front. Men deres tid brugt på at lede personalet i klinikken, på at lege bogholder, IT-supporter, vicevært osv. kunne være brugt langt bedre ved at lade andre tage sig af den slags.
Så nu kommer det helt store spørgsmål: Hvem påtager sig opgaven med at modernisere almen praksis? For de praktiserende lægers og patienternes skyld.
Kommer PLO og Danske Regioner til at lykkes med det i de (altid) kommende overenskomster? Jeg tvivler. Interessemodsætningerne og den historisk betingede gensidige mistillid er stor.
Gør de enkelte klinikejere det? Ja, nogle af dem. En del er i fuld gang med at modernisere og effektivisere deres klinik på nogle af parametrene ovenfor. Men mange af tingene er reelt umulige for den enkelte klinik at håndtere alene.
Kommer PLO til at lykkes med det? PLO har etableret en andelsforening, som skal mindske de administrative byrder, øge indtjeningen og fastholde selvstændigt praktiserende læger som kernen i almen praksis – og ruste almen praksis til en fremtid med fri konkurrence, både fra det offentlige og fra private aktører. Mere konkret skal “PLAndel” blandt andet levere vikarhjælp til medlemmerne. Dermed kaster PLO sig ud i direkte konkurrence med de etablerede vikarbureauer. Det er for mig ganske uklart, hvordan PLO’s vikarbureau vil differentiere sig fra de eksisterende aktører. Dertil kommer hjælp til backoffice-funktioner som regnskab, drift og HR. Igen er det uklart, hvordan PLO vil differentiere sig fra de eksisterende, kommercielle konkurrenter.
I min tid som PLO-direktør advarede jeg PLO’s bestyrelse mod at kaste sig ud i konkurrence med kommercielle aktører som for eksempel vikarbureauerne. De er professionelle kommercielle aktører. Det er PLO ikke. PLAndels bestyrelse består udelukkende af lægepolitikere uden professionel ekspertise i for eksempel vikarbureaudrift. Hvordan PLO’s tilbud til de praktiserende læger vedrørende vikarydelser, regnskab, klinikdrift og HR bliver bedre og billigere end de kommercielle aktører, bliver interessant at følge. Også for konkurrencemyndighederne.
Så mit bud er, at hvis ikke myndighederne, PLO eller de enkelte klinikker i tilstrækkeligt omfang kommer til at modernisere almen praksis, så vil vi før eller siden se kommercielle aktører, som vil lykkedes med at få volumen i at hjælpe de praktiserende læger med effektiv klinikdrift. Forhåbentligt inden for rammerne af den nuværende “PLO-model”, så vi også i fremtiden vil have praktiserende læger, der rent faktisk har deres hovedhverv i den klinik, de ejer. Og dermed reel mulighed for kontinuitet i læge-relationen for de patienter, som har brug for det.