Hvem tager det sidste stik?
- Covid-19-vaccinerne har ikke eksisteret længe, og der er derfor mange ting om dem, vi endnu ikke ved, skriver kostvejleder Marie Raes.
I dag 24. maj 2021 er ca. 32 procent af alle danskere blevet stukket første gang med den såkaldte covid-19-vaccine, og ca. 21 procent er færdigvaccinerede.
Skribent
Marie Raes
kostvejleder og debattør
Jublen vil ingen ende tage hos de enkelte vaccinerede, og sundhedsmyndigheder og regering presser på for at få endnu flere hurtigere igennem vaccinationsprogrammet. Godt nok er det et frivilligt tilbud at blive vaccineret, men den danske befolkning opfatter ukritisk vaccinationerne som billetten ud i friheden. Stikket tages oftere ikke af personlige sundhedsmæssige årsager, men mere af sociale årsager.
Danskerne er godt nok modige, for covid-19-vaccinerne er ikke vacciner i traditionel forstand.
Covid-19-vaccinerne er fremstillet ved en helt ny type teknologi, og de indeholder ikke et antigen. I stedet for indeholder de "instrukser", der fortæller kroppens celler, hvordan de fremstiller et antigen, der er identisk med en lille del af en bestemt virus. Disse instrukser kan være mRNA i en mRNA-vaccine eller en ændret, uskadelig virus i en virusvektorvaccine.
Betinget godkendelse
Covid-19-vaccinerne er hastegodkendt med en "betinget markedsføringstilladelse". Det betyder, at lægemidlerne er godkendt under ”betingede omstændigheder”, og at der forventes yderligere dokumentation for lægemidlerne i brugsperioden. Det Europæiske Lægemiddelagentur vil mindst en gang om året vurdere nye oplysninger om lægemidlerne bl.a. om effekt og bivirkninger.
I udviklingen af covid-19-vaccinerne foreligger der kun begrænsede data for f.eks. personer med svækket immunforsvar, og vaccinernes virkning, sikkerhed og immunogenicitet er heller ikke blevet vurderet hos personer, som modtager immunsupprimerende behandling.
Donororganer og blod
Hvordan vil modtagere af transplanterede organer reagere på covid-19-vacciner, hvis de også får immunsupprimerende behandling? Bør organmodtagere covid-19-vaccineres? Hvad med de patienter, der venter på et organ?
Hvilken betydning får massevaccination af hele befolkninger for vores veletablerede system med donorblod? Har myndighederne i Danmark og for den sags skyld hele verden et overblik over eller i det mindste en ide om, hvordan disse covid-19-vacciner vil få indflydelse på kvaliteten og anvendelsen af blodet i blodbankerne?
Bør en ikke-vaccineret modtage blod fra en vaccineret? Bør en vaccineret med mRNA-vaccine modtage blod fra en vaccineret med virusvektorvaccine, og vice versa? Kan blodet renses tilstrækkeligt op? Vil du selv modtage blod nu?
Der er heller ikke udført interaktionsstudier ved samtidig administration med andre vacciner eller medicin. Og langtidsvirkningerne på fertiliteten hos mennesker er ikke beskrevet, for så længe har covid-19-vaccinerne ikke eksisteret. Også her kan der stilles uendeligt mange spørgsmål, som ikke kan besvares ud fra de foreløbige studier af de hastefremstillede og betinget godkendte covid-19-vacciner.
Det lader til, at forsigtighedsprincippet er blevet en besværlig og uvelkommen følgesvend, når det gælder det enkelte individs sundhed og fremtid. De afledte konsekvenser på den lange bane af en forceret massevaccination er der ingen, der kender endnu, hverken for enkeltindividet eller for samfundet som helhed. Måske vi i sidste ende vil komme til kort, fordi nogen endnu en gang leger Vor Herre og tror, de kan trumfe naturen en gang for alle. Hvem tager det sidste stik?
Kilder:
https://vaccination-info.eu/da/fakta-om-vacciner/saadan-virker-vacciner
- Oprettet den .