Prostatakræft – bliver mænd mere vildledt end vejledt?

Prostatakræft er den hyppigste dødsårsag hos mænd. Det er en snigende sygdom, som nogle opdager i tide og kommer fint igennem med lempelig behandling. Andre går intetanende med den for længe og konfronteres med virkeligheden, når det enten er for sent, eller sygdommen går hen og bliver livslangt behandlingskrævende.

Skribent

Jens Jørgen Madsen

Uddannet skibsingeniør og har tidligere arbejdet som forretningsudvikler hos Maersk Drillingl

I Danmark er det op til den enkelte mand at være opmærksom på, om han har sygdommen. På europæisk plan har man i European Association of Urology anbefalet at PSA-screene for prostatakræft, idet en tidlig opdagelse af sygdommen øger livskvaliteten, mindsker risikoen for ufrivillig vandladning, impotens og omkostningerne for samfundet. Derudover er det påvist, at PSA-screening reducerer dødeligheden med 21 procent.

Med dette indlæg ønsker jeg at skabe en debat om og sætte fokus på denne sygdom, hvor screening i Danmark endnu ikke er indført, hvor diagnosticering af den halter bagud, og information om sygdommen ikke når ud til den gruppe af mænd, der er uvidende om dens eksistens. På europæisk plan er det kun halvdelen af den mandlige befolkning, som er opmærksom på prostatakræft og PSA-test.

Min baggrund er, at jeg ved et helbredscheck i juli 2020 bad om at få målt mit PSA (prostataspecifikt antigen), der herefter viste sig at være 5,4. I min alder (68 år) skal det være mindre end 4. Tallet var som sådan ikke alarmerende, men det var forhøjet. Min praktiserende læge tilbød mig at se tiden an, men jeg insisterede på videreudredning, hvorefter jeg blev henvist til urologisk afdeling på Herlev. Her foreslog man ligeledes, at vi så tiden an. Jeg holdt endnu en gang fast i, at jeg ville videreudredes, da jeg ønskede at være på forkant, og jeg fik herefter tilbudt et kræftpakkeforløb. Det viste sig ved en MR-scanning og ved en efterfølgende biopsi, at jeg havde prostatakræft (Gleason 7). Tallene indikerede, at jeg skulle behandles, og at regelmæssig overvågning ingenlunde var en mulighed.

Efterfølgende har jeg reflekteret over ikke kun mit eget forløb, men også over de forløb, jeg har fået kendskab til via mit medlemskab af dedikerede grupper på de sociale medier. Historierne er forskellige.  Nogle af mændene er kommet for sent og har fået at vide, at de vil dø af sygdommen på et tidspunkt. Andre er kommet tids nok, men står overfor at skulle behandles resten af deres liv med deraf følgende forringet livskvalitet. De har overlevet, ja -  men de har også mange gener, og de udtaler hver og én, at de ville have ønsket, det var blevet opdaget tidligere.

I Danmark har vi screeningprogrammer til tidlig opsporing af brystkræft, tarmkræft og livmoderhalskræft. Vi har endnu ikke et screeningprogram for prostatakræft. Dette skyldes, at urologer i Danmark mener, at screening har flere ulemper end fordele. Det fremføres overvejende i den medicinske litteratur, at PSA-screening ganske vist kan reducere dødsfald som følge af prostatakræft, men ulempen er et signifikant højt antal af unødvendige biopsier og opdagelse af ubetydelige kræfttumorer, som har ført til overbehandling. Patienthåndbogen, Lægehåndbogen og Dansk Prostata Cancer Gruppe (DAPROCA) ligefrem anbefaler ikke opportunistisk PSA-måling/screening, og i Patienthåndbogen anføres det:

”Behandling kan give alvorlige bivirkninger. En videnskabelig gennemgang af alle store undersøgelser viser, at blandt mænd, som bliver opereret eller strålebehandlet for prostatakræft, vil de fleste blive impotente og mange vil blive inkontinente”. 

Det er svært at modbevise, og evidensen for ovenstående problematikker er overvældende. Det medgiver jeg, men jeg provokeres ikke desto mindre af, at disse betragtninger står uimodsagt. Der findes nemlig ingen studier i, hvordan mændene opfatter denne tilgang til problemet. Der er nok en tendens til at mene, at mænd ikke er vilde med at gå til læge og derfor vil være mere følsomme overfor at blive sygeliggjort end for eksempel kvinder. Og så dør den dér. Men er det nu også sådan, det forholder sig? Jeg tvivler stærkt på det. I de forskellige prostatafora har jeg konstateret en generel frustration hos mændene over, at de ikke blev mødt med forståelse hos deres praktiserende læge, der ofte afviste deres anmodning med et skuldertræk, der for fleres vedkommende førte til alvorlig sygdom – ja, endog dødsfald. Mange af indlæggene udtrykker et ønske om et screeningprogram i lighed med screening for brystkræft, men alle som én mødes de/vi af det samme argument. Pas på: du risikerer overbehandling og en masse andet forfærdeligt. 

Men vi bliver nødt til at gøre noget. En tidlig opsporing af sygdommen kan kureres uden nævneværdige bivirkninger. For mit eget vedkommende blev sygdommen opdaget så betids, at jeg kunne ”nøjes” med braktyterapi (indsættelse af radioaktive korn i prostata), som ikke er helt så indgribende i organerne omkring prostata (urinrør og sædblære) som fjernelse af prostata kan være. Bivirkningerne er således til at leve med, og ens livskvalitet er stort set intakt. 

Inden vi når så vidt som til at indføre et screeningprogram eller lancere en mere specifik diagnostik inden for prostatakræft, mener jeg det er vigtigt, at der informeres langt bedre om sygdommen og dens faresignaler, end tilfældet er til dato. 

I Danmark har vi to organisationer, som mænd med mistanke om eller med diagnosticeret prostatakræft kan søge information hos, nemlig Kræftens Bekæmpelse og Propa (foreningen for prostatakræft-ramte). Begge foreninger har nogle meget informative sider for de patienter, der er ramt af sygdommen, og der er ingen tvivl om, at man føler sig godt informeret. Men jeg savner information til alle de mænd derude, som ikke er klar over, at den findes, og at der er rigtig mange, der rammes af den. 

En opsummering af ovenstående må være:

• Lad os få et PSA screeningprogram for alle mænd over 50. I tilfælde af et forhøjet PSA, kan en MR-scanning reducere antallet af biopsier, hvor der er risiko for bivirkninger. I øjeblikket er det kun Herlev Hospital og Aarhus Universitetshospital, der tilbyder MR-scanning ved forhøjet PSA. Dette skal indføres på samtlige landets hospitaler. 
• Der bør iværksættes regelmæssige landsækkende kampagner, der i lighed med Movember (mænd lader overskægget gro i november for at gøre opmærksom på mænds helbred og prostatakræft) sætter fokus på sygdommen og årligt minder os om, at den findes, og at den er alvorlig, hvis ikke den bliver opdaget i tide. Denne information kunne passende være en opgave for Kræftens Bekæmpelse, Propa eller Sundhedsstyrelsen, der i andre sammenhænge har været utroligt aktive med information til befolkningen om en specifik sygdom.
• Forsk, forsk, og forsk i mere specifikke diagnostiske metoder. Jeg er vidende om, at dette har været i gang de seneste 10-15 år, men jeg kan jo så også konstatere, at der tilsyneladende ikke er sket noget epokegørende på området.

Som nævnt indledningsvis er prostatakræft den hyppigste kræftform hos mænd i dag. Det er absurd, at mænd ikke kan blive screenet for prostatakræft, som kvinder screenes for brystkræft. At man endnu ikke har fundet frem til en screeningsmodel, der udelukker risikoen for bivirkninger. Det er forstemmende, at vi konstant mødes med argumentet om overbehandling og sygeliggørelse, for hvad kan vi bruge disse argumenter til? Ikke til noget som helst. Det er jo bare snak alt sammen, og vi kommer ingen vegne. Der er alt for mange, som ikke har kunnet brænde igennem hos deres praktiserende læge, og som er kommet for sent. De sidder i dag med netop de bivirkninger, som man påstår, at de risikerer ved at blive screenet, og deres livskvalitet er forringet. Hvem taler disse mænds sag? Ingen. 

Jeg håber, at jeg med dette indlæg har formået at kradse lidt i overfladen, og at der er nogle, der sætter sig ned og for alvor begynder at tænke ud af boksen, bevæger sig ind i det 21. århundrede og kommer i gang med at forhindre, at mænd uforvarende kastes ud i en sygdom, som ændrer deres liv for bestandigt.