Ja, selvfølgelig er min bog subjektiv

Benjamin Buemann kommenterer her Maria Cuculizas anmeldelse af hans bog, som har været bragt i Sundhedspolitisk Tidsskrift og Sundhedskultur. 

Skribent

Benjamin Buemann

biolog og ph.d. i sundhedsvidenskab

”Benjamin Buemann udråber også nok så frejdigt oxytocin som fremtidens medicin mod depressive lidelser:”

Jeg er ikke spor ”frejdig” i denne sammenhæng, idet jeg tager en række forbehold i forhold til oxytocins potentielle komplicerende effekter i et sådant behandlingsregime. På side 141 finder man f.eks.:

"Her er det muligt, at oxcytocinsystemet, ved at forstærke intensiteten i oplevelsen af sociale signaler også kan forstærke amygdalas reaktion på dem og dermed øge risikoen for fobiske reaktioner. På denne måde kan selv en venlig person blive opfattet som truende. En sådan uheldig effekt af oxytocin kan måske endda udvirke, at en depressionfremkaldt negativ attitude overfor ens nærmeste bliver forstærket, ved at stoffet fremmer den følelsesmæssige læring. Negative oplevelser af sociale samspil kan herved bedre blive husket og fremkaldt i nye tilsvarende situationer. Oxytocin bør nok derfor betragtes som en generel forstærker af sociale reaktioner og social læring. Stoffet er således ikke nødvendigvis et vidundermiddel i behandlingen af patienter, som af den ene eller anden grund har forstyrrelser i det sociale reaktionsmønster. Varsomhed bør derfor udvises i forhold til, at man ikke i stedet øger sådanne patienters problemer. Sådanne overvejelser bør også gøres i forhold til at behandle autister med oxytocin."

Men uanset Benjamin Buemanns passionerede begejstring for oxytocinens mirakuløse virkninger på alt fra top til tå…..

Det kan godt være, at jeg er begejstret for oxytocin, som også kommer til udtryk i forordets højstemte stil, men jeg påstår på intet tidspunkt, at det er et mirakelmiddel mod al dårligdom. Tværtimod tager jeg et klogt forbehold på side 362:

Mere jordnære folk kunne måske hævde, at stoffet er gået hen og blevet ”hype” i sundhedsvidenskabelig sammenhæng, ikke mindst fordi det relaterer til sex. Positive resultater kunne derfor i større udstrækning været blevet offentliggjort frem for negative. En sådan mekanisme kan næppe helt udelukkes at spille ind.

Hertil kommer, at mange passager simpelthen er alt for indviklede for den forudsætningsløse læser, mens den bedre fagligt funderede læser givetvis vil finde Buemanns konklusioner om oxytocin som fremtidens panacea alt for bastante og ikke tilstrækkeligt underbyggede.

- igen, jeg tager altid - som den videnskabsmand jeg er - en række forbehold i bogen ved konsekvent at understrege, at resultaterne stammer fra dyreforsøg, hvis dette er tilfældet, men også at kommentere forhold omkring de eksperimentelle procedurer, f.eks. måden, hvorved oxytocinen gives. Jeg kommer aldrig med skråsikre konklusioner, men tager netop generelle forbehold f.eks. på side 380:

"Det er fint, at du nærer en naturlig skepsis i forhold til mange af de påstande omkring oxytocins gunstige virkninger på krop og psyke, som forskningen har kolporteret, men finder du blot en af dem plausible…"

Min bog er fortrinsvist tænkt til at skabe mere interesse hos hr og fru Jensen for den umådeligt spændende og fascinerende ting, en krop er, men bogen er også lidt henvendt til sundhedsfaglige personer, hvorfor jeg ofte går ret dybt ned i substansen. Skulle noget af dette ikke helt blive forstået af lægmand på trods af min omhyggelighed med at præsentere begreberne fra bunden af, tror jeg ikke, at læserens oplevelse går tabt i indtrykket af, hvor storslået indviklet livet er.

Det er ikke i tilstrækkeligt omfang tilfældet her, hvor der for ofte mere er tale om subjektiv afrapportering end om populærvidenskabelig formidling.

Ja, selvfølgelig er bogen subjektiv – men det er alle tekster, som ikke blot er u-kommenterede data. Bogen er ikke en disputats, men i denne sammenhæng vil jeg ikke undlade at pointere, at selv akademiske afhandlinger ofte er meget subjektive, så det bør man ikke klandre min bog - som måske tilnærmer sig dokumentargenren - for at være. Bogen er ganske rigtigt meget ”afrapporterende”, men den er mere end det. Den introducerer jo bl.a. et originalt sundhedsmæssigt koncept.

Men en skarp, kritisk og kyndig redaktørhånd kunne med fordel have skåret bogen ned til det halve, hvilket ville kunne have bidraget til at styrke både troværdighed og læsbarhed.

Heldigvis er dette ikke sket! Så kunne den være blevet reduceret til en ligegyldig tynd kop te.

Til sidst:

Sexhormonet, krammehormonet, kærlighedshormonet og kælekemikaliet er nogle af neuroleptiden og hormonet oxytocins mange navne.

Oxytocin er et ”neuropeptid”, ikke et ”neuroleptid”.