Kræftoverlevelsen i Danmark er ikke så dårlig som interview antyder

Det er svært at tro at professor Anders Green er citeret korrekt i interviewet, som Onkologisk Tidsskrift bragte med ham sidst i oktober.

Skribent

Hans Storm

Overlæge i Kræftens Bekæmpelse. På Vegne af NORDCAN-arbejdsgruppen

Alternativt var det en anden forskningsartikel end den refererede fra European Journal of Cancer, der var omdrejningspunkt for professorens kritik i interviewet, som bar overskriften Kræftoverlevelsen i Danmark er formentlig ikke så dårlig som nordisk register antyder.

Artiklen anfører, at man i den nordiske kræftstatistikdatabase, NORDCAN, ’sammenligner æbler og pærer’. Det er uberettiget kritik af NORDCAN og dermed de nationale cancerregistre i Norden.

Hvad angår kræftoverlevelsen, så fejltolkes tallene i NORDCAN-databasen, som er kopieret fra det refererede studie, når der udtales, at tallene skulle ’antyde’ en specielt dårlig kræftoverlevelse i Danmark sammenlignet med de nordiske lande. 

I Danmark haltede vi før årtusindskiftet efter de andre nordiske lande, men i dag ligger vi stort set på niveau – et resultat, der er opnået ved hjælp af intensiveret indsats i klinikken fra år 2000, kræftplaner, pakkeforløb, screening og bedre diagnostik og behandling.

NORDCAN-databasen viser, at Danmark har haft den signifikant største overlevelsesforbedring for grupperingen, alle kræftformer undtagen anden hud, bryst og prostata (18,5 og 17,4 procentpoint for hhv. mænd og kvinder) siden årtusindeskiftet. Danmark (mænd 61,9 procent/kvinder 64,2 procent) ligger i dag over Finland (53,9/61,2 procent) og Island (58,3/61,0 procent) og stort set på niveau med Sverige (63,0/64,6 procent), mens Norge (64,4/67,1 procent) fører an, når der ses på den alders-standardiserede 5-års relative overlevelse for alle kræftformer undtagen anden hud, bryst og prostata.

Vi undrer os over, at man fremhæver en specifik dårlig overlevelse i Danmark, når der senere, korrekt, i selvsamme artikel står, at forskellene mellem landene er små. En vigtig pointe er, at der ikke er nogen af de nordiske lande, der overlevelsesmæssigt systematisk ligger under eller over de andre. Danmark har for eksempel den bedste overlevelse i en række af de 25 kræftformer, der præsenteres, omend Norge opnår flest førstepladser – hvor rangering i en tabel i øvrigt ikke er noget relevant mål, men hvor niveau af overlevelse er. 

Sammenligner æbler og pærer

I interviewet sættes spørgsmålstegn ved, om det reelt er muligt at sammenligne de nordiske lande med hinanden. Det er her, professoren bliver citeret for at advare mod at sammenligne æbler og pærer, hvilket må tænkes at udgå af en misforståelse af formålet med - og omfanget af NORDCAN-databasen. 

De nordiske kræftregistre er blandt de ældste befolknings-baserede registre i verden, og et tæt samarbejde landene imellem siden 1960’erne har betydet, at de nordiske kræftregistre kan betragtes som mere sammenlignelige end nogen anden befolknings-baseret indsamling af data fra fem forskellige lande.

De repræsenterer alle en standard af høj kvalitet med tanke på fuldstændighed og nøjagtighed af de indsamlede data, der er begrænset til formålet med et populationsbaseret generelt cancerregister.

Som forfatterne til den fejlfortolkede artikel skriver:

”...most important for the present comparison is diagnostic accuracy, which has been generally good for Nordic cancer registries. As these registries are the oldest national cancer registries in the world, country-wise survival analysis over a half century cannot be conducted anywhere outside the Nordic countries.”

Til det kommer brug af unik personregistrering (CPR) i de nordiske lande, der minimerer den største faldgrube i overlevelsesanalyser – opfølgning til død på individ niveau.

De faldgruber, professor Green citeres for, er både relevante og korrekte, især når man sammenligner med data uden for Norden. Dannelsen af NORDCAN er sket efter årtiers harmoniseringsarbejde og kvalitetsstudier. Ingen af de nordiske registre har ønsket at gøre et så omfattende instrument offentligt, før der forelå studier og offentliggjorte beskrivelser af registrering og mulige faldgruber. En offentliggørelse uden det ville være videnskabsetisk kritisabelt.

Det er klart, at der vil være enkelte detaljer i registrering af specifikke kræftformer imellem landene, som nødvendigvis skal tages i betragtning ved sammenligning. NORDCAN-gruppen har lagt et stort arbejde i og har fokus på at validere sammenligneligheden og i at adressere eventuelle forskelle i procedurer og registreringspraksis imellem de nordiske lande. Det er blandt andet beskrevet i Pukkala et al. og er derudover tydeligt beskrevet på NORDCAN-databasens hjemmeside.

Den høje grad af sammenlignelighed imellem de nordiske kræftregistre og grundige præcisering af de enkelte kræftformer, hvor sammenligning kan være problematisk, betyder, at NORDCAN-databasen er yderst relevant for studier af den overordnede kræftudvikling i de nordiske lande. 

På den anden side vil der naturligvis være epidemiologiske studier og forskningsspørgsmål for specifikke kræftformer, hvor NORDCAN-databasen kommer til kort, og hvor adgang til kliniske databaser og nationale registre er nødvendig.

Svar fra Anders Green 

Anders Green ønsker ikke at gå ind i en længere debat men vurderer, at han er enig med Hans Storm om det grundlæggende: 

”Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har nogen kritik af NORDCAN som institution for indsamling og videreformidling af nordiske data på en meget vigtigt område. Der er gennem årene gjort et fantastisk arbejde, og der er udviklet fremragende redskaber til at skabe oversigter og tilgå data for yderligere analyser,” skriver Anders Green, professor i klinisk epidemiologi ved Syddansk Universitet.  

”Ikke desto mindre vedstår jeg substansen i mine kommentarer, men ønsker ikke at gå i en langtrukken dialog. Jeg vil henvise til, at vi i en artikel i Acta Oncologica omkring overlevelsen ved lungekræft i Danmark for nogle år tilbage kommenterede  forholdene omkring sammenligning af overlevelsesforhold over tid og på tværs af populationer. Vi efterlyste blandt andet anvendelsen af supplerende tilgange til de konventionelt anvendte metoder, som omfatter ét- og femårs relativ overlevelse samt årsagsspecifik overlevelse. Dengang var der intet modsvar til vores kritik, som fremdeles er relevant.”