Brystkræft – for nogle af os er det ikke så lyserødt

Lyserød er efterårets farve. I hvert fald hvis man har brystkræft inde på livet. Mange begivenheder står i et lyserødt skær i forbindelse med blandt andet ’Lyserød lørdag’ og ´Støt Brysterne´, der hvert år bliver afholdt i oktober.

Skribent

Anja Skjoldborg Hansen

formand f. Dansk Brystkræft Organisation (DBO)

De fleste danskere ved godt, hvad den lyserøde sløjfe betyder. Den repræsenterer rigtig meget positivt inden for kræftforskning og bedre overlevelsestal de seneste år. Lyserød er blevet håbets farve for mange af os, der frygter den lede sygdom. Men for rigtig mange brystkræftpatienter repræsenterer den lyserøde sløjfe også en provokation.

For kvinder, der er ramt af sygdommen i den udgave, at de må erkende aldrig at blive raske igen, kan en lyserød sløjfe være som en våd klud i ansigtet. For med sløjfen er det lykkedes at iscenesætte brystkræft som en sygdom, man heldigvis bliver rask af. Fine statistikker siger, at rigtig mange overlever, og det er der jo kun grund til at glæde sig over.

Føles ekstra ensomt

Men bagsiden er, at hvis man ikke er blandt de heldige, kan det føles ekstra ensomt at være syg. Her er brystkræft ikke kun på agendaen i en lækkert iscenesat kampagnemåned eller som en sygdom, vi har ‘besejret’. Her er der ikke så meget at fejre ved fine banketter og med flotte skåltaler. Det handler ikke om at ’støtte brysterne’, som det nok så catchy hedder. Det handler om at være truet på livet.

Begrebet at have ’vundet kampen mod kræften’ er meget brugt. For en uhelbredeligt syg kræftpatient er det ikke sjovt at høre på. Hvad er det, de andre kan, siden de ’vinder over kræften’, hvad er det, jeg har gjort forkert, hvorfor magter jeg ikke at gøre alt det selv, som mine medpatienter i damebladene og dagspressen fortæller om, at de selv har gjort for at lægge sygdommen bag sig som helbredte?

Syg – hele året

For en uhelbredelig kræftpatient er sygdommen nærværende hver sæson på året, hver måned, hver dag. Når man slår øjnene op – og når man prøver at sove i de mørke timer om natten. Og så gør det ikke situationen bedre, at omgivelserne har en forventning til, at brystkræft jo efterhånden bare er som en udvidet influenza. Sat på spidsen.

Det er dejligt, at det går godt for så mange brystkræftpatienter. Alle, der har fået diagnosen eller er pårørende, vil glæde sig over – og med – dem, der klarer skærene. Men det gør ondt og føles ensomt, hvis de mange lyserøde budskaber lægger et særligt ansvar på dem, der ikke bliver raske – og hvis omgivelsernes reaktion måske især bliver noget med at give gode råd til, hvad man selv kan gøre for at blive rask.

Brug for hjælp

Det er altid ensomt at blive alvorligt syg. Ikke mange kan forstå de tanker, der opstår. Ens nærmeste omgivelser er også hårdt ramt, og de lidt fjernere bekendte har måske ikke så meget lyst til at forholde sig til det, vi alle har så svært ved at tænke på: At man bliver skrøbelig, får brug for hjælp og også en dag skal dø. Trods mange gode intentioner ender den syge ofte med både at bakse med selve sygdommen og behandlingen, men også med den ensomhed vi jo også alle frygter. Mange af os higer efter at finde en hurtig løsning, så alt det grimme går væk.

Vores medier, måske især de sociale medier, flyder over med gode råd og quick-fix’es. Du må da prøve, du kan da bare, hvorfor gør du ikke... Men de svære tanker, de fysiske konsekvenser og de udfordrede sociale relationer går ikke bare væk – livet bliver aldrig det samme. Og det kan en lyserød sløjfe ikke afhjælpe.