Hvorfor skal regionale centre for funktionelle lidelser kobles på midler til stofskiftesygdomme? Det svarer til, at diabetesskoler lægges ind under regionale centre for funktionelle lidelser, for diabetes og stofskiftesygdom hører begge under endokrinologi, skriver Anett Kromann, Foreningen StofskifteSupport, i dette debatindlæg.
Endnu en gang træffes besynderlig beslutning på stofskifteområdet

Der blev i oktober 2018 afsat fem mio. kr. til medicinsk forskning i stofskiftet. Dette var et resultatet af en politisk aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om finansloven for 2018 om en sundhedspulje til højt prioriterede indsatser på sundhedsområdet.

Skribent

Anett Kromann

Anett Kromann

Foreningen StofskifteSupport

Vi ved, at der er tildelt midler til medicinsk forskning på området – foreningen StofskifteSupport er dog ikke informeret om, hvor langt forskningen er nået, eller om den pågår.

De fem mio. er en del af en samlet pulje på 17 mio. til styrket stofskiftebehandling.

Som en del af initiativerne på området fremgår:

”Der oprettes patientskoler for at øge forståelsen blandt patienterne for deres sygdom, for livet med en kronisk sygdom, og for hvad eventuelle symptomer eller gener, som de kommer til at opleve gennem livet.”

Placeret under funktionelle lidelser

28. maj 2020 udgives følgende på Sundhedsstyrelsens hjemmeside:

5 mio. kr. til patienter med symptomer på lavt stofskifte”Fra i dag kan medicinske afdelinger søge om midler til udvikling af tværfaglige behandlinger for patienter med vedvarende symptomer på lavt stofskifte. Patienter som ofte mangler afklaring og konkrete tilbud,” hedder det. Og sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Lotte Klitfod, citeres for at sige: "På de regionale centre for funktionelle lidelser findes ekspertisen til at hjælpe denne patientgruppe, og vi håber, at de afsatte midler kan hjælpe til at udvikle en model, som kan udbredes til hele landet.”

Dette tilbud, som kun endokrinologer tilknyttet hospitalsvæsenet kan søge på, handler om funktionelle lidelser, hvor stofskiftepatienter ikke hører hjemme. Hos flere mennesker opleves det, at symptomer kan være til stede, på trods af at blodprøverne viser noget andet. Symptomer forsvinder ikke ved andet end korrekt medicinsk behandling.

Mennesker, som lider af lavt stofskifte, får tilført det, som kaldes T4 medicin, hvilket er et forhormon, som tilføjes ved mangel på hormoner, som lavt stofskifte kendetegnes ved. Sagen er bare, at dette forhormon skal omdannes til det aktive T3 hormon i kroppens celler og organer. Har du ikke evnen pga. forskellige omstændigheder i din krop, din hjerne og skjoldbruskkirtel til at omdanne T4 hormonet til T3 hormonet, kan der fremkomme mange livsødelæggende symptomer, der er uhensigtsmæssige. Spørgsmålet her er, om den konventionelle medicin er god nok.

Vi taler om en autoimmun sygdom, som konstateres ved blodprøve

Den autoimmune sygdom Hashimotos, som de fleste mennesker udvikler lavt stofskifte udfra, bliver ligeledes konstateret ved en blodprøve. Den autoimmune sygdom kan afstedkomme utallige symptomer, før der opstår lavt stofskifte. Man tager sig i sundhedssystemet ikke af den autoimmune sygdom, lavt stofskifte skal først udvikles derfra. Forskning heri kunne med stor fordel bruges i dette regi.

Som stofskiftepatienter formodede vi, at der skulle forskes medicinsk. Bestemt ikke at blive placeret i sygdomsgruppen funktionelle lidelser, som intet har med sygdommens fysiske og psykiske symptomer (der ofte skyldes ukorrekt medicinsk behandling) at gøre.

Ifølge Aarhus Universitetshospitals er forklaringen på en funktionel lidelse: ”En funktionel lidelse er en samlebetegnelse for en gruppe af sygdomme, hvor man er belastet af eller bekymret over fysiske symptomer, som gør det svært at fungere i dagligdagen. Det er endvidere en betingelse, at symptomerne ikke kan tilskrives en anden kendt og veldefineret diagnose.”  

Det ses tydeligt, at det ikke er her, at stofskiftepatienter hører til. Dette vil berøre 152.350 mennesker på landsplan, uden resultat af bedring af symptomer. Dette tal er opdateret i 2017, og vi formoder, at der i 2020 er langt flere.

Ved flere møder i Sundhedsstyrelsen, som foreningen StofskifteSupport deltog i, var der bred enighed om, at stofskiftesygdom er fysisk sygdom, som bliver konstateret ved forskellige blodprøver.

Skal diabetesskoler ind under regionale centre for funktionelle lidelser?

Af ovennævnte grunde er det meget svært at forstå valget om at koble de regionale centre for funktionelle lidelser på disse midler. Dette svarer til, at diabetesskoler lægges ind under regionale centre for funktionelle lidelser. Diabetes og stofskiftesygdom hører begge under endokrinologi.

Vi er meget glade for, at der kommer fokus på bedre udredning og behandlingen af mennesker med stofskiftesygdom. Vi oplever det dog som yderst problematisk, at en sygdom, hvor det er velkendt, at mange faktorer endnu ikke er undersøgt, på denne vis placeres under en helt anden sygdomsbetegnelse. Vi er dybt bekymrede for, at det på denne vis bliver en hæmsko for at interessere sig for, hvad man medicinsk kan gøre for at højne behandlingen af lavt stofskifte og ikke mindst den autoimmune sygdom Hashimotos Thyreoiditis, der typisk er årsagen til lavt stofskifte.

Say something here...
You are a guest ( Sign Up ? )
or post as a guest
Loading comment... The comment will be refreshed after 00:00.

Be the first to comment.