Mange råber på prioritering, men ingen gør noget for alvor

Hvor skal vi hen du? Alle over en hvis alder husker trolden Hugo fra TV2 programmet ”Elevatoren”. Den lille trold spurgte konkurrence deltagerne om, hvad vej spillet skulle gå. Man kan med rette stille sundhedsvæsnet det samme spørgsmål, nu hvor COVID-19 tilsyneladende er under kontrol. Hvad har vi lært? Hvor skal vi hen? Det er et stort og komplekst spørgsmål, så her er ikke hele svaret, men nogle nedslagspunkter.

Skribent

Torben Mogensen

Speciallæge dr.med, formand for Lungeforeningen

Hvor skal vi hen du? 

Alle over en hvis alder husker trolden Hugo fra TV2 programmet ”Elevatoren”. Den lille trold spurgte konkurrence deltagerne om, hvad vej spillet skulle gå. Man kan med rette stille sundhedsvæsnet det samme spørgsmål, nu hvor COVID-19 tilsyneladende er under kontrol. Hvad har vi lært? Hvor skal vi hen? Det er et stort og komplekst spørgsmål, så her er ikke hele svaret, men nogle nedslagspunkter.

Virusset kom som en tyv om natten, men man kan ikke sige, at det var overraskende. Gennem hele menneskehedens historie har mennesket været plaget af epidemier. Alle kender den spanske syge og den sorte død, blot for at nævne et par. Viden og frygten for pandemier har betydet, at der har været lagt flere planer, både nationalt og lokalt om, hvordan pandemien skulle håndteres. Men problemet er som med krig, man forbereder sig til den sidste krig og ikke til den nye. Trods det var det en overraskelse for mig, at vi kom i problemer med værnemidler. COVID-19 er ikke specielt farlig for de fleste, men alligevel dør der mange mennesker. Specielt i udlandet er der døde uhyggeligt mange sundhedspersoner. Det er totalt uacceptabelt, tænk hvis virus havde været ligeså faglig som Ebola? Jeg håber meget, at den nye styrelse, som regeringen ser som løsningen i fremtiden for at undgå manglende udstyr, kan forhindre, at noget tilsvarende sker igen. Det er en svær opgave, og jeg tror, sundhedsvæsnet skal prise sig lykkelig for, at den nye styrelse ligger under justitsministeriet.

Vi har også lært, at sundhedsvæsnet kan omstilles til en ny trussel forbavsende hurtigt. Personalet har vist en utrolig velvilje og arbejdet sammen på kryds og tværs, og kun Dansk Sygeplejeråd har forsøgt at slå plat på situationen ved at gå ud og kræve mere i løn. Hvordan de øvrige organisationer stiller sig i fremtiden, har vi til gode at se.

Pengestrømmen vil ikke fortsætte

Kan det gode samarbejde fortsætte i fremtiden? Kan vi skabe de rammer for personalet, som gør, at man flekser mellem afdelinger og arbejdsopgaver? Min fornemmelse er, at det giver en stor arbejdsglæde for mange, men også at det er krævende. Man skal huske, at under pandemien er alt andet sat til side. Alle, ikke livsvigtige, opgaver, der ikke har med COVID at gøre er blevet sat til side. Og frem for alt er der set stort på pengene. Jeg har ikke set, hvad det har kostet, men det har været rigtig mange penge. Det er dyrt at opbygge et stort beredskab.

Der er ingen grund til at tro, at det liflige pengestrøm vil fortsætte i fremtiden. Krybben vil igen blive tom, og hestene begynde at bides. Samtidig vil den store pukkel af patienter skulle afvikles. Så der bliver igen kamp om ressourcerne. Det bliver spændende at se, hvor meget befolkningen via politikerne er villige til at betale i en tid, hvor samfundet mangler penge. Samtidig er der ingen grund til at tro, at antallet af nye dyre behandlinger bliver mindre. Det vil ikke kun være indenfor kræftbehandling, men også indenfor de øvrige specialer. Vi må formentlig prioritere vores sparsomme penge, med mindre man tror, at sundhedsvæsnet kan udsulte de øvrige velfærdsområder. ¨

Underfinansieret? Nej

Bl.a. Lægeforeningen taler om, at sundhedsvæsnet er underfinansieret. Det mener jeg er forkert. Befolkningen har givet en hvis mængde penge til sundhedsvæsnet, som vi så skal administrere. Man kan tale om, at vi foretager for meget i forhold til de penge, vi får, men hvem har bestemt det. Skal vi i væsnet blive bedre til selv at prioritere vores indsats? Kan vi overhovedet det, eller kaster vi det over til politikerne, fordi vi ikke tør? Tør politikerne prioritere, når prioritering ikke betyder ja til alle?

Mange råber på prioritering, men ingen gør noget for alvor. Vi må i sundhedsvæsnet blive bedre til at fortælle, hvad man kan få for pengene, også til at gå i dialog med befolkningen. Det er ikke en nem proces, men den er bydende nødvendig. COVID har vist, at vi kan prioritere, selvom det kun var for en kort periode. Jeg vil gentage, hvad jeg har sagt mange gange tidligere: Jeg er mere fokuseret på, at mit barnebarn bliver ordentlig passet i daginstitution og senere får en god skolegang, end jeg er på sundhedsvæsnet.

Hvem skal tage kampen efter corona?

Hvorfor kan alt pludseligt lade sig gøre, bare på grund af et virus? Man har talt om videokonsultationer i almen praksis i mange år. Pludseligt kunne det lade sig gøre. Det er ingen tvivl om, at vi skal udnytte teknologierne, som gør arbejdet billigere, og er til gavn for patienterne. Men formanden for Dansk Selskab for Almen Medicin har allerede udtalt, at videokonsultationer efter hans mening skal stoppe igen. Så der er ingen tvivl om, at kampen for at bevare de teknologiske løsninger endnu ikke er vundet. Men hvem skal tage kampen op? Patienterne via patientforeningerne eller politikerne?

Teknologisk udvikling vil gå stærkt, hvis der er politisk vilje

Andre teknologiske løsninger, som vil betyde betydelige forbedringer for patienterne, og lettelse af sundhedspersonalets arbejde er indførelsen af robotter og kunstig intelligens. Med robotter menes her ikke de kirurgiske ”robotter”, som nærmest er fordyrende uden at gavne, men robotter der kan hente varer, tage blodprøver og lignende. På Hvidovre Hospital er udviklet en iltrobot, der sikrer optimal iltindhold i blodet på patienterne og sparer personalet for arbejde. Vi har kun set begyndelsen af udviklingen. Der vil komme bump på vejen, men hvis der er politisk opbakning, vil udviklingen ske hurtigt.

Kunstig intelligens vil kunne bruges meget langt i diagnostikken fremover. Røntgenbilleder og skanninger vil kunne blive aflæst af maskinen med store besparelser til følge. Vi kender allerede principperne fra mikrobiologi og patologi, men mulighederne er legio. Også her vil der blive ydet modstand, men igen hvis den politiske vilje er tilstede vil det kunne blive indført. 1813 har testet en model til at opfange, om en anmelder står med et hjertestop, med gode resultater. Så vi er på vej. Jeg håber sundhedsvæsnet vil støtte op om de mange små og store firmaer, der arbejder med teknologiske løsninger. Både åndeligt, men også økonomisk, ved at deltage i forsøg. Også selvom det kræver ressourser fra hospitalerne.

Vi trænger til evolution

Men alt der kan lette det økonomiske pres på sektoren er ikke ny teknologi. Under COVID-19 epidemien har vi set et stærkt faldende antal indlæggelser på lungemedicinske- og børneafdelinger. Noget så old school som hygiejne har igen vist sin styrke i at forebygge sygdomme. Nu må vi tage det alvorligt. Bl.a. ved at bygge ordentlige toiletforhold på skoler og i det offentlige. Samtidig må vi bruge metoder til at minde hinanden om vigtighed af hygiejne. En alarm på toiletterne på to hospitaler, der mindede personale om at vaske hænder efter toiletbesøg, bevirkede en kraftig forøgelse af andelen af personer, der vaskede hænder. Hvor langt er vi villige til at gå?

Sundhedsvæsnet står for store udfordringer i fremtiden, både af økonomisk og personalemæssige art. Vil vi overhovedet kunne skaffe nok kvalificeret personale i fremtiden. Jeg tvivler, hvis vi skal have den samme struktur som nu. Vi kan ikke have et sundhedsvæsen, der bygger på, at en meget stor del af ungdommen i fremtiden skal uddannes til sundhedssektoren på regionalt og kommunalt niveau. Så vi trænger til evolution. Jeg tror ikke på revolution.