Skip to main content

Fremtidige bedre tal for 1813 er tynd cellofan og vildledning

  • 21. juni skal man i regionsrådet i Region Hovedstaden behandle ændrede servicemål for akuttelefonen 1813. Men forslaget går slet ikke ud på at hjælpe borgerne, men er blot en selvhjælp til "uheldige" politikere, mener Dansk Folkepartis Finn Rudaizky. Man fører borgerne bag lyset ved at få registreret kortere ventetider, fordi servicemålet ændres fra tre til fem minutter, skriver han.

Den gode gamle akut-lægevagt i Region Hovedstaden var meget populær hos borgerne. Der kunne man altid komme til at tale med en læge, hvilket for mange var en stor tryghed.

Skribent

Finn Rudaizky

Finn Rudaizky

Medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Region Hovedstaden for Dansk Folkeparti

Men så skete der pludselig noget. Regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen (Soc.) og Kirsten Lee (Rad.) blev sure på Praktiserende Lægers Organisation (PLO) og fik i regionsrådet skaffet flertal for opsigelse af aftalen med lægerne samt flertal for at etablere det nuværende 1813 akutsystem (akuttelefonen), som borgerne ofte har klaget over på grund af urimelige ventetider på telefonen. For at matche PLO’s serviceniveau betød det, at det blev besluttet i regionsrådet, at et vigtigt servicemål for 1813 skulle være, at 90 procent af alle opkald blev besvaret inden for tre minutter

Det er imidlertid aldrig lykkes. Tværtimod.

I starten væltede det ind med klager, og man ønskede den effektive lægevagt tilbage. Senere blev det kritiske fokus rettet mod ledelse og de politikere, som brugte deres magt til at ændre et godt system til et ringere akutsystem på sundhedsområdet.

Ikke mange læsere orker at høre om "gamle dage". Det ved jeg godt. Men, da der blev skiftet fra lægevagt til 1813, stemte såvel De Konservative som Dansk Folkeparti imod. I DF stemte vi imod på grund af en oplagt serviceforringelse, men også fordi vi forudsage, at 1813 ville blive væsentligt dyrere. Det afviste Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Det var desværre endnu en fejlvurdering fra disse to partier. Og det er blevet dyrt for borgerne.

For ikke at trampe for meget i Socialdemokratiet og Radikale Venstres fejlskøn, har de nu flere gange forsøgt at ændre servicemål til, at 90 procent af alle opkald skal besvares inden for fem minutter. Forslaget går slet ikke ud på at hjælpe borgerne, men er blot en selvhjælp til "uheldige" politikere. Socialdemokratiet og Radikale Venstre, og nu med SF og Enhedslisten med i toget, får udelukkende statistik og optællinger af fakta-ventetid til at være tynd cellofan og vildledning. Man fører borgerne bag lyset ved at få registreret kortere ventetider, fordi servicemålet ændres fra tre til fem minutter.

DF vil ikke forringe servicemål for borgere, som har brug for assistance i sundhedsvæsenet. Derfor stemmer vi imod, når sagen kommer til behandling den 21. juni i regionsrådet.
  • Oprettet den .