Skip to main content

Lukning af nordjyske lægevagter var uberettigede

  • Lukningen af lægevagter i Nordjylland var uberettigede og skete på grundlag af misvisende tal, skriver regionsrådsmedlem i Region Nordjylland, Erik Høgh-Sørensen.

Store borgermøder har afsløret, hvordan lukningerne af lægevagter i Skagen, Brønderslev, Brovst og Farsø var både uberettigede og utryghedsskabende.

Skribent

Erik Høgh-Sørensen

Erik Høgh-Sørensen

Medlem af Regionsrådet i Nordjylland og medlem af DF's Hovedbestyrelse

Lukningerne er en udløber af Region Nordjyllands nye lægevagtsaftale med De Praktiserende Lægers Organisation, PLO, men embedsmænd indrømmede på borgermøderne, at PLO havde leveret misvisende tal som grundlag for beslutningen.

I Skagen skete lukningen, selvom det virkelige antal lægevagtsbesøg og konsultationer i byen viste sig at være fire gange højere end det til regionsrådet oplyste. I Brovst viste tallet sig at være tre gange højere, og også i de resterende to lokalsamfund har der været indsigelser.

Dansk Folkeparti har hele tiden stemt imod lægevagtsaftalen, fordi den skaber serviceforringelser, utryghed og ulighed. Bag lægevagtsaftalen står Socialdemokratiet, Venstre og Konservative.

Nu taler de tre partier om imødekommende, men desværre dyre ”kompenserende tiltag” i de ramte lokalsamfund. Nogle af disse forslag er tidligere fremsat af DF, men nedstemt.

Afsløringen af de misvisende tal åbner imidlertid et helt nyt spørgsmål: Måske bør vi regionsrådsmedlemmer bare opsige lægevagtsaftalen?

Fordelen vil være, at Region Nordjylland blive mindre afhængig af PLO. Selvom 1813 har været en træls oplevelse i København, så kan denne løsning måske fungere i Nordjylland. Det bør overvejes.

En anden mulighed er at lade regions- og udbudsklinikker levere den borgernære tryghed - hvis de kan. Disse løsningsmuligheder kan måske bruges i Brovst, men måske også udbygge driften i sygehuset i Farsø.

Ulempen er, at ingen af disse løsninger adresserer det punkt, hvor PLO rent faktisk har 100 procent ret: Også læger skal have ordentlige arbejdsforhold, og problemets rod er lægemangel.

Lige nu og her er der for DF tale om ”vent-og-se”. Vores løsninger afhænger af de landsdækkende overenskomstforhandlinger, der finder sted lige nu mellem PLO og regionerne. Her bør PLO give store indrømmelser. Mit indtryk har hidtil været, at PLO er en grådig forsamling, men nu kan lægerne være fleksible ved f.eks. at lade højtuddannede sygeplejersker (APN’er m.fl.) løse lægevagts-opgaver. Denne ”opgaveglidning” kræver, at PLO-læger giver magt fra sig.

Hverken ledelsen i PLO Nordjylland eller regionsrådsformand Ulla Astman (Soc.) havde overskud til at møde borgerne i Farsø, Skagen, Brovst eller Brønderslev.

Ekstra ærgerligt var det at se Astman sende sin trofaste S-løjtnant i byen uden penge. Mogens Ove Madsen (Soc.) forfaldt på mødet i Brovst til at beskylde regionens embedsværk for at have forhandlet ud over politikernes afgivne mandat.

Herregud, så kunne de socialdemokratiske politikere da bare have stemt nej!

Omvendt var det positivt at opleve de fire berørte borgmestres engagement og ikke mindst de mange borgere, som kom med gode og konstruktive forslag. Dem er vi nordjyske regionsmedlemmer tak skyldig.

  • Oprettet den .