Blodsikkerhed må ikke blive den blinde vinkel i epidemiplanen

Med corona-pandemien som bagtæppe er de danske sundhedsmyndigheder ved at opdatere den nuværende influenzaplan til en epidemiplan, der forbereder til fremtidens epidemiudbrud.

Skribent

Niclas Högberg

Nordisk landechef i Cerus - biomedicinsk virksomhed med speciale i blodsikkerhed og leverandør af INTERCEPT patogenreduktion

Det bliver Danmarks første reelle epidemiplan, der – forhåbentligt – tager form af en forebyggelsesstrategi, der beskytter mod kendte såvel som ukendte virusser. En række ministersvar til Folketingets Sundhedsudvalg tyder dog på, at blodsikkerhed kan ende som den blinde vinkel i epidemiplanen. Det kan få katastrofale konsekvenser, hvis næste store epidemi kan smitte gennem blod.

Forestil dig, at covid-19 ikke kun var dråbebåret, men også smittede gennem blod ligesom andre globale sundhedstrusler, vi kender: Hiv, hepatitis, zika-virus, Vest Nil-virus - for at nævne nogle få. Eller en af de anslåede hundredetusindvis af stadig ukendte virusser, der risikerer at hoppe fra dyr til mennesker og udløse næste pandemi. Det kan udgøre en alvorlig trussel mod blodforsyningen til hospitalerne.

Huller i undersøgelse

For der er huller i den måde, bloddonorer undersøges for smittefare. En proces, der kombinerer et spørgeskema, hvor donorerne eksempelvis beretter om rejseaktiviteter. En blodtest, der målrettet tester det tappede blod for udvalgte kendte virusser såsom hiv. Og karantæne af donorer, der vurderes at have en risiko for at kunne viderebringe smitte.

Men i et scenarie med markant udbredt smitte vil det testsystem mere eller mindre blive sat ud af spil. Det beskriver WHO eksempelvis i sin internationale blodguide, der indeholder anbefalinger til, hvordan sundhedsmyndigheder bør styrke blodberedskabet mod alvorlige virusudbrud, der blandt andet kan smitte gennem blod.

Fem handlemuligheder

WHO opridser fem handlingsmuligheder, når man står ansigt til ansigt med et alvorligt virusudbrud, der (potentielt) kan smitte gennem blod. De første fire muligheder er tilgængelige for de danske sundhedsmyndigheder i dag:

1. Ikke at gøre noget - hvis der ingen reel trussel er mod blodforsyningen.
2. Udelukke donorer, der har risiko for at bære smitte.
3. Teste tappet blod fra donorer, der har risiko for at bære smitte.
4. Teste alt tappet blod.

Men som WHO beskriver, kan disse muligheder blive sat ud af spil i tilfælde af markant udbredt smitte af en hidtil ukendt virus. Man kan eksempelvis ikke bruge rejseaktivitet til at vurdere, om den enkelte donor potentielt kan være smittet, når sygdommen har spredt sig markant herhjemme. Og man kan ikke teste blodet for den konkrete virus, før der er udviklet en blodtest - og det kan tage mange måneder. I værste scenarie står valget derfor mellem at sætte alle potentielt smittede bloddonorer i karantæne – med risiko for ikke at kunne opretholde blodforsyningen til hospitalerne. Eller fortsætte med at tappe blod med risiko for at smitte modtagerne, der som oftest er meget svage patienter.

Femte handlemulighed

Derfor anbefaler WHO en femte mulighed; patogenreduktion – en behandling af tappet blod, der hjælper med at beskytte mod en lang række kendte og ukendte virusser og bakterier. Det gør det muligt at opretholde bloddonation i en situation, hvor de andre muligheder kommer til kort. Også Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme, ECDC, anbefaler patogenreduktion og argumenterer for at implementere teknologien på strategisk udvalgte blodbanker. Fordi den lynhurtigt kan skaleres op i tilfælde af større sygdomsudbrud, der truer blodsikkerheden. Det bør være en oplagt del af den danske epidemiplan.

I modsætning til Danmark benytter langt de fleste af de EU-lande, som det danske sundhedsvæsen normalt sammenlignes med, allerede patogenreduktion i forskellig udstrækning. Også i resten af verden benyttes teknologien i stigende grad. Canada har for nyligt besluttet at implementere patogenreduktion gradvist for at øge blodsikkerheden mod trusler fra bakterier og virusser. Og i USA har en beslutning om at øge beskyttelsen mod bakterier i blodplader medført en hastig udbredelse af teknologien.

Det leder mig tilbage til sundhedsministerens svar til Sundhedsudvalget. For på trods af de internationale advarsler og anbefalinger, så fremgår det af et udvalgssvar, at Sundhedsstyrelsen ikke finder, at der er international fokus på risikoen for en blodbåren pandemi. Og i et andet, at man slet ikke vurderer, at Danmark er i risiko for at blive ramt af et epidemiudbrud, der kan smitte gennem blod. 

Det gør mig bekymret og står i skærende kontrast til WHO’s anbefalinger til et styrket blodberedskab. Truslen er rigtigt nok ikke en pandemi, der primært smitter gennem blod. Truslen er en pandemi, der blandt andet smitter gennem blod, og som beskrevet af WHO kan udgøre en alvorlig trussel mod blodforsyningen. Det bør epidemiplanen tage højde for.

På trods af talrige advarsler blev den vestlige verden fanget uforberedt på corona-pandemien. Herunder Danmark, som indtil corona-krisen har holdt fast i scenariet om en influenzavirus som eneste reelle pandemiske trussel herhjemme. Historisk set har vi – globalt - gang på gang lavet den samme fejl, nemlig at forberede os på sidste epidemi. Det må ikke ske igen. Derfor bør epidemiplanen vendes til en reel forebyggelsesstrategi, der forbereder på både kendte og ukendte virusser - herunder risikoen for smitte gennem blod.