Forældet videnskabsopfattelse og inferiør forskning kan stå i vejen for, at en stærkt omdiskuteret og kontroversiel patientgruppe bliver hjulpet, skriver David Wedege. De el-overfølsomme bliver ved med at være her, og det er tid til at tage sagen alvorligt, mener han.
El-overfølsomme skal tages alvorligt af videnskabelige grunde

De værst ramte lever langt ude på samfundets kant. Nogle helt uden strøm og så langt fra højspændingsmaster og telemaster som muligt.

Skribent

David Wedege

David Wedege

Uddannet journalist. Har siden 2019 drevet nichemediet Tabt Tråd om miljø- og sundhedsspørgsmålet i det trådløse samfund

Nogle maler deres soveværelser med elafskærmning og bærer beskyttende tøj med sølvtråde og lever fysisk og psykisk isoleret og mister job, hjem, familie og venner.

De el-overfølsomme popper fra tid til anden op i danske medier, men ofte til måben og til vantro og direkte afvisning.

Hvorfor vender denne patientgruppe ikke bare ryggen til alternative forklaringer og vender sig imod den etablerede lægevidenskab for at få svar på deres klager om deres plager?

Der findes egentlig et tilstrækkeligt svar: Etableret videnskab har desværre intet fornuftigt at sige om el-overfølsomhed. Videnskaben er meget langt fra enten at kunne medgive eller udelukke, om elektromagnetiske felter kan plage en særligt følsom subgruppe i befolkningen – og hvorfor.

Først – en helt grundlæggende forudsætning. Kan svage elektromagnetiske felter fra ledninger og antenner på nogen måde tænkes at udgøre en plage for biologiske væsener som mennesker?

Her vil mange uden for radiobiologiske kredse trække revolveren og skyde resolut: Nixenbixen. Det er grundlærdom og fysik i syvende klasse, at elektromagnetiske felter i det ikke-ioniserende spektrum er ufarlige, fordi strålingens lyspartikler er for svage til at ødelægge celler, som røngten, gamma- og uv-stråler beviseligt kan ved hjælp af ionisering.

Andre mekanismer på spil

Videnskaben kan dog bringe myten til torvs. Nok virker radiobølger og elnettets svingninger ikke ioniserende, men fravær af ionisering udelukker ikke, at andre påvirkningsmekanismer findes, og vi ved med rimelig sikkerhed, at ikke-ioniserende stråling har et påvirkningspotentiale igennem et væld af eksperimentelle studier med cellekulturer, forsøgsdyr – og mennesker.

Det er for eksempel bevist igennem humane studier, at mobilsignalets bærende radiobølge kan påvirke menneskers hjernebølgeaktivitet og måles med EEG-metoden. Det er en etableret virkning, som i 2020 er vedtaget af den internationale komité for ikke-ioniserende stråling, ICNIRP, der har som kommissorium alene at udpege, hvilke effekter som er helt etablerbare.

Amerikanske Nora D. Volkow publicerede i 2011 et større studie, som viste, at mobiltelefonen i passiv tilstand kunne øge hjernens stofskifte, når den er i nærkontakt med hovedet. Det er også en gennemgående konklusion, at et overvældende antal studier viser, at celler får oxidativt stress, selv når eksperimenters doser har holdt sig langt under strålingens grænseværdi, rapporterede den schweiziske ekspertgruppe BERENIS i år.

At elektromagnetiske felter i nogen grad påvirker levende elektromagnetiske væsener biologisk, kan ikke længere betvivles med nogen rimelighed.

Men det er fortsat en brandkontroversiel diskussion, om svage elektromagnetiske felter dermed er sundhedsskadelige for mennesker. Det skyldes ikke fravær af mulighed, for et væld af studier rejser muligheder og spørgsmål. Problemet er, at der ikke er tilstrækkelig forskning, som afklarer og følger mulighederne til dørs.

Biologiske effekter betyder ikke alene, at der er sundhedsfare på færde, for sundhedsfare er et spørgsmål, om mængde og intensitet rækker. Biologiske effekter er en grundlæggende forudsætning for fortsatte diskussioner.

To lidelser

To lidelser dominerer diskussionerne. Den ene lidelse er spørgsmålet, om mobiltelefoni kan give kræft i hjernen, og det mener den senest nedsatte arbejdsgruppe i WHO, at der er evidens i tilstrækkeligt gode menneskestudier til at kunne mistænke. Et stort flertal i ekspertpanelet vedtog i 2011, at mobiltelefoni muligvis er kræftfremkaldende. Usikkerheden går på, om de epidemiologiske studier også rammer rigtigt.

Den anden enormt omdiskuterede lidelse er eloverfølsomhed. Et fænomen langt ude på kanten, som splitter læger og forskere,og som har givet panderynker og hovedbrud i årtier. Det eksisterer som et selvbestaltet patientfænomen i hele den elektrificerede verden og synes at være på fremmarch i tiden. Patientgruppen klager blandt andet over hovedpine, svimmelhed og smerter. For nogle virker tilstanden enormt invaliderende og tvinger dem til flugt fra hjemmet.

Den amerikanske miljømediciner William Rea publicerede et studie i 1991, som skulle blive stærkt kontroversielt og efterprøvet med iver. I enkeltblindede eksperimenter skulle forsøgspersoner, som følte sig plaget af elektroniske apparater, besvare, om de følte sig eksponeret eller ej, og studiet fandt, at forsøgspersonerne ramte rigtigt i overbevisende omfang.

Rea-studiet blev en grundlov for EHS (diagnosen ”elektrohypersensitivitet”) som forskningsfelt og patientbevægelse, men det blev også startskuddet på en replikationsbølge i forskningen, som siden har mønstret lidt under 100 forskellige fagfællebedømte studier med blindforsøg af eloverfølsomme.

Langt hovedparten af disse studier finder ikke i overbevisende omfang, at der er sammenhæng mellem patienternes plager og det, de mistænker som årsagen. Det er nu blevet en grundlov for sundhedsmyndigheder og regulatorer, som forsikrer, at gældende grænseværdier for elektromagnetiske emissioner er sikre for hele befolkningen uanset alder og køn og sundhedstilstand.

Men psykologfaglige provokationsforsøg burde ikke være en grundlov for nogen, mener den polskfødte strålingsforsker Dariusz Leszczynski, adj. professor ved Helsingfors Universitet og mangårig professor ved det statslige strålingsagentur i Finland, som netop har offentliggjort en systematisk gennemgang af forskningslitteraturens EHS-studier fra alle tider. Provokationsforsøgene er grundlæggende forfejlet og lider af metodiske problemer, som kan invalidere konklusionerne.

En anden forskningsgennemgang fra 2019, som alene fokuserer på provokationsstudierne, påpeger også de metodiske problemer. Begge forskningsgennemgange sløjfer og dumper de psykologiske gruppeeksperimenter.

Dariusz Leszczynskis liste over ankepunkter er lang. Hovedpunktet er, at ingen objektive biomarkører viser, om forsøgspersonerne overhovedet er særligt sensitive over for elektromagnetiske felter – eller om et større eller mindre udsnit er fejldiagnosticeret af sig selv.

Vægtskålene i disse eksperimenter kan derfor svømme over med falske lodder, og studierne giver utilstrækkelige og måske vildledende data.

Seminar i september

I september i år forestår han et EHS-seminar på forskningsområdets verdensførende forskningskonference BioElectroMagnetism (BioEM) 2021 sammen med den schweiziske topforsker Martin Röösli, som er medlem af flere førende komitéer på området - og den franske Maël Dieudonné.

Et sigte med konferencen er at skubbe EHS-forskningen i progressiv retning. Leszczynski mener, at individuelle patientundersøgelser skal gå hånd i hånd med opdagelsen af molekylære biomarkører.

Er der mening med ambitionen, eller er tanken om el-overfølsomhed galskab?

Forskerne bag seminaret finder mening. EHS er af mange grunde et plausibelt fænomen, men Leszczynski mener også - i modsætning til visse falske håbspredere i patientmiljøet - at egentlig videnskabelig evidens for EHS fortsat savnes i dag: Beviset for eksakt sammenhæng mellem elektromagnetiske felter og helbredsplager.

Der er i dag solid evidens for, at en vis biologisk påvirkning finder sted, og at påvirkningen i rette mængder må anses for at være skadelig. Tidens store tvist er, om mennesker påvirkes i skadeligt omfang og om befolkningsundersøgelser eller patientundersøgelser kan vise det.

Leszczynski anfører også, at der af genetiske og epigenetiske grunde findes en individuel grad af følsomhed over for alle kendte stimuli, som påvirker mennesker.

Der er ingen grund til at tro, at det er anderledes for hverdagens svage elektromagnetiske felter. Det må ligefrem kræve en forklaring, hvis elektromagnetiske felter som det eneste fænomen skulle sige sig fri, pointerer han.

Vis patienterne tillid

I Danmark tager Sundhedsstyrelsen fortsat det standpunkt, at provokationseksperimenter med grupper af selvdiagnosticerede eloverfølsomme peger på, at der ikke er sammenhæng mellem elektromagnetiske felter og plager. Opfattelsen hviler på en studiemetode med alvorlige brister. Imens har patientgruppen ingen steder at vende sig imod.

Der er altså ingen god evidens for at konkludere, om eloverfølsomhed reelt eksisterer – eller ikke eksisterer. Der er derimod – og i modsætning til dogmatisk opfattelse - god videnskabelig evidens for, at muligheden ligger åben.

Derfor bør systemet også møde patienterne med en åben og fordomsfri tilgang. Det er ikke en fremmed tanke.

I 2010 dukkede ”pinjemund” op som fænomen, da et udsnit af forbrugere oplevede, at dårlige kinesiske pinjekerner tog smagssansen midlertidigt fra dem. Uden pardon fjernede man varianten af pinjekerner fra butikshylderne, og samfundet etablerede hurtigt pinjesyndrom som en kendsgerning. Men nogen eksakt sammenhæng har forskningen ikke kunnet fastslå. Patienterne blev vist tillid, og ingen chance blev taget.

Pinjemund var ingen speciel ubekvem sag at gå til. Det er el-overfølsomhed derimod, som egner sig til at problematisere hele vores livsstil og samfundsindretning. Det kan rejse nye spørgsmål om tilgængelighed for funktionshæmmede i samfundet. Déri ligger måske den største barriere for at tage el-overfølsomme alvorligt. Det kræver mod.

Say something here...
You are a guest ( Sign Up ? )
or post as a guest
Loading comment... The comment will be refreshed after 00:00.

Be the first to comment.