Kære sundhedsminister – få nu indført screening for prostatakræft

Historierne er mange: Sygehistorierne. Mænd, der er kommet for sent og i dag er døde. Mænd, der er kommet for sent, og som dagligt modtager én eller anden form for behandling med forringet livskvalitet til følge. Mænd, der er kommet for sent, og som venter på at dø.

Skribenter

Jens Jørgen Madsen
forretningsudvikler

Anita Pontoppidan
translatør

Disse mænd har haft/har prostatakræft. En snigende kræftform, der – ligesom alle andre kræftformer - ikke kan helbredes, hvis man kommer for sent. 

Og man stiller indledningsvis det helt banale spørgsmål, hvad grundene kan være til, at nogle kommer for sent? En af forklaringerne er en frygt for at blive konfronteret med virkeligheden og konsekvenserne. En anden er manglende information til mænd generelt om sygdommen og dens faresignaler. Og så er der den almindelige skrøne, hvor prostatakræft hævdes at være noget, man dør med og ikke af. 

Som mand har man selvfølgelig et ansvar for at selv at holde øje med lurende symptomer på sygdommen, og det er der også mange, der gør. Men en ikke ubetydelig forklaring på, at nogle mænd kommer for sent med en prostatakræft, er, at deres praktiserende læge vægrer sig mod at lade dem få foretaget en PSA-test (en blodprøve). Patienterne mødes med den samme forklaring. Hver gang.

Den første og den mest forståelige forklaring, er, at blodprøven ikke er 100 procent entydig. Den blodprøve, der tages, analyseres for koncentrationen af prostataspecifikt antigen (PSA). Hvis koncentrationen er forhøjet, kan det være et tegn på prostatakræft, men det kan også være tegn på bl.a. betændelse i prostata eller urinblæren. Omvendt kan man have et normalt eller kun meget lidt forhøjet PSA, der ikke umiddelbart kræver behandling, men som pludselig viser sig at være en meget aggressiv cancer.   

Den næste forklaring er, at den biopsi, der kan blive konsekvensen af et forhøjet PSA, kan forårsage nogle meget ubehagelige bivirkninger, der måske viser sig at have været helt unødvendige. Diagnosen kan være f.eks. små og langsomt voksende tumorer, som sjældent eller aldrig kommer til at påvirke patientens livslængde eller livskvalitet. Der er derfor ingen gevinst ved at gå igennem alle mulige trængsler til ingen verdens nytte. Argumentationen er svær at komme tilbage på, og den mere forsigtige mand kryber ind bag gardinet og håber, at problemet forsvinder af sig selv. 

Men kan det virkelig være disse argumenter, der styrer, at ca. 1.200 mænd ikke får opdaget deres prostatakræft i tide og dør af den? Det er nobelt at skåne dem, der ikke vil udvikle sygdommen for sygeliggørelse; det er hensynsfuldt at tage vare på dem, hvor en biopsi i første omgang muligvis ville være en ubehagelig oplevelse og måske efterfølgende give nogle bivirkninger, som de godt kunne have undværet. 

Tilbyd mænd over 50 år screening

Imidlertid kommer vi ikke udenom følgende: Hvor er hensynet til alle dem, der er gået lidt for længe, og som oplever, at deres liv bliver ændret med ét, fordi man ”ville se tiden an” og ikke ville overbehandle? Alle dem, hvis liv pludselig ligger i ruiner af en sygdom, der kunne have været opdaget, længe før den gik hen og lavede så meget ravage? Og hvorfor skal vi år efter år blive ved med at have denne diskussion?

Og hvad er det så, vi lægger op til her? Ganske enkelt: Screening af mænd over 50 år. 

Skuer man ud over Danmarks grænser, er der rent faktisk lande, der har indført screening i én eller anden form.   

European Association of Urology (EAU) har udgivet en hvidbog om prostatakræft. Hvidbogen indeholder fælles anbefalinger fra 11 toneangivende europæiske urologer. Professorer fra Belgien, Danmark, England, Frankrig, Holland, Sverige og Tyskland har arbejdet sammen om udarbejdelsen af hvidbogen, og man er nået frem til at anbefale nationalt styrede screeningsprogrammer. 

Anbefalingerne er baseret på følgende vurderinger og argumenter:

• Prostatakræft-dødeligheden vil falde som følge af tidligere identifikation
• Antallet af overbehandlinger vil falde 
• Sundhedsvæsenets samlede udgifter til screening og behandling af prostatapatienter vil ligeledes falde, dels fordi antallet af overbehandlinger vil falde, men også fordi det skønnes, at behandling af prostatakræft på et tidligt stadie koster i størrelsesordenen 1/10 af behandlingen af fremskreden prostatakræft.

Senest er der i juli 2021 i EAU-regi udgivet en opfølgende artikel om PSA-testing som en del af en risikojusteret strategi for tidlig opdagelse af prostatakræft.  

Denne strategi involverer brug af forbedrede teknologier, således at man kan identificere alvorlig overfor mindre alvorlig prostatakræft og derved undgå overdiagnose og behandling. Det fremgår af konklusionen i artiklen, at denne strategi ville kunne forbedre mænds livskvalitet, da de, der får konstateret prostatakræft i et tidligt stadie, vil kunne undgå yderligere behandling og tilbydes aktiv overvågning, og de, der diagnosticeres med fremskreden prostatakræft, kunne have været diagnosticeret tidligere. Dette vil således reducere antallet af mænd, der underkastes medicinsk behandling, herunder kemoterapi, medicinsk kastration, strålebehandling og behandling mod knoglemetastaser, hvor alle disse behandlinger er forbundet med svære bivirkninger (og forringelse af livskvalitet). 

Det er stærkt utilfredsstillende, at det danske sundhedssystem tilsyneladende enten ikke kender til eller ikke respekterer EAU´s anbefalinger.

Screening for andre kræftsygdomme

Det er navnlig stærkt utilfredsstillende i en tid, hvor der screenes for sygdomme med en lige så høj forekomst, nemlig brystkræft og tarmkræft. Hvert år rammes ca. 4.800 kvinder af brystkræft, og man screener alle kvinder mellem 50-69 for brystkræft. Når vi taler tarmkræft, rammes ca. 4.600 danskere årligt af tarm- eller endetarmskræft, og man screener alle i alderen 50-74 år. I modsætning til de to øvrige kræftformer har livmoderhalskræft ikke nær så stor en udbredelse, idet kun ca. 350 kvinder rammes af sygdommen årligt. Ikke desto mindre er der også her indført et screeningsprogram, der indkalder kvinder mellem 23 og 64 år til celleskrab. Ved prostatakræft er forekomsten af tilfælde den samme som for bryst- og tarmkræft, ca. 4.600, men ved prostatakræft foretages der ikke screening i Danmark. 

Et nationalt screeningsprogram vil synliggøre, ikke sygeliggøre, problematikken, hvilket der i høj grad er brug for. I den sammenhæng er det væsentligt at understrege, når de forkromede forklaringer om evidens og forskning rulles ud og fejer screeningspørgsmålet til side, at der jo aldrig kan blive tale om en obligatorisk handling eller massescreening på et uinformeret grundlag. Som ved alle andre screeningsprogrammer, skal der være tale om et tilbud, ikke et påbud. Det står enhver frit for, efter at være blevet informeret om risici, at sige nej tak og være tilfreds med det.   

Der er rigtigt mange mænd derude, ca. 44.000, der lever med sygdommen, og som ville have været et andet sted i dag, hvis deres sygdom var blevet opdaget i tide. Der må gøres noget. Vi må efterhånden tages alvorligt, og vi vil høres. Det er ikke nok, at der findes et kræftpakkeforløb, som man kan indrulleres i. Dels kræver det, at man helt konkret kender til det (og det gør de færreste, viser det sig), og dernæst kræver det, at ens læge ser med velvillighed på at der bliver foretaget en PSA-test. Hvis man møder modstand dér, kan det hele jo være lige meget. 

Hvad venter det danske sundhedsvæsen på? Vi ved det ikke. Men vi er efterhånden en stor skare, der efterlyser svar, respekt og handling.

Forfatterne af denne artikel er patient og pårørende.