Hvad kan danskerne lære af svenskernes coronaindsats?

Vi er mange, der spændt følger med i udviklingen i Sverige i disse dage. Sverige følger i coronakrisen sin helt egen kurs, hvilket har vakt international opmærksomhed.

Skribent

Christian Heebøll-Nielsen

Farmaceut, selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Der har været artikler om den svenske strategi i mange store udenlandske medier. Og gerne med den underliggende dagsorden: At diskutere, om de lock-down tiltag, man har iværksat, nu også var rimelige og nødvendige. Og ganske interessant har også en helt særlig gruppe kastet deres kærlighed på Sverige. Nemlig det lille segment, der normalt optræder med prorussisk propaganda og ivrigt spreder fake news på de sociale medier. Og ikke underligt. For kan man fortælle de europæiske befolkninger, at deres regeringer ikke træffer rationelle beslutninger, kan man skabe splid. Og det er jo disinformationens endelige mål.

Du tænker måske, at der snart ikke kan være mere at trække ud af den historie, men jeg skal alligevel gøre forsøget. For der er faktisk mange ting, som vi også i Danmark kan lære af og vil være nødt til at kigge på, når det hele er overstået. Det gælder omkring både myndigheder og politikeres ageren, om forskere og lægers roller, og om det politiske.

Sverige og Danmark havde første dødsfald samme dag

Mange tror, at epidemien kom senere til Sverige end til Danmark. Den danske vinterferie ligger nemlig tidligere end den svenske, og vi regner jo med, at det var herfra, vi fik virus med hjem. Men faktisk havde begge lande første dødsfald på præcis samme dag, den 11. marts. Og siden er udviklingen i de to lande gået hver sin vej. I skrivende stund har Sverige 2.274 dødsfald og Danmark 427. Hvad værre er, har Sverige i et stykke tid ligget omkring 80 nye dødsfald om dagen, mens Danmark tirsdag havde fem. Så forskellen vil kun vokse herfra.

I virkeligheden er det forkert at tale om en coronakrise i Sverige. For reelt er det kun Stockholm, der er ramt. Og det er i sig selv ganske interessant. Vi taler om, at virus secondary attack rate, som det hedder, er meget forskellig, alt efter hvor nær relationen er. Virus spreder sig bedst blandt tætte relationer. Så når virus ikke har spredt sig fra Stockholm er en nærliggende konklusion, at Stockholmere ganske enkelt ikke bryder sig om at socialisere med andre svenskere, eller måske det er omvendt. Ja, måske er det endda endnu mere lokalt. Måske man holder sig til de andre fra Södermalm, hvis det nu er der, man bor. Tidligere, dengang vi havde rigtige telefoner, refererede man til Stockholmerne som nulotterne efter de to cifre, man skulle dreje for at ringe til byen. Udtrykket blev brugt nedsættende om de selvgode og bedrevidende hovedstadsfolk. Og kløfterne findes stadig i Sverige, hvad man også kan forvisse sig om, når man ser hvor forskelligt, der stemmes rundt i landet.

Vi kan ligeledes se, at smitten i Stockholm i høj grad er koncentreret om specifikke miljøer. Der har været udbrud, der var centreret om kirkelige aktiviteter, og der har været store problemer blandt det ganske store somaliske mindretal i hovedstaden. Stockholm er i øvrigt en by med betydeligt flere og større ghettoer, end vi kender det herhjemme. Og ofte ser vi, at beboerne i disse ghettoer nærer en mistillid mod kommunikationen fra myndighederne. Ligeledes har der været problemer med smitte på plejehjem. Disse er i øvrigt generelt ret store i Sverige sammenlignet med f.eks. Danmark og Norge.

Hvordan kom det dertil?

I dag har corona ramt Stockholm så hårdt, at byen placerer sig mellem Spanien og Belgien, når man kigger på dødeligheden per million indbyggere. Det er selvfølgelig ikke helt fair at sammenligne med lande, og en by som Madrid er stadig meget hårdere ramt end Stockholm.

Så hvordan er det kommet hertil? En af de forklaringer, vi ofte hører er, at svenskerne - anført af statsepidemiolog Anders Tegnell - fra starten havde en strategi om hurtigt at opnå flokimmunitet. Det er nu ikke helt sandt. For som Tegnell gentagne gange udtalte i starten af epidemien, var strategien lig i Danmark at sikre en så langsom og skånsom udvikling som muligt. Det vi har lært at kende som at følge den grønne kurve. Men allerede tidligt i forløbet kom Folkhälsemyndigheten (FHM) på kant med WHO. Da WHO erklærede, at nu var smitten i Sverige, nægtede man. Da WHO kunne fortælle, at børn spiller en rolle i spredningen, nægtede man igen. Og derfor lukkede Danmark for skolerne den 16. marts, mens Tegnell i Sverige argumenterede for, at det vil give ekstra smitte, hvis børn holdes hjemme fra skolen. Og Tegnell blev bakket op af forskere, der generelt så på situationen på præcis samme måde, f.eks. virologen Jan Albert fra Karolinska i Solna. Og ret kort derefter begyndte snakken om flokimmunitet så småt at tage til. Stadig ikke som et mål, men som, måtte man forstå, en uundgåelig konsekvens af udviklingen. Det skulle bare ske langsomt.

Svenske læger og forskere fortalte åbent, hvordan de naturligvis regnede med selv at blive smittet i løbet af epidemien. Og det var, måtte man forstå, ikke noget sådan at gå og være alt for bange for.

Svenskerne HAR ændret adfærd

Og her har vi faktisk en parallel til Danmark. For også herhjemme har myndighedernes kommunikation om virussens farlighed skiftet løbende. Fra at man oprindeligt refererede WHO´s tal om en forventet Infection Fatality Rate (IFR) på 0,3-1 procent, skete der pludselig noget, da vi skulle kigge på genåbning af landet. For nu kunne man pludselig læse, at Sundhedsstyrelsen vurderede, at der måtte være et mørketal på faktor 30-80 af smittede, som vi ikke kendte. Og så måtte sygdommen naturligvis være langt mindre farlig. Måske endda med en IFR på under en promille.

Danmark lukkede yderligere ned den 18. marts og forbød forsamlinger med mere end 10 mennesker. Vi lukkede ned for private virksomheder, og offentligt ansatte blev sendt hjem. Det var slut med at gå på bar eller restaurant, ja selv turen i fitnesscentret var aflyst.  I Sverige holdt man fortsat åbent. Man kunne gå stadig gå ud og tillod stadig forsamlinger på op til 500 mennesker. Først sidst i marts satte man dette ned til 50. Og imens voksede antallet af døde støt. Men det er også værd at bemærke, at den almindelige svensker fuldstændigt som danskerne selv tog stilling til sygdommen og agerede derefter. Det ser vi blandt andet dokumenteret af Googles rapport om ændringer i mobilitet. Og faktisk har svenskerne over en bred kam været så gode, at de formentlig har fået reproduktionstallet, R, under 1. Hvorfor sygdommen tager af.

Rapporten, der gik galt

I takt med stigende dødstal tog snakken om flokimmunitet til i Sverige. Måske som en konsekvens af den fejlslagne strategi om at bremse spredningen. Rigets epidemiologer kappedes om at komme med forudsigelser om, hvor mange der ville være smittede den 1. maj i Stockholm. Og både matematikeren Tom Britton og FHM kunne aflevere videnskabelige rapporter, der kunne dokumentere udviklingen. Hos FHM var man bare gået lidt for langt. Man havde opsat tre scenarier for spredningen. Et, hvor 99 procent af de smittede var ukendte, et hvor 99,5% af de smittede var ukendte, og et hvor det var 99,9 procent der var ukendte. Og skrev også, at det var det sidste, der gav den bedste model. Problemet var blot, at med 99,9 procent ukendte, og 6000 kendte i slutningen af marts, skulle der altså være seks millioner smittede i Stockholm. Og den gik ikke, så man trak rapporten tilbage og lavede en ny. Nu hed scenariet 98,7 procent ukendte. Ikke et ord om, hvor tallet kom fra. Det vigtigste for FHM var tilsyneladende at kunne tegne en kurve, der gik igennem et kendt punkt, og helst endte så højt som muligt.

Ganske bemærkelsesværdigt har Tegnell undervejs i krisen udtalt sig ganske kritisk om modeller og beregninger. Man har slet ikke forudsætningerne for at opstille den slags, mener han. Og derfor bliver resultaterne så dårlige, at man absolut ikke kan bruge dem. Og så er det faktisk bedre at lade være at prøve.

Ikke-kritisk presse

Det mest bemærkelsesværdige i det forløb var, at ingen i de svenske medier stillede spørgsmål til myndighedernes ageren. Af de fire store aviser havde kun Aftonbladet en enkelt kritisk kommentar. Og det var freelancejournalisten Emmanuel Karlsten, der som den eneste afdækkede miseren og stillede kritiske spørgsmål. Den svenske presse er på mange måder anderledes end den danske. Man er generelt mere tro mod den siddende regering, og særligt, hvis den er socialdemokratisk. Og så har man denne særlige konsensuskultur i Sverige, hvor man går langt for at undgå konflikter og uenigheder. Debatten har også raset herhjemme, hvor medier har beskyldt hinanden for at være for kritiske.

Sverige er nu nået dertil, hvor der kommer flere og flere rapporter om, at folk afvises fra hospitalerne, der har maksimumkapacitet. Om læger, der bryder sammen i fortvivlelse over ikke at kunne stille noget op. Og om en dødelighed, der i virkeligheden overstiger de registrerede tal. Og også her er der et problem. I de fleste lande kan man følge udviklingen dagligt med blot få korrektioner. I Sverige er registreringen generelt to-tre uger bagud. Og derfor har man igen og igen kunne se statsepidemiologen fortælle, at nu nærmede man sig et plateau, for efterfølgende hurtigt at være overhalet af virkeligheden. Hvorfor det kniber med registreringen, må vi gemme til en anden god gang.

Så hvad er det så, vi i Danmark kan lære af svenskerne?

Jo først og fremmest værdien af at have en kritisk presse til at holde øje med myndighederne. Her har den svenske presse fejlet eklatant og må vel nærmest betragtes som medskyldige i udviklingen. Den danske har været markant bedre. Men der er stadig huller. For har du hørt nogle danske forskere udtale sig kritisk om for eksempel Sundhedsstyrelsens besynderlige skøn over mørketallet? Nej, vel. Det er nemlig ikke særlig befordrende for en karriere som hverken læge eller forsker at indtage den rolle. Og det er et problem, som vi bør kigge på, når krisen er ovre. Vi er nødt til at sikre uafhængigheden hos også læger og forskere. For kritiske stemmer er vigtige, når man skal igennem en krise.