Tvangsadoption er ingen løsning - barnet skal hjælpes som foster

Ifølge Socialdemokratiet har nogle forældre fået alt for mange chancer, og partiet lægger op til flere anbringelser og bortadoptioner af såvel nyfødte som ufødte børn med tvang. Regeringens nye lovforslag ”Barnets Lov - Børnene Først” indfører nemlig, at nyfødte og ufødte børn skal kunne bortadopteres uden forældrenes samtykke. 

Skribent

Torben Ishøy

læge og forfatter

Tvangsadoption er den hurtigste og billigste, men mindst humane løsning, og synes i grunden at være et trist billede på et rigt, forstenet samfund uden visioner og uden lyst til at række en hjælpende hånd frem til de allersvageste. 

Tvangsindgreb er især kendt indenfor psykiatrien og forudsætter, at patienten ved sin sindssygdom er til fare for sig selv, typisk i form af betydelig risiko for selvmord eller alvorlig selvskade, eller til fare for andre. Men blot en mindre risiko for, at faren vil manifestere sig, er ikke tilstrækkelig til et tvangsindgreb. Indtil videre er misbrug af alkohol og narkotika ikke i sig selv omfattet af begrebet sindssygdom.

En tidlig lægefaglig vurdering af forældreegnethed ses i forbindelse med en enlig kvindes eller et pars ønske om kunstig befrugtning. Den behandlende læge skal seriøst overveje, om der gennem et behandlingstilbud med kunstig befrugtning fødes børn, der allerede efter fødslen skal have ekstraordinær støtte eller anbringes uden for hjemmet på grund af manglende forældreegnethed. Behandlingssøgendes misbrug af alkohol og narkotika skal give lægen anledning til overvejelser om forældreegnethed, ligeledes hvis den ene af de kommende forældre i forvejen har et eller flere børn, som ikke bor hjemme på grund af komplicerede familiære forhold, der indicerer en øget risiko for barnets vantrivsel. 

Et barns tilstand ved fødslen bestemmer i høj grad, hvordan barnet klarer sig videre i livet. Derfor må der sættes øget fokus på fødsler af sunde børn ved, at gravide med alvorlige psykosociale problemer følger en specialiseret svangreomsorg frem til fødslen, f.eks. i de regionale familieambulatorier, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. Langt de fleste gravide i en belastet livssituation kan profitere af et sådant tilbud på frivillig basis til gavn for fostret/barnet, men der er en lille gruppe – 10-20 kvinder på årsbasis – som har det så dårligt, at de ikke magter at gøre det, de gerne vil - at passe godt på det barn, de venter.

Skades som foster

Mange af de udsatte børn af misbrugere skades allerede i fosterlivet. De bliver født med misdannelser, hjerneskade og abstinenser og udsat for omsorgssvigt under opvæksten  – skader, som der efterfølgende ikke kan rettes op på, uanset hvor god en adoptivfamilie, man finder til dem helt fra fødslen.

Alkohol, det farligste rusmiddel set i børneperspektiv, er fosterskadende under hele graviditeten. Hjerne og nervesystemet er særligt følsomme. Den alvorligste skade er føtalt alkoholsyndrom. De fleste børn med diagnosen når aldrig op på et normalt udviklingsniveau og har behov for særlig hjælp, støtte og behandling såvel i barndom som voksenalder. Børnene har som regel indlæringsvanskeligheder, adfærdsforstyrrelser, psykiske problemer, ADHD, autisme mm. Nogle er multihandikappede. 

Narkotiske stoffer er ikke fosterskadende og giver derfor ikke medfødte misdannelser. Men de er væksthæmmende og afhængighedsskabende, og mange af børnene udvikler umiddelbart efter fødslen behandlingskrævende abstinenssymptomer, som nødvendiggør indlæggelse på en neonatalafdeling og i nogle få tilfælde endda respiratorbehandling. Abstinensbehandling af nyfødte varer fra to uger til fire måneder.

Medfødte og opvækstbetingede skader på børn kan forebygges ved intensiv, tværfaglig indsats fra den tidligste fosteralder og i de første leveår, som de såkaldte Familieambulatorier varetager rundt om i landet. En veletableret institution blev desværre skrottet i Region Hovedstaden, da Hvidovre Hospitals direktion for få år siden som led i en sparerunde nedlagde Familieambulatoriet med tilhørende Videnscenter og database på Hvidovre Hospital.

Debatten om tilbageholdelse af gravide kvinder med alvorlige misbrugsproblemer, som ikke er i stand til at følge svangreomsorg og behandling, har adskillige gange været rejst i Danmark med negativt resultat. Det er svært at forstå, at vi i Danmark vægrer os ved at tilbageholde gravide kvinder med alvorlig psykosocial problematik, når formålet er at forebygge livslange skader på fostret/barnet samt at forbedre den gravides tilstand, livssituation og omsorgsevne, når man åbenbart ikke vægrer sig ved at gribe til så drastiske indgreb/overgreb som en tvangsadoption af nyfødte og ufødte børn.  

Ifølge norsk lovgivning kan gravide, som ikke er i stand til at drage omsorg for fostret/barnet, tvangstilbageholdes på en lukket familieinstitution frem til fødslen med det formål at forebygge skader på det ufødte barn. Den norske model har dokumenteret gode erfaringer målt på børnenes sundhedstilstand ved fødslen og mødrenes evne til at varetage omsorgen for barnet.

Uoprettelig skade på barn og familie

Med tvangsadoption risikerer man den stik modsatte virkning – nemlig at gøre uoprettelig skade på børnene og deres familier. Såfremt der i Danmark indføres lovgivning for adoption af nyfødte og ufødte børn uden samtykke, risikerer man, at gravide med alvorlige misbrugsproblemer, psykisk sygdom, vold, prostitution m.m. ikke tør henvende sig til læge, jordemor og andre fagpersoner eller fødsel på hospital. I så fald vil vi stå med endnu dårligere børn end ellers og tillige med en større dødelighed af både børn og mødre.

Når et ”risikobarn” adopteres, har det i samme grad som ikke adopterede ”risikobørn” behov for kompetent opfølgning vedr. trivsel, udvikling, sundhed og omsorg i kvalificeret børnesagkyndigt regi, og adoptivforældrene har behov for rådgivning, supervision og særlig opkvalificering. Derfor er det vigtigt, at der ved adoption også følger penge med barnet i samme omfang som med anbragte børn, der er øremærket til at sikre barnet den nødvendige hjælp og støtte under opvæksten.

Langt de fleste adopterede børn viser senere i livet et stort behov for at finde deres biologiske familie. Trangen til at søge efter sit biologiske ophav er stigende, og Civilretsdirektoratet modtager årligt 500-600 henvendelser fra adoptivbørn, der søger deres biologiske forældre. I Norge går man ind for ”åbne” adoptioner. I tilfælde, hvor et nyfødt barn skal anbringes umiddelbart efter fødslen, og hvor forældrene ikke inden for barnets første par leveår formår at ændre deres livsstil i en grad, som er forenelig med tilstrækkelig god omsorg, kan plejeforholdet ændres til adoption i den samme plejefamilie. Denne model har den fordel - udover at sikre barnet tryghed og stabilitet under hele barndommen - at barnet kender sine ”rødder”, og at der kan være kontakt mellem barnet og forældrene under barnets opvækst under trygge rammer.  

Kommuners tvivlsomme rolle

Endelig er der kommunernes tvivlsomme rolle. Børn med medfødte skader, tvivlsom trivsel og udvikling bliver spredt ud til kommuner, der er kendt for ikke at have de nødvendige ressourcer og specialfaglig ekspertise til i tilstrækkelig grad at håndtere komplicerede børnesager med dårlige børn og medfødte skader. Det er derfor forstemmende, at det netop er kommunerne – og ikke regionerne - der suverænt bestemmer, hvilken type hjælp og behandling nyfødte og ufødte børn skal have - og dermed hvilke fremtidsmuligheder, de vil få.

Spørgsmålet er, om det er et udtryk for en velfærdsstats kynisme, når et autoritært ledet politisk system vil gribe til tvangsadoption af ufødte og nyfødte børn overfor samfundets mest udsatte og hjælpeløse mennesker og helt negligere alternative løsninger som f.eks. den dokumenterede norske model.