Overlæge i anæstesiologi og intensiv terapi, Kenneth Jensen/b, dykker i dette indlæg ned i den sundhedsfaglige begrundelse for nedslagtningen af alle mink i Danmark. Han har gennemgået de forskellige interviews og skriftlige fremstillinger, rapporter m.v. og mener, at sagen er et case study i, hvordan ting kan gå galt, når sundhedsprofessionelle skal kommunikere risiko og videnskabelige fund med jurister og politikere.
Det sundhedsfaglige aspekt ved minksagen: Frygt og fejl på fejl

Siden Minkkommissionen publicerede sin rapport i juni 2022 om forløbet op til aflivning af alle mink i Danmark, har journalister og politikere italesat beslutningens manglende lovhjemmel. Det emne er velbelyst og fortjener ikke yderligere diskussion, men det gør derimod den sundhedsfaglige begrundelse for nedslagtningen.

Skribent

Kenneth Jensen

Kenneth Jensen

overlæge i anæstesiologi, Næstved Sygehus

Minkkommissionen giver os et sjældent indblik i beslutningsprocessens faglige spor dybt ind i centraladministrationen, og det er både ophidsende og underholdende læsning. Mange politikere og embedsmænd blev interviewet, og utallige emails og sms'er blev endevendt - undtagen dem, der var blevet slettet af statsminister Mette Frederiksen (Soc.) og departementschef Barbara Bertelsen. Det gør det alligevel muligt for os at besvare en række væsentlige spørgsmål: Hvem sagde hvad? Hvorfor og hvornår blev beslutningen truffet? Hvorfor skulle det gå så vanvittigt stærkt? Og hvordan talte sundhedsmyndighederne med embedsværket? Her er, hvad jeg har lært.

Udviklingen af COVID smitte på minkfarmene i Danmark

COVID-epidemien ramte Danmark i februar 2020. Danmark havde 1.125 minkfarme med 14-17 millioner mink (heraf 4 millioner avlsdyr), hvilket udgjorde en femtedel af den samlede bestand på kloden. Minkerhvervet i Nordjylland rummede 6.000 arbejdspladser. I juni 2020 blev Statens Serum Institut (SSI) opmærksom på en stigende smitte hos nordjyder med tilknytning til minkfarme, og inden for få måneder bredte smitten sig til yderligere 190 farme. 400 danskere testede positive for minkspecifikke varianter.  

På baggrund af en rapport fra SSI den 1. oktober 2020 gennemførtes en nedslagtning af smittede besætninger og farme indenfor 7,8 km, fordi denne afstand mellem farme kunne forklare op til halvdelen af forekomsten af smitte. Det var på daværende tidspunkt uklart, hvilke smitteveje (vektorer), der videreførte smitten, men ingen interesserede sig synderligt for dette. Samme måned blev fem nye minkvarianter identificeret, hvoraf den ene ('cluster 5') havde flere mutationer for kodningen af spikeproteinerne på virus' overflade. Disse spikeproteiner har betydning for virus' sygdomsfremkaldende effekt og var således et vigtigt mål for vacciner. 

Evighedsdialogen

Udviklingen vakte opsigt hos SSI og centraladministrationen. Nøglemedarbejdere i SSI var oppe på mærkerne. På baggrund af et haste-notat fra SSI blev et møde den 17. juni holdt mellem faglig direktør Kåre Mølbak og Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen (SST). Tejs Binderup, afdelingschef i Fødevareministeriet, noterede, at ”Mølbak vil aflive fremadrettet, Brostrøm vil ikke”, og i en mail dateret 25. juni skrev Anders Fomsgaard, virolog i SSI, at "yderligere forsøg skal til for at bevise det men de forsøg tager for lang tid. SÅ jeg advarer og opfordrer til at skaffe den nye virus variant af vejen så hurtigt som muligt som i nu!" I en mail til Helene Probst, vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, redegjorde Brostrøm for sin uenighed: ”På baggrund af sådanne haste-notater kan SST godt hjælpe med hastevurdering af risiko og tiltag, men hvis vi i SST ikke får et ordentligt grundlag så bliver det jo blot en politisk ’fisketur’ efter myndigheders ’mavefornemmelser’, og det kan de jo få hos SSI!" 

Uenigheden mellem SSI og SST var åbenbar og skulle vokse sig større. 

Tre måneder senere (15. september) var smitten stigende, og situationsrapporter fra SSI blev mere katastrofetænkende. Paolo Drostby, kontorchef i Fødevareministeriet, udsendte en mødeinvitation med dagsordenen, ”alle smittede besætninger slås ned ud fra et forsigtighedsprincip og/eller der iværksættes alternative tiltag”. Selvom der her var tale om indgreb overfor smittede farme, syntes SSI igen at promovere nedslagtning af alle mink. Eller som Dorthe Eberhardt Søndergaard, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), beskrev det, ”de ændringer, som Anders Fomsgaard omtalte i P1 her til morgen, som vækkede bekymring var netop ikke forbundet til minken. Og så undrer det mig, at I pludselig vil drøfte, om alle mink i Danmark skal aflives ud fra et forsigtighedsprincip. Det virker da helt vildt overdrevet. Hvad er formålet hermed? Mener I reelt, at vi skal aflive alle mink?” 

Tejs Binderup blev også forvirret over Fomsgaards udmelding, som var væsentligt mere omfattende end blot smittede farme. Få dage senere skrev Mathilde Mammen, teamleder i Fødevareministeriet, at ”vi er i gang med at se på konsekvenserne hvis alle mink aflives”. Da Mølbak blev spurgt ind til, om det lå i den såkaldte værktøjskasse at genoptage den metode med at aflive, svarede han, at ”det er klart, det ligger i værktøjskassen, men det bliver altså fødevaremyndighederne, der kommer til at trykke på den knap”.  

Man får således indtryk af, at SSI på de interne linier advokerede for en nedslagtning af samtlige mink i Danmark, men på de officielle linjer fralagde sig et ansvar for den konkrete beslutning. I en mail den 28. september udtrykte Magnus Heunicke, sundhedsminister, skepsis om den beslutning, man fra SSI advokerede for: ”Jeg er særdeles utryg ved dette. Hvis det virkelig er den faglige indstilling, så ok. Men det forekommer letsindigt”. Den 30. september skrev Martin Ulrik Jensen, afdelingschef i Finansministeriet, at ”man overvejer massemord på mink”, og i notatet om ’Håndtering af coronasmitte i minkbesætninger’ fremgår det, at ”det har i forberedelserne af sagen været drøftet om, der bør overvejes en aflivning af samtlige danske minkbesætninger, idet scenariet er, at minksmitte kan betyde at alle vacciner i verden vil være ineffektive”. Denne sidste sætning skulle vise sig at være et ordret citat fra Pelle Pape, departementsråd i Statsministeriet, i en mail, hvor han skrev, at ”jeg synes det fremgår ret klar af vurderingen fra SSI at det er megafarligt at gamble med det her mink. Scenariet er at det her minksmitte kan betyde at alle vacciner i verden vil være ineffektive”.

Denne vidtrækkende fortolkning fra en ikke-sundhedsfaglig fik lov til at fylde ganske meget i den videre korrespondance, men kan jo kun være opstået i den interne dialog med SSI.

Hvordan spredte smitten sig mellem minkfarmene?

Den 23. oktober udgav SSI og Styrelsen for Patientsikkerhed en epidemiologisk udredning af COVID-smittede minkfarme i Danmark. COVID blev fra midt juli 2020 påvist i 132 minkfarme i Nordjylland. 54 farme havde kliniske symptomer i besætningen, 35 havde smittede ansatte, 32 havde døde mink, og 14 blev opdaget på baggrund af kontaktopsporing fra andre smittede farme. Mange dyr blev undersøgt som vektorer, herunder måger, fluer, rotter og kaniner, og det blev konkluderet, at afstand fra farmen kunne forklare halvdelen af forekomsten. Den mest sandsynlige smittevej var ikke mellem dyr, men fra mennesker til mink, og mellem mennesker. Rapporten omtalte dog ikke de indbyrdes kontakter blandt de ansatte på farmene, men fremhævede, at halvdelen var blevet testet en eller flere gange.  

Som den eneste undrede Heunicke sig over disse smitteveje. Til Per Okkels, departementschef i Sundhedsministeriet, og Lene Brøndum Jensen, kontorchef i Sundhedsministeriet, skrev han den 26. oktober, ”så hvad nu, hvis smitten bæres af et net af illegale østeuropæiske arbejdere, der i vid udstrækning arbejder på en hel del danske minkfarme? Hvad hvis disse østarbejdere bor sammen under trange forhold og går under radaren både skattemæssigt, boligmæssigt og nu også sundhedsmæssigt? Vi ved at branchen gør brug af legal østeuropæisk arbejdskraft i meget stor stil ifm den årlige pelsning og aflivning. Og vi ved naturligvis ikke, om der også findes den her form for illegal arbejdskraft”.

Heunicke stillede de rigtige spørgsmål, men han fulgte ikke sagen op. Mølbak havde en yderligere personlig observation: "I det område af Danmark lå farmene meget tæt, og der var rigtig mange mennesker, som havde deltidsarbejde på en farm og deltidsarbejde som sosu-medhjælper eller på et plejehjem.”  

Skal man forstå dette korrekt, var døren altså åben på vid gab fra minkfarme til plejehjem i efteråret 2020, og alle - herunder SSI - kiggede den anden vej. 

SSI har publiceret flere risikovurderinger, nyheder på hjemmesiden og udkast til videnskabelige artikler og rapporter om COVID på danske minkfarme. Det er især værd at bemærke forskellen mellem risikovurderingerne fra november 2020 og maj 2022. Hvor den sidstnævnte har videnskabelig systematik og grundig statistik, er den første risikovurdering kortfattet prosa med løse tanker, gentagelser og vidtrækkende konklusioner, der overhovedet ikke er dækning for i datamaterialet; den har karakter af en retfærdiggørelse af en beslutning, der allerede er taget. Fælles for de to dokumenter er imidlertid, at SSI på intet tidspunkt tager stilling til, hvordan så mange minkfarme kunne rammes af COVID på så kort tid, selvom resten af samfundet havde begrænset smitte. Rapporten fra Dansk Veterinær Konsortium studser ikke over implikationerne af den statistik, de præsenterer. Den mest nærliggende forklaring er naturligvis, at det er ikke-testede, smittefarlige ansatte, som cirkulerer mellem mange farme - løsarbejdere, der holder sig under radaren. Det forholder rapporten sig ikke til, men gentager som et mantra, at smitten er ude af kontrol "på trods af de forebyggende tiltag, der hidtil er truffet". De konkrete tiltag forbliver aldeles udokumenterede. Man kan derfor konkludere, at forebyggende tiltag ikke blev benyttet i 2020, og at myndighedernes smittekontrol på farmene i bedste fald var fodslæbende og halvhjertet. Det minder desværre om en lignende problematik på plejehjemmene, hvor det alt for sent kom frem, at smitten blev udbredt via ikke-testede, udenlandske vikarer. 

De to informationsspor

Månederne op til november 2020 var præget af to informationsspor fra SSI til embedsværket: 1) et officielt spor med overvågning, tilgængelige rapporter og nyheder, og 2) et uofficielt spor på de interne linier med mails, sms'er og mundtlig kommunikation. Det første spor var objektivt med en vinkling, der dog talte til de værst tænkelige outcomes. Det andet spor var personligt bekymret med et værdiladet indhold, der talte til en nedslagtning af alle mink, jo før jo bedre. Fælles for de to spor var overvægten af teorier, der ikke var afprøvet i praksis, og en grundlæggende mangel på konsultation af andre specialister på området. I det interne spor tillod man endvidere fra SSI, at ikke-sundhedskyndige embedsfolk uden filter kunne videregive ekstreme fortolkninger i den ministerielle nyhedsstrøm. 

Ifølge Line Nørbæk, afdelingschef i Finansministeriet, var der ”en evighedsdialog om sundhedsmyndighedernes vurdering. SSI foretog en vurdering af risikobilledet, og den var ildevarslende. Kåre Mølbak har sagt, at ’så længe der er mink i Danmark, er der ekstrem fare. Der skal ikke være levende mink i Danmark før der er immunitet i Danmark’."  

Grænsen mellem faglig rådgivning og politisk handling var således allerede forsvundet længe inden de skelsættende dage den 2-4. november, hvor de to spor krydsede hinanden. 

Ulven kommer!

Den 2. november havde pelsdyravlerne (Tage Pedersen fra ’Kopenhagen Fur’) et møde med Mølbak i Fødevarestyrelsen. Det handlede om en mulighed for at kunne pelse inden for sikkerhedszonerne, og om at kunne bevare avlsdyr, således at erhvervet havde en fremtid. I dette møde deltog bl.a. Hanne Larsen, veterinærdirektør, og det udviklede sig helt anderledes, end nogen havde forestillet sig.  

Mølbak smed en bombe. Han beskrev, at SSI var ved at se på nogle bekymrende minkvarianter, hvor antistoffer havde nedsat effekt: ”Det er derfor en alvorlig situation. Hvis ikke myndighederne tager den nuværende situation alvorligt, er der risiko for, at der i et worst case-scenarium skabes et nyt Wuhan, og man kan skabe risiko for, at myndighederne skal bekæmpe to pandemier samtidig”.  

Ordene skabte stor uro i lokalet. Minkavlerne var rystede. Hanne Larsen informerede efterfølgende Mogens Jensen, fødevareminister, Henrik Studsgaard, departementschef i Miljøministeriet, samt Tejs Binderup, afdelingschef i Fødevareministeriet, om at der kun var tale om Mølbaks mundtlige fremlæggelse af resultaterne. Det var nye oplysninger, og der var intet på skrift. Mogens Jensen var naturligt nok overrasket over, at meldingen ikke kom fra sundhedsmyndighederne selv. Mogens Jensen og Paolo Drostby havde derefter et møde med Kopenhagen Fur, mens Hanne Larsen informerede Per Okkels, der heller ikke var blevet briefet. Han kontaktede Barbara Bertelsen. 

Embedsværket var blevet skræmt, og telefonlinierne glødede. På et opklarende møde mellem departementschefer fra seks ministerier, Thorkild Fogde, rigspolitichef, Hanne Larsen og Tejs Binderup redegjorde Per Okkels for briefingen fra SSI og Mølbaks bekymring. Barbara Bertelsen udtrykte nødvendigheden af hurtig handling: ”vi leger allerede med ilden med den svage eksekveringskraft. Er ægte bekymret for, at det her er på vej til at gå galt”. Per Okkels inviterede Tyra Grove Krause, faglig direktør i SSI, Anders Fomsgaard og Kåre Mølbak til et telefonmøde næste morgen med ordene, ”tror alle mink skal væk hvis jeres undersøgelse holder”. Til det svarede Tyra Grove Kause, ”Vil også gerne af med minkene”. På telefonmødet deltog også Søren Brostrøm, som i modsætning til alle andre advarede imod at lægge disse data om cluster-5 til grund for en yderligere risikovurdering. Han brugte det billede, at cluster-5 var et pyntebær på kagen, og at kagen ville fede lige meget, uanset om det pyntebær kom på eller ej. Han fremhævede også, at data var utilstrækkelige og i bedste fald hypotesegenererende. Ifølge Brostrøm var det ”bestemt en alvorlig trussel mod folkesundheden. Pointen er bare, at det ikke var nyt. Det var en linje, der også lå i risikovurderinger, der også blev sendt og kommunikeret i løbet af oktober og faktisk helt tilbage til september”

Men ingen lyttede. Panikken havde taget rod i folks bevidsthed, og alting blev sort/hvidt.

SSI fik travlt med at udarbejde en kort rapport om cluster-5, og dagen efter lå den på tryk. På linie med Mølbaks udtalelser konkluderede de, at ”dette vurderes at indebære en stor risiko for folkesundheden, både ved at medføre større sygdomsbyrde blandt mennesker, og ved at et stort virusreservoir i mink øger risikoen for, at der igen opstår nye virusmutationer, som vacciner ikke giver optimal beskyttelse imod. Samlet set kan den flokimmunitet, der opnås ved vaccination eller overstået infektion, risikere at blive svækket eller udeblive. Det må samtidigt forventes at betyde en væsentlig forringelse af vores muligheder for at bevare epidemikontrol i Danmark”.  

På de interne linjer konkluderede Fødevarestyrelsen, at ”der er ingen tvivl om, at sundhedsmyndighederne ikke længere vil have mink i Danmark. Det bliver dog ikke meldt ud, da man er bekymret for, at det vil påvirke motivationen til at hjælpe med aflivning”.  

I regeringens koordinationsudvalg om aftenen 3. november blev emnet diskuteret indgående. Departementschefer fra samtlige ministerier var tilstede. Samtlige mødedeltagere fik materialet meget sent, og de færreste nåede at orientere sig i det forud for mødet. Barbara Bertelsen kaldte oplægget ’provinsielt’ og fremførte, at resten af mødekredsen slet ikke havde forstået, hvor stor en potentiel katastrofe, man stod overfor. Hun fik opbakning af Pelle Pape (departementsråd i Statsministeriet): ”Skal vi ikke bare slå det ned nu, og så tage stilling bagefter”.  

Mette Frederiksen spurgte gentagne gange Magnus Heunicke, om det virkelig var nødvendigt at slå alle mink ned, og svaret var ”ja, det er nødvendigt”. Ingen gik imod SSI’s risikovurdering, som blev tillagt stor vægt. Det blev også gjort klart, at SSI skulle kunne stå på mål for denne meget vidtgående beslutning, og det bekræftede de flere gange, at de kunne. Ingen eftersøgte en second opinion fra fagprofessionelle. Den nationale operative stab udarbejdede et notat fra denne aften, hvor det blev bekræftet, at "politisk er det besluttet, at alle mink skal aflives".  

Sufflørerne i orkestergraven

Den 4. november kontaktede Magnus Heunicke en række sundhedsordførere, partiledere og borgmestre, og et egentligt pressemøde blev planlagt til om aftenen. På pressemødet deltog foruden Frederiksen og Heunicke også Kåre Mølbak, men en række sufflører i embedsværket påvirkede også mødets indhold. De kommunikerede med mødedeltagerne på sms, mens kameraerne rullede. Mette Frederiksen indledte med et budskab, der talte ind i intet mindre end verdens undergang: ”Statens Serum Institut har observeret en meget alvorlig udvikling i corona forårsaget af mink. Der er i dag konstateret coronasmitte på 207 minkfarme. Og den udvikling er sket på trods af en intensiv indsats for at begrænse smitten. […] Virus er muteret i mink. Og den muterede virus har spredt sig til mennesker. Og hvad værre er – og det er meget, meget alvorligt – så har Statens Serum Institut i laboratoriet fundet fem eksempler på virus i minkfarme – og 12 eksempler på virus hos mennesker, der udviser nedsat følsomhed på antistoffer. […] Men Statens Serum Institut har altså vurderet, at med den mutation af corona, som vi nu ser i Nordjyland, så kan vi risikere, at effekten af en kommende vaccine bliver svækket eller i værste fald udebliver. Dermed kan muteret virus hos mink have voldsomme negative konsekvenser for hele verdens håndtering af den igangværende epidemi.”  

Ordet blev givet videre til Magnus Heunicke, som understregede, at cluster-5 var afgørende for beslutningen: ”Det er vigtigt at slå fast, der er ikke tegn på, at deres sygdomsforløb er mere alvorlige end de andre sygdomsforløb, vi kender fra COVID-19. Så det er altså mutationen og forholdet i forhold til antistofferne, det er dét, som er det centrale.”  

Kåre Mølbak fremførte, at "det, der i særdeleshed har bekymret os, det er det her cluster-5 er det døbt, som er en virusvariant, der har tre ændringer i aminosyrerne, plus at den også har tabt noget af arvematerialet. Vi ser heldigvis stadig en vis effekt af antistoffer. Men den nedsatte effekt, som antistofferne har, det er nok til, at vi har skærpet vores risikovurdering." 

Denne neutrale ordlyd fik Barbara Bertelsen til tasterne med følgende indhold i hendes sms til Per Okkels, "FUCK!!! Han er ved at hive gulvtæppet helt væk under os!" Mølbak fortsatte,"i det hele taget har vi ikke advokeret for en aflivning af mink", hvorefter Bertelsen textede på ny, "Kåre har lige undsagt anbefaling om at slå minkene ihjel. I sagde i går, at SSI stod bag risikovurderingen." Okkels var nu i intens sms-korrespondance med Mølbak: ”Du var meget modificerende her. Mere skarp på partiledermøde. Genfind risikovurderingen. Du står faktisk bag anbefalingen om at aflive jvf i går”. Mølbak textede tilbage:”Det står jeg bag. Men vores rolle er primært at vurdere risiko og det har vi gjort krystalklart”. Okkels: "Gentage gerne det, du sagde tidligere: klar anbefaling fra SSI om at slagte alle mink mhp folkesundheden." 

Efter yderligere pression afrundede Kåre Mølbak sit indlæg på pressemødet med en noget bævende fremstilling af det, han i månedsvis havde italesat ganske klart på de interne linier: ”Fordi vi vil ikke tillade at … eller det vil være en stor bekymring for folkesundheden, hvis det er, at sådan en virus laver yderligere ændringer”, samt ”vi har også lagt den risikovurdering, vi har lavet, hvor konklusionen er, at denne her situation er uforenelig med et aktivt minkerhverv i Danmark”. Han undlod at fortælle, at det stort set kun var ham selv, Tyra Grove Krause og Anders Fomsgaard, der blandt fagprofessionelle stod bag denne konklusion. 

Og Mette Frederiksen glemte at fortælle, at det var disse tre personer, der udgjorde "myndighedernes anbefaling". Spurgt til det tidskritiske element svarede Mette Frederiksen noget famlende: ”Jeg vil gerne opfølgende svare, at regeringen handler i det øjeblik, hvor der ligger en faglig indstilling til, at vi desværre er nødsaget til at aflive alle mink i Danmark. Og vi bliver, vi bliver gjort opmærksom på den, den her muterede virus, og resultaterne af, af den undersøgelse, som Kåre Mølbak lige har redegjort for mandag aften, så arbejdes der fagligt med den i går, og nu står vi så her og, og igangsætter en, en egentlig aflivning af alle mink i Danmark.”  I spørgetiden fremstammede Mølbak, ”Vi har ikke tidligere advokeret over for en, for en aflivning af mink. Og i det hele taget har vi ikke, har vi ikke advokeret for en aflivning af mink. […] I forhold til, om det er en overreaktion – jamen, det er jo ikke, det er jo ikke Serum Instituttet, der, der ødelægger et erhverv”

Det var sandt i det ydre kommunikationsspor, men ganske usandt på det indre. 

Pyntebærrene på den uspiselige kage

Offentliggørelsen af regeringens beslutning og de nye minkvarianter var også på de indre linier en kommunikationsmæssig katastrofe. 

Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen (LMS) var ikke involveret i drøftelserne, og direktørerne Søren Brostrøm og Thomas Senderovitz blev først informeret om beslutningen på selve pressemødet. I en ophidset mail til Mølbak skrev Senderovitz: ”Jeg blev mildest talt temmelig overrasket over gårsdagens pressebrief og linjen, der blev lagt. Jeg er desto mere forundret over, at der ikke inden mødet var en briefing, der også involverede LMS, der vel jævnfør vores aftale er ansvarlig for effektivitet/safety vurderinger af vaccinerne. Vores syn på mutationerne er ikke helt så skarpt, som det, der i går florerede i pressen, og som det også lykkedes mig at drøfte med dig Kåre – 30 minutter inden presse‐briefets begyndelse. Skal vi ikke blive langt bedre til at holde hinanden i loop, incl. notater, med så omfattende implikationer?” Til det svarede Mølbak, at ”i forhold til mutationerne er det vores vurdering, at vi må handle og ikke afvente yderligere forskning på området. Hvis vi venter med at handle, til vi har bevis for, at virusstammen ikke dækkes af vaccinen handler vi for sent. Jeg er enig med dig i, at denne stamme formentlig bedre hæmmes af vaccine‐inducerede antistoffer end med antistoffer efter naturlig infektion, og det ser vi på. Kommunikationsmæssigt kan det være bedre håndteret, men det vil jeg ikke tage på mig”.  

Det skal bemærkes, at LMS er landets centrale myndighed, når det gælder vacciner, og at det er dem, der skal godkende en kommende vaccine. LMS var bragt i en klemme og valgte en tvetydig støtteerklæring: "På baggrund af den nuværende viden vurderer LMS, at det ikke kan udelukkes, at vaccinernes effekt er lavere for mink-deriveret covid-19 virus end human covid-19 virus, om end nuværende viden tyder på, at risikoen herfor er meget lav. Den nedsatte effekt imod mink-deriveret virus er af en beskeden størrelsesorden"

I Statsministeriet kørte kriseberedskabet i højeste gear. Bertelsen textede igen til Okkels: "Den her gang bliver I nødt til selv at tage den nu - 100%. I kan ikke skubbe den på statsministeren. Og I kan ikke kun gentage papiret fra SSI og lade hende falde i det hul, Kåre nu har lavet. Hvad foreslår du I gør nu ift Kåres undsigelse? Er sgu ikke i orden over for Mette, det han [Mølbak] gør. Han ved udmærket godt hvad, det betyder. Så han kommer med risikovurdering, som er helt klar. Når regeringen træffer den eneste beslutning, der skal træffes der pba hans anbefaling er han total fej kujon, som ikke vil tage del i ansvaret." 

Samme dag beskrev SSI fire ændringer i generne for spike proteinet i 5 farme og 12 patientprøver: ”Foreløbige undersøgelser tyder på, at dette virus fra cluster-5 udviser nedsat følsomhed for antistoffer fra flere personer med overstået infektion i forhold til ikke-muteret virus.” Mere bemærkelsesværdigt udtalte Tyra Grove Krause i et nyhedsbrev, at ”SSI har igennem længere tid udtrykt bekymring for de mutationer, der opstår i spike-proteinet. Bekymringen om, at der kunne være nedsat følsomhed for antistoffer fra vacciner var dog af teoretisk karakter. Denne bekymring er nu blevet reel efter de forsøg, som SSI først havde resultatet af den 2. november. Den samlede konklusion, der også var opbakning til fra Sundhedsstyrelsen, var derfor, at en fortsat minkavl under en igangværende COVID-19 epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden. Herunder for mulighederne for optimalt at forebygge COVID-19 med vacciner.”  

Det var dog ikke korrekt, at der var opbakning fra Sundhedsstyrelsen, og Tyra Grove Krause afsluttede sit nyhedsbrev med et besynderligt antiklimaks: ”som borger skal man ikke være bekymret. Den muterede virus er ikke farligere end andre virus eller mere smitsom."  

Travlt ved håndvasken

SSI var således begyndt at trække voldsomt i land. Det blev forstærket af, at samtlige danske og udenlandske fagfolk ikke kunne genkende det trusselsbillede, SSI havde malet frem, og virologer og professorer i infektionsmedicin stod i kø for at kritisere SSI's konklusioner omkring cluster-5.

"De data, der er lagt ud, understøtter ikke, at der her er en risiko for, at vaccinerne ikke kommer til at fungere", vurderede Jens Lundgren, professor i infektionsmedicin, og adspurgt om nedlukningen af Nordjylland replicerede han tørt, "Jeg forstod det ikke dengang, og jeg forstår det stadig ikke". Søren Riis Paludan, professor i virologi, var enig: "Baseret på de data, de får, mener jeg ikke, at man kan konkludere - og næsten heller ikke engang spekulere i - at her kunne være ophav til en ny pandemi, eller at vaccinerne ikke virker. Baseret på de data, der nu er lagt frem, synes jeg ikke, at der er basis for at lukke en landsdel ned". Thomas Laustsen, lektor i immunologi, stemte i: "Med de data, SSI idag har lagt frem, er det meget svært at sige, om det er en særligt farlig mutation. Vi ved faktisk ikke, om vi har et problem. Jeg forstår godt, man har hævet øjenbrynene, da man i laboratoriet så, at antistofferne ikke virkede så godt på den her mutation. Men med de data, jeg nu har set, så er der ikke noget af det her, der gør mig voldsomt bekymret".  

En række andre profiler fulgte trop. Lars Østergaard, professor i infektionsmedicin: "Jeg synes ikke, at man ud fra artiklen kan sige, at fremtidige vacciner vil være virkningsløse eller have nedsat funktion mht cluster 5-varianten". Martin Tolstrup, laboratoriechef : "Ingen data understøtter argumentet om, at mutationen, som SSI har fundet, kompromitterer vaccinerne". Allan Randrup Thomsen, professor i eksperimentel virologi: "SSI har i deres offentlige præsentation brugt cluster-5 til at forstærke argumentet om, at mink er farlige. Når man kigger på deres data, så er vi flere, der ikke er overbevist om, at den del af argumentet holder." Og sidst Emma Hodcroft, molekylær biolog fra Schweiz: "Det er næsten aldrig tilfældet, at en enkelt mutation vil forhindre alle vacciner i at virke. Jeg mener fortsat, at det er usandsynligt, at en mutation umuliggør alle vacciner. Og vi ved stadig ikke, hvilken effekt - hvis nogen - cluster-5 varianter har på vacciner"

Den 6. november blev gensekvensen af cluster-5 delt med ECDC (Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme) og WHO, og udenrigsministeren, Sundhedsstyrelsen og Fødevarestyrelsen holdt pressemøde for udenlandsk presse. Dagen efter blev der holdt et møde med de engelske veterinær- og sundhedsmyndigheder. Det kunne dog ikke afbøde den sønderlemmende kritik, at cluster-5 var en storm i et glas vand. På de indre linier var det nødvendigt for Barbara Bertelsen at retfærdiggøre beslutningen: Den ”er truffet på det rigtige tidspunkt – hvor vi har viden om at mutationerne allerede er sket på vej i ekstremt farlig retning, men hvor vi stadig har en chance for at inddæmme. Hvis vi lod minkene leve, ville vi med åbne øjne ikke blot påtage os ansvaret for, at cluster-5 kom i frit løb i verden og truede vaccinerne – men at der ville komme nye mutationer, som ville kunne udgøre endnu større risiko i takt med at blive mere og mere minktilpassede og længere og længere væk fra den humane udgave af COVID-19”.  

En spøjs argumentation fra en jurist uden medicinsk specialviden, stik imod vurderingen fra fagfolk, men også forventelig, da hun på intet tidspunkt havde skænket det en tanke at rådføre sig med disse eksperter. 

SSI var under heftig beskydning. Kåre Mølbak forklarede i et interview den 9. november, at ”det er mere i det politiske landskab, der er lagt meget fokus på cluster-5. Problemstillingen med cluster-5 har fået alt for stor vægt. Og det skulle ikke undre mig, hvis cluster-5 allerede er uddød”. Dette til trods for hans udlægning på pressemødet:”Vores bedste bud i forhold til, hvem der aktuelt går rundt med cluster 5 blandt de smittede i Nordjylland, det er omkring fem procent af infektionerne. Og den måde, man skal håndtere det på, er ved generelt at nedbringe smitten, for vi har ikke en mulighed for at lave en målrettet indsats mod personer med cluster-5.” Til minkkommissionen forklarede han også, at han svarede for stramt, fordi han talte uden manuskript, men at ”der var et væld af tidligere risikovurderinger. Lægger man alle de øvrige data og det bilag, der også var til risikovurderingen med beskrivelse af smittens omfang, sammen, var der et fagligt grundlag. Hovedargumentet heri var smittespredningen, og så kom cluster-5 altså som det her pyntebær ovenpå den i forvejen uspiselige kage.”

Det er aldeles umuligt at forene denne forklaring med SSI's ensidige fokus på cluster-5 varianten, der blev brugt som den afgørende og udslagsgivende del af SSI's historiefortælling om mink.  

Tyra Grove Krause havde den 11. november ligeledes behov for at modificere ved at påpege, at sagen var blevet blæst helt ud af proportion: "Det er for tidligt at fastslå, hvorvidt cluster-5 varianten kan blive et problem for en kommende vaccine - det er helt klart relevant at få afdækket, og vi har også hele tiden sagt, at der er behov for opfølgende undersøgelser". Adspurgt, hvor sikker hun selv var på, at cluster-5 vil kunne hæmme en fremtidig vaccine: "Det vil jeg først kunne sige, når jeg har set yderligere dokumentation. Det er rigtigt, at det forsøg, der er lavet her, ikke kan konkludere det". Dagen efter var Mølbak igen i pressen og gentog, at "cluster-5 var blevet tillagt alt for stor vægt”. Men det var, skulle man forstå, ikke SSI's skyld, men "mest politikerne, der er gået meget op i cluster-5"

Ganske bemærkelsesværdigt, fordi syv nordjyske kommuner blev lukket ned med det erklærede formål at forhindre netop cluster-5 i at sprede sig til resten af verden, alene på baggrund af SSI's risikovurdering. 

I dagene efter disse bortforklaringer valgte SSI at lægge afstand til Kåre Mølbak. De oplyste, at han ikke havde "tid til flere interviews", og det var heller ikke muligt at få interview med andre fra SSI, som kunne svare på, hvordan de skiftende udtalelser hang sammen. SSI’s presseafdeling udtalte direkte, ”at andre ikke skal stå på mål for hans udsagn”. Dagen efter blev det meldt ud, at Mølbak gik på pension, og at Tyra Grove Krause og Henrik Ullum ville overtage hans opgaver. Pressemeddelelsen var bemærkelsesværdig i den forstand, at den gjorde sig umage med at understrege, at timingen intet havde at gøre med de foregående 10 dages tumult: "Det er ikke nogen ny beslutning. Det har altid været min plan at gå fra på et tidspunkt, hvor jeg stadig har mange gode år foran mig". Eller som SSI's vicedirektør Ole Jensen formulerede det: "en beslutning som er truffet længe før epidemien startede". Javel så.

Eftertanke hos Statens Serum Institut

Den 3. maj 2022 udgav SSI en ny rapport om risikoen for human sundhed ved genoptaget minkavl. ECDC havde opdelt nye minkvarianter i tre kategorier, hvor den mest alvorlige, den såkaldte VOC ('variant of concern') "antyder en betydelig indvirkning på smitsomhed, alvorlighed og/eller immunitet". Smitte fra minkvarianter til det omgivende samfund var blevet undersøgt i Holland, og der var kun fundet minimal spredning. Risikoen for en VOC var faktisk så lille, at den blandt tusindvis af varianter ikke var set nogen steder siden COVID pandemiens start. Cluster-5 faldt således ikke i VOC-kategorien. For cluster-5 varianten (B.1.1.298) blev det anslået, at omkring 4.500 danskere blev smittet, men eftersom den ikke var konkurrencedygtig i forhold til de varianter, der allerede var i omløb, døde varianten ud af sig selv. 

Det var således SSI's konklusion, at minkvarianters betydning for folkesundheden var meget begrænset, en konklusion der gik stik imod de tidligere SSI-rapporter.

Et andet interessant emne i rapporten er betydningen af smitteforebyggende foranstaltninger på minkfarmene. Eksempelvis ville daglige PCR-tests af ansatte dramatisk kunne reducere risikoen for spredning mellem ansatte og mink og nærmest eliminere risikoen for spredning til det omgivende samfund. Daglige antigen-tests og konsekvent brug af ansigtsværnemidler og håndhygiejne ville ligeledes reducere risikoen. Brug af værnemidler uden træning eller supervision havde derimod ingen effekt på spredningen, hvilket jo netop var det, der var gældende i 2020. Det forklarer, hvorfor minkvarianterne spredte sig så eksplosivt. Sidst var det SSI's vurdering, at "en restriktiv adgang til minkbesætninger, således, at det kun er et fåtal af personer, der færdes i besætningen, vil være et effektivt tiltag, hvis det kan implementeres effektivt. Særligt, hvis det sikres, at ansatte ikke arbejder i minkbesætninger på forskellige adresser." Igen skal man huske på, at det jo netop var deltidsansatte med arbejde på mange adresser, der i 2020 spredte minkvirus. 

Det er også værd at bemærke, at der ikke blev konstateret smitte til nedslagningspersonalet eller Fødevarestyrelsens tilsynspersonale, hvilket indikerer, at man med korrekt anvendelse af værnemidler med lethed kunne forebygge smitte til mennesker. Min konklusion er derfor, at masseslagtning af mink i november 2020 næppe var kommet på tale, hvis smittekontrollen havde været bedre.

Lidt om krisepsykologi

Regeringen havde forud for pressemødet den 4. november 2020, hvor beslutningen om nedslagtningen af alle mink blev vedtaget, ikke rådført sig med andre sundhedsmyndigheder - Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen, udenlandske eksperter eller det rådgivende panel af danske eksperter. Det kan undre, at regeringen valgte kun at rådføre sig med Kåre Mølbak i analysen af cluster-5 problemet. Og når Mette Frederiksen på pressemødet benyttede ordet "anbefaling", talte hun om noget, der reelt ikke eksisterede i risikovurderingen; hun valgte blot én af mange mulige fortolkninger. Krisepsykologisk adfærd kan kortslutte den logiske analyse, men det kan et grundlæggende politisk ønske om at lukke minkerhvervet også. Begge dele virker selvforstærkende.  

Centraladministrationens evighedsdialog om mink i efteråret 2020 var præget af ustruktureret krydskommunikation; alle talte med alle i en blanding af kancellisprog og slang, følelser og dommedagsfrygt, mens analyser og strøtanker svævede frit i mails og sms'er mellem ministerier og styrelser. Graden af copy paste og gentagelser af centrale præmisser (f.eks. "betydelig fare for folkesundheden") var enorm. Disse gentagelser bekræftede ukritisk den oprindelige observation og forhindrede nytænkning og nuancering.  

Indenfor psykologi kaldes dette for 'validitetseffekten': Når en løgn gentages længe nok, bliver den til en sandhed. Den skaber dårlige analyser og blindhed for alternative løsninger, mens den gode løsning består i at give tid, at nuancere, og at inddrage så mange fageksperter som muligt, før en vidtgående beslutning træffes.  

Kortlægningen af de mange informationsstrømme har dog vist, at beslutningen om at nedlægge minkerhvervet byggede på en stribe af fejl, der hver især kortsluttede den gode beslutningsproces: Ingen læste baggrundsmaterialet forud for beslutningen; man benyttede ukritisk enkeltkilder og lod ikke-faglige fortolkninger fylde; risikovurderinger fremstod luftige og katastrofetænkende, fremfor at være analyserende og eksplorerende; samtlige eksperter i virologi og infektionsmedicin blev ikke hørt og viste sig at være lodret uenige med SSI; cluster-5 varianten var ikke en 'variant of concern' og forsvandt spontant kort tid efter; og hvis smitteveje og smitteforebyggelse på minkfarmene var blevet taget alvorligt, havde lukning af erhvervet ikke været en nødvendighed.

Læren af minksagen er indlysende. Jurister og politikere er ikke sundhedseksperter. De er ofre for de samme psykologiske fejlslutninger som alle os andre, når de behandler områder, de ikke har fagspecifik viden om. De lader sig narre af ensidige fremstillinger, hjemmestrikkede fortolkninger og uklare risikovurderinger. En ældre kollega fortalte mig engang, at uvidenhed kan virke meget beskyttende - man ved ikke, når man er ude på dybt vand. 33 års klinisk lægearbejde har bekræftet mig i, at det faktisk er en dyb sandhed.  

Der er altid tid til et kritisk eftersyn af data, og man opnår kun et oplyst grundlag, hvis man konsulterer mange kilder. Faglighed, objektivitet og refleksion bør være en væsentlig del af en regerings beslutningsgrundlag, når man skriver Danmarkshistorie. Minksagen og Mette Frederiksens embedsapparat blev desværre et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal gøre det.

Say something here...
You are a guest ( Sign Up ? )
or post as a guest
Loading comment... The comment will be refreshed after 00:00.

Be the first to comment.