Skip to main content

Giv os besked, hvis der mangler vigtig information om medicin

  • For nogle uger siden kunne Anne Bülow-Olsen i et debatindlæg fortælle, at hun flere gange har oplevet, at den danske interaktionsdatabase over medicin mangler vigtig information, hvilket kan skade patienterne. Enhedschef i Lægemiddelstyrelsen, Hanne Lomholt Larsen, opfordrer nu læger eller andre, der har opdaget, at der mangler opdateringer vedrørende specifikke lægemidler, om at give direkte besked, så det kan rettes.

Anne Bülow-Olsen kritiserer i et debatindlæg fra 12. oktober Lægemiddelstyrelsens interaktionsdatabase for at være forsømt, hvorfor hun ønsker sig en ny database, som alle i sundhedssektoren kan bruge.

Skribent

Hanne Lomholt Larsen

Hanne Lomholt Larsen

enhedschef, Lægemiddelstyrelsen

Interaktionsdatabasen er en database, som indeholder en række væsentlige informationer om, hvordan lægemidler kan påvirke hinanden i kroppen. Vi forsøger så vidt muligt at have de væsentligste informationer med og har øget fokus på databasens kvalitet de seneste år. Men der vil være lægemidler, som er af ældre dato, hvor vi medgiver, at informationen kunne være mere nemt tilgængelig. Det forsøger vi løbende at være opmærksom på og retter derefter. 

Vi sætter derfor også pris på at få direkte besked fra læger eller andre, der ligesom Anne Bülow-Olsen har opdaget, hvis der mangler opdateringer vedrørende specifikke lægemidler, så vi hurtigere kan få dette rettet til.

Interaktionsdatabasen bør ses som en støtte og et supplement til den vurdering og viden, lægerne i øvrigt har om deres patient og de lægemidler, som vedkommende får. Den indeholder allerede den ”trafik-lys”-funktion, som Anne Bülow-Olsen efterspørger, hvor lægerne med rød-gul-grøn-knapper kan se, hvilke interaktioner der kræver særlig opmærksomhed.

  • Oprettet den .