ToptekstCorona har skabt mange menneskelige tragedier. Men coronakrisen har været noget af det bedste, der kunne ske for sundhedsvæsenet og samfundet, mener overlæge Arash Afshari. Vi er bl.a. blevet tvunget til at reflektere over prioriteringer og kigge på samspil mellem ressourcer og prioriteringer. "Jeg ser allerede masser af arbejdsprocesser, der er forandret til det bedre," skriver Arash Afshari blandt andet i dette debatindlæg.
Coronakrisen har været noget af det bedste, der kunne ske

Danmark blev lukket ned den 12.3. Så meget er sket på så kort tid. En skizofren udvikling på godt og ondt. Og det har været hektisk på alle fronter for mange af os i sundhedsvæsnet og har krævet en ekstrem tilpasning.

Skribent

Arash Afshari

Arash Afshari

Forskningsansvarlig overlæge, Anæstesi og operationsklinikken, Rigshospitalet

Men det har også været en hverdag, som har budt på masser af spændende udfordringer og muligheder. Virkelig inspirerende at være sammen med kolleger, der alle vil i samme retning. Hvor personlige interesser pludselig ikke fylder ret meget. En fantastisk holdånd. Et system hvor man pludselig kan få sagsbehandlet ansøgninger på 48 timer, som før i tiden kunne tage flere måneder.

Men også en hverdag præget af kolossal forvirring med skiftende og modsatrettede udmeldinger fra myndighederne. En hverdag med mangel på udstyr og værnemidler og en hel del storm p-løsninger for at få tingene til at hænge sammen og få at sikre patienter bedst mulig behandling.

Vi tvinges til at forholde os

Men overordnet har det været helt unikt at opleve begivenhederne. Lige nu er mange af os, der har været med, ret udmattede, særligt mentalt. Jeg kan med garanti sige, at jeg i hvert fald aldrig har læst så mange videnskabelige artikler på så kort tid. En sand information overload har ramt os alle i sundhedsvæsnet. Og det er svært at holde sig konstant skarp mentalt oven på det her forløb. Særligt når man ved, at det her blot er en begyndelse.

Dog vil jeg gå så langt at påstå, at det er noget af det bedste, der kunne ske for vores samfund som helhed og for sundhedsvæsnet i særdeleshed. For det tvinger os til at reflektere over livet, prioriteringer, kigge på samspil mellem ressourcer og prioriteringer, vores syn på kloden og miljøet og se sundhedsvæsnet som en vigtig del af vores klima-strategi. 

Den største disruption siden Den Anden Verdenskrig vil mange påstå. Allerede nu med en tragisk udgang for mange mennesker globalt. Langt flere døde i USA end i hele Vietnamkrigen. 

Men fagligt super spændende. En virkelighed, hvor samtlige landes strategier inden for sundhedsvæsnet og erhvervslivet kan analyseres på kryds og tværs. En fantastisk epidemiologisk mulighed af usete dimensioner. 

Vi får pludselig tilgang til en masse data, som kan bruges konstruktivt, når vi skal drøfte prioriteringer i sundhedsvæsnet langt udover coronakrisen. Vi kan sagligt diskutere og se et samspil mellem beredskaber, tests, værnemidler, hygiejne og national sikkerhed i samme moment.

Hvor vores politiske prioriteringer og drøftelser om dansk erhverv og arbejdspladser, globalisering, billig import af udstyr og afhængighed af Kina får en hel anden prioritering set ud fra national-sikkerheds-politisk perspektiv.

Hvad har vi lært?

Men hvad har vi egentlig lært hidtil i sundhedsvæsnet af coronakrisen?

Vi har i hvert fald lært, at man godt kan ændre tilgang og implementere forandringer over-night, når det kræves. Og at vi ikke behøver at have tonsvis af rapporter og møder og konsulenter for at kunne implementere forandringer, der kommer patienterne til gode.

At vi rent faktisk kan ændre praksis og spare en hel del penge og ressourcer samtidig med, at patienterne får en bedre behandling.

Eksempler på det er: En hel del patienter, der går til unødig efterkontrol, har fået afsluttet deres forløb på hospitalerne og henvist til egen læge, uden at det kommer til at påvirke deres videre helbred. Det har i betydelig grad aflastet en række ambulatorier og afdelinger.

En del konsultationer på hospitalerne og hos egen læge er med succes blevet afviklet over telefon eller via video-konsultationer. Det giver større tilfredshed hos ikke alene patienter, men også mere tid og mindre stress for de ansatte. En afledt effekt er også en besparelse på personale, transportudgifter og mindsket smitterisiko for kritisk syge patienter, der kommer i kontakt med andre smittede, mens de opholder sig på hospitalerne.

Man har i højere grad haft fokus på hjemmebehandling, som kan f.eks. komme cancerpatienter til gode.

Vi har set markant fald i sygefraværet hos børn i skoler og institutioner; vi har stort set elimineret influenza; vi ser meget få børn i børnemodtagelserne med svære luftvejssygdomme; vi har færre børn i respiratorer forårsaget af diverse virussygdomme grundet bedre hygiejne; vi har set en voldsom i reduktion i antal af for tidlig fødte børn (90 procent reduktion) og komplikationer under graviditeten i forhold til sammenlignelige perioder fra tidligere, formentlig pga. mindre grad af stress og eksponering for infektioner.

Der er rapporteret langt færre patienter med blodprop i hjertet og hjernen, og ja, vi kan godt indvende, at det formentlig til dels skyldes, at patienterne ikke kommer til lægen. Men det er nok ikke den fulde sandhed. Vi begynder allerede nu at diskutere rundt omkring i Europa om, hvorvidt det rent faktisk skyldes mindre stress, forurening og andre livsstils-faktorer, og at patienterne i virkeligheden ikke bliver syge i samme omfang.

Skuffende resultat ved økonomiforhandlinger

I forlængelse af de netop afsluttede økonomiske forhandlinger mellem Danske Regioner og regeringen, blev der tilført forbavsende og skuffende få penge til sundhedsvæsnet, vil jeg og mange andre mene.

Det kan være vanskeligt for den enkelte i systemet at forstå, når man har givet den ene hjælpepakke efter den anden for at holde hånden under samfundet. Vel mærke ud fra den betragtning, at sundhedsvæsnet ikke skulle knække midtover af coronakrisen.

Vores sundhedsvæsen har i virkeligheden overpræsteret gennem mange års effektiviseringer, fusioner, centraliseringer og vedvarende reformer. Efter at have arbejdet i flere lande er jeg af dyb beundring for, hvad vi kan præstere i Danmark. Vi har et meget dedikeret sundhedsvæsen drevet af sundhedspersonale, som ikke alene pisker rundt 24-7. Men også et system med en masse innovation og forskning, som oftest foregår i vores fritid og uden de nødvendige ressourcer og anerkendelse fra politikerne og administratorerne i finansministeriet, statsapparatet eller Danske Regioner.

Men som bekendt kan man ikke piske på en lidende hest alt for længe. Før eller siden går det galt.

Og den omstillingsparathed, som vi har set under coronakrisen skal ikke tages for givet.

Klapsalver fra altaner og andet har for mig og mange andre sundhedsansatte kun sparsom symbolværdi.

Det afgørende er, at man tager fat i spørgsmålet om, hvad vores sundhedsvæsen skal kunne fremadrettet og afpasser det med de ressourcer, der stilles til rådighed.

Der er brug for en strukturel og gennemgribende analyse, der er baseret på faglighed, og ikke på politiske studehandler, ideologi, forsøg på at få et billigt point og se bedre ud i opinionsmålinger. Sundhedsvæsnet er et bundløst hul, hvor man ikke kan producere sig ud af sygdomme. Vi har lært at få patienterne så hurtigt ude af døren efter indgreb, at man nærmest få indtryk at stå i en BMW eller VW-fabrik. Men det er blevet lysende klart for alle, at vores system ikke har været gearet til pandemier og en virkelighed med patienter, som forbliver indlagte i meget længere tid som følge af deres sygdom.

Uden evidens kan patienter skades 

Gennem længere tid har mange læger prædiket og holdt sig til princippet ”less is more”. En ideologisk og videnskabelig tilgang, som sigter mod, at man ikke nødvendigvis skyder med alt, hvad man har i hånden af ammunition, men også ser vores interventioner i et samspil med patienten, og hvad der er bedst for den enkelte. Og at man bør være kritisk fremfor alt overfor nye interventioner, med mindre de er baseret på solid evidensbaseret grundlag.

Og COVID-19 har været et mikrokosmos af netop den diskussion. Vi har lært på den hårde måde, at man ikke bør lægge patienterne hurtigt i respirator; og at nej Mr. Trump; klorokin er ikke nogen mirakelkur. Mange af de tiltag, der er blevet indført, har siden vist sig at have i bedste fald ingen effekt, men måske sågar haft negativ effekt på patienterne.

Så i vores iver på at hjælpe kan vi netop risikere at påføre patienterne skade, hvis ikke vores behandlinger er baseret på evidens og ud fra devisen ”less is more”. Naturligvis skal vi behandle vores patienter, men vi skal ikke se dem som forsøgskaniner. Nye interventioner SKAL indføres under strengt kontrollerede videnskabelige forhold og forsøg, og resultaterne SKAL være repræsentative.

Det nytter ikke at udføre forsøg på en selekteret patientgruppe af f.eks unge og derefter ekstrapolere resultaterne af en ny dyr medicin til ældre borgere, velvidende at respons og bivirkninger kan være helt forskellige blandt de to grupper. Blot fordi patientlobbyorganisationer og farmaindustrien presser på.

Man bør indse, at mange af vores interventioner desværre ikke bunder i evidens, og ønsket om at gøre noget i sidste ende kan påføre den enkelte patient skade og koste samfundet mange penge. Unødige behandlinger for mange milliarder er noget, der ses globalt. Unødige screeninger og kontroller for mange patienter påfører dem dårligere livskvalitet og koster samfundet ressourcer og penge. Så screeninger og kontroller skal bunde i faglighed og ikke været politisk eller økonomisk drevet.

Væk fra kassetænkning

Indføring af enhver ny behandlings-intervention bør ligeledes opvejes mod risici og pris. I sidste ende er det den samlede pakke af behandlinger, som giver kvalitet. Et system er aldrig stærkere af det svageste led.

Det nytter ikke, at man sparer på de bløde hænder og mindre prestigebetonede tiltag som fysioterapi, hvis man blot bliver målt på antal operationer og indkøb af dyre maskiner som robotter. En hjertekirurgisk patient, som ikke får sin nødvendige efterbehandling i form af fysisk træning i kommunerne, vil være sygemeldt i længere tid og koste samfundet langt flere penge, end hvad et kirurgisk indgreb i sig selv koster.

Der er brug for at komme væk fra den kassetænkning, der præger sundhedsvæsnet.

Og hvad er der egentlig råd til i det hele taget? For mig er det indlysende klart, at vi som enhver husstand bør prioritere. Skal vi kunne tilbyde enhver behandling uanset pris og effekt? Det giver meget lidt mening. Men det bør være fagligheden, som bør være i højsædet, når man diskuterer prioriteringer. Medicinråd og andre ekspertråd bør have langt mere magt og være fritaget for konstante politiske indblandinger.  

Coronakrisen har givet fagligheden plads i folks stuer

Det er dog på sin plads, at lægestanden, sundhedsvæsnet og sundhedsmyndighederne ser indad oven på coronakrisen. Det står vel tydeligt for alle, at vi ikke har haft samme syn på strategi og prioriteringer hidtil (f.eks. pandemiberedskab, værnemidler, test, respiratorer og andre kritiske udstyr, medicinlager, supersygehuse og faciliteter). De forskellige aktører har alt for ofte været drevet af diverse interesser og ikke nødvendigvis fagligheden.  

Vi har længe været vidne til uenigheder i Lægeforeningens forskellige søjler (Praktiserende Lægers Organisation PLO, Yngre Læger og Overlægeforeningen), hvor økonomiske rammer i forhold til behandling i primærsektor og hospital sektoren har fyldt en del.

Men vores hverdag har også været præget af, at vi ikke har sagt fra, når fagfolk og Danske Regioner har været under massivt pres fra patientforeningerne, andre lobby-organisationer eller politikerne, som gang på gang har været drevet af enkeltsager i pressen, og hvor fagligheden er blevet tilsidesat.

Coronakrisen har nærmest monumentalt ændret lægers interaktion med pressen. Vi har oplevet en hidtil uset eksponering af fagligheden, hvor vi pludselig har fået en hel del tid i bedste sendetid og i alle nyhedsplatforme. Vi har haft lejlighed til at brage igennem Hr og Fru Danmarks TV, radio og mobiltelefoner med sundhedsbudskaber og er blevet fantastisk taget godt imod.

Det er sket til trods for en kultur, hvor man som læge oftest føler sig truet på sin ytringsfrihed af arbejdsgiverne og politikerne. Men også præget af grundlæggende mistro overfor journalisterne og medier grundet ofte bevist og forudindtaget trang til at skabe en breaking news og en forside-historie.

Men coronakrisen har - i hvert fald for mig - betydet en hel anden relation til pressen. Og det er absolut positivt ment.  

Fremadrettet kommer vi ej heller udenom lægernes afhængighed af lægemiddel-industrien i forhold til tildeling af forskningsmidler og undervisning, når det offentlige ikke vil påtage sig den opgave at sikre videreuddannelse af læger, som man gør i mange andre, sammenlignelige lande. Det bør man også have særlig fokus på.

Afslutningsvis så tror jeg stadig, at vi kommer mere styrket ud af coronakrisen, end folk bilder sig selv ind. Lige nu er mange præget af lidt mental apati. Men jeg ser allerede masser af arbejdsprocesser, der er forandret til det bedre. Men lad os værne om det fantastiske velfærdssamfund, vi har, og det vidunderlige sundhedsvæsen, som flere generationer har været med til at bygge op. Danmark er et skønt land, og vi bør være stolte af det, og vi bør stå sammen og passe godt på vores sundhedsvæsen, som er fundamental for Danmarks videre fremtid.

Say something here...
You are a guest ( Sign Up ? )
or post as a guest
Loading comment... The comment will be refreshed after 00:00.

Be the first to comment.