Kommunikationsrådgiver Sebastian Lynggaards mormor er gået fra gammel til meget gammel og ligner den netop afdøde Else fra en TV2-dokumentar. Og han bliver pludselig nødt til komme på de hospitaler og plejehjem, hvor han troede, at der var styr på de svage og ældre. "Vi tænker, at det her system kan da ikke være bygget til mennesker? Vi indser, at de ældre fortjener at få langt mere, end de fik. Men når først vi indser det, føles det for sent," skriver han.
Else er død - hvad skal hendes liv betyde for vores ældrepleje?

Indledning

Skribent

Sebastian Lynggaard

Sebastian Lynggaard

kommunikationsrådgiver for en medicinalvirksomhed

Vi skylder dem, der passede os, at de bliver passet på på en værdig måde. Og værdighed er pissedyrt. Men at være vidne til det uværdige er uoverkommeligt.

Det uværdige har ingen fortjent. Hverken Else eller min mormor, Aase.

Det er ikke særlig længe siden, at jeg hadede ældre mennesker. Had er måske et stærkt ord, men så lad mig lige file den i hjørnerne, så den bliver mindre spids: Jeg følte mig i opposition til ældre mennesker. Måske fordi jeg var ung...

...eller måske fordi, jeg følte, at de fik og fik og fik. Da jeg var yngre, definerede jeg mig meget i modsætning til Dansk Folkeparti. Det var en enøjet og irrationel opposition, hvor jeg blandt andet hadede at køre i min kørerlærers bil, fordi dens nummerplade startede med DF.

DF var de onde for mig. De var bygget af to ting:

1) Had til fremmede
2) Kærlighed til ældre

Hele tiden skulle de ældre ha' og ha'. Jeg fattede ik, hvorfor de ældre skulle forkæles i stedet for at hæve SU'en, stoppe Foghs krig eller bygge et nyt ungdomshus. Nu HAR de ældre jo fået?

Samtidig med, at jeg er gået fra ung til voksen, er DF's indflydelse gået fra enorm til enormt ubetydelig. I samme periode er min mormor gået fra gammel til meget gammel. Og jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad de ældre, der fik og fik og fik, egentlig har fået?

Sundhedsvæsnet tænker vi først over, når vi har brug for det. At politikere siger, at vi skal have et sundhedsvæsen i verdensklasse, er godt nok. Vi er nødt til at tænke, at der nok er styr på det, for konsekvenserne af at indse, at der måske er et problem, virker uoverskuelige.

Vi tænker, at DF jo trods alt findes, og at så er der nok styr på de svage og ældre. De ældre har jo fået og fået og fået. De færreste af os tager ud og kontrollerer kvaliteten på hospitaler eller plejehjem. "For der er nok styr på det". Men pludselig bliver vi nødt til at komme der.

Og pludselig indser vi, at sygeplejerskerne havde ret, da de råbte op om manglende hænder for 20 år siden. Vi tænker, ”det her system kan da ikke være bygget til mennesker? Vi indser, at de ældre fortjener at få langt mere, end de fik. Men når først vi indser det, føles det for sent.

Min mormor er det mest fantastiske menneske. Hun er ikke bare min families knudepunkt, hun er selve det stof, samtlige af mine gode sider er gjort af. Nu er min mormor dement, og hun er oftere og oftere forsvundet. Pludselig er hendes øjne en andens, når hun ser mig.

I mine øjne ligner hun pludselig Else fra den der TV2-dokumentar. Jeg så aldrig hele dokumentaren, fordi det var lidt ubehageligt at skulle se sådan noget, men jeg tænkte, at det da var godt, det fik noget politisk opmærksomhed. Så kom der nok styr på dén enkeltsag.

Og så tænkte jeg, at man måtte håbe, at der var en DF'er, der kunne råbe den lokale sundhedsrådmand op, så forholdene for de ældre kunne forbedres. Det kunne jo ikke være rigtigt. I et velfærdssamfund som vores.

Jeg fandt ud af, at rådmanden for sundhed var fra DF.

Jeg kan huske, at jeg tænkte, om ikke Elses søde familie kunne tage hende hjem - mon ikke de kunne finde ressourcerne? I dag slår den tanke mig som en fuldstændig vanvittig. Det er en opgave for professionelle. Ikke en velmenende familie.

Nu kan jeg læse, at Else er død. Og først nu forstår jeg, at det ikke hverken var Else eller Elses plejere, vi skulle se i den dokumentar.

Vi fik chancen for at se systemet, før vi selv bliver tvunget til at bruge det. Før vi bliver tvunget til at se dem, vi elsker, blive parkeret dér. Hvis de ældre virkelig fik og fik og fik, som den yngre og skråsikre udgave af mig selv var overbevist om, så fik de ikke nok. Og hvis de virkelig fik, hvad de blev lovet, så er der nogen, der har taget det fra dem igen.

Jeg ved ikke, om der primært var stemmer i kærligheden til ældre eller i hadet til fremmede for DF. Men hvor det føles som om, den ene agenda følges til dørs, så er den anden stadig bare ord uden handling. Et ministerie uden bygning.

Vi skylder dem, der passede os, at de bliver passet på på en værdig måde. Og værdighed er pissedyrt. Men at være vidne til det uværdige er uoverkommeligt.

Det uværdige har ingen fortjent. Hverken Else eller min mormor, Aase.

Say something here...
You are a guest ( Sign Up ? )
or post as a guest
Loading comment... The comment will be refreshed after 00:00.

Be the first to comment.