Vi har et medikament, som kan lette presset på sygehusene

Det danske sygehusvæsen er under pres blandt andet på grund af nye dyre og komplicerede behandlinger og på grund af det demografiske træk. 

Skribent

Mia Gall Grandahl

overlæge i psykiatri og formand for den Lægefaglige Tænketank ATLAS

Derfor rejses spørgsmålet om kapacitetsudvidelse igen og igen, men uanset dette spørgsmåls relevans, er der et andet spørgsmål, som i udtalt grad overses: Kan vi reducere efterspørgslen efter sygehusydelser og forenkle ydelserne?

Her er der grund til at hæfte sig ved to nyere undersøgelser, som flugter med flere lignende undersøgelser. Begge peger på, at en vigtig del af løsningen findes i primærsektoren og ved igen meget bevidst at ’bruge lægen og læge-patientrelationen’ som et effektivt medikament:

Norsk forskning har vist, at en fast praktiserende læge medfører mindre brug for akutte indlæggelser på hospitalet og længere levetid for den faste læges patienter. 

Et nyt britisk studie har påvist, at borgere i områder af England med mange lægeskift har større risiko for at blive akut indlagt end borgere i områder med faste læger.

Hvis man så de samme resultater i form af et stærkt reduceret sygehusforbrug ved at ordinere et nyt medikament, som vi gør ved at ’ordinere’ en fast praktiserende læge med god relation og et passende langt kendskab til patienten, ville vi kræve, at alle skulle have det udskrevet. 

Derfor skal en strukturkommission holde et skarpt øje på, hvordan vi kan vedligeholde og styrke brugen af dette ’medikament’. I pessimistiske stunder kan man få indtryk af, at for mange eksperter, administratorer og politikere overser dette.

Specialiseringens bivirkning

Vores meget specialiserede og specialeopdelte sundhedsvæsen er i dag heldigvis baseret på høj ekspertise, og alt er sat ind på at optimere tilbuddet om behandlingen af specifikke sygdomme. Hvis man kun fejler én ting, det være alt fra et hul i hovedet til én kræftsygdom, så fungerer vores sundhedsvæsen upåklageligt. Men bivirkningen af specialiseringens gevinster er, at generalisten er forsvundet fra vore sygehusafdelinger.

Midt i glæden over specialfunktioners succes er vi måske ved at overse kompleksiteten i sygdomsmønstret i sundhedsvæsnets første led. Udfordringen er, at nogle gange larmer kroppen, uden at det er muligt at få øje på én sygdom, som vi lige kan fikse. Ofte er det fordi, der reelt ikke er en sygdom, der skal behandles. Kroppen kan give signal af mange grunde. Den praktiserende læge er uddannet til at rådgive omkring og fortolke bekymringer, oplevelser og symptomer og håndtere ubehag og lidelse, og lægen ser også patienter i et forløb med kroniske sygdomme. Netop at skelne væsentligt fra uvæsentligt og at tolke, om symptomer er ’livets larm’ eller begyndende tegn på sygdom er en afgørende funktion i primærsektoren, ligesom det kan være at afbalancere mange hensyn i omsorgen for for eksempel multisyge kroniske patienter. 

Henlægger vi for mange af disse problemstillinger til sygehuse og monospecialers fokus på enkeltsygdomme risikerer vi, at læger stilles over for problemer, de ikke føler sig uddannet til, og vi risikerer den voldsomme overbelastning af vore gode sygehuse som nu ses, og som truer kvaliteten af dele af den nødvendige meget specialiserede behandling. Patienter med problemstillinger, som sygehusene reelt ikke ved, hvad de skal stille op med, ender ofte med at blive kastebolde imellem forskellige specialer, og i værste fald gør man mere skade end gavn for dem. 

Hvorfor er praksislægen god medicin?

Når nu forskningen slår fast, at en fast praktiserende læge har en forebyggende og behandlende effekt på borgerne, er det værd at være nysgerrig på, hvorfor det forholder sig sådan. 

Det er vist gentagne gange, at måden information formidles til patienterne på, og hvordan rammerne er for samtalen, påvirker patienternes helbred. Dette i så udtalt grad, at der kan påvises en neurofysiologisk effekt af ’lægen som medikament’. Vi må ikke underkende effekten af det stabile læge-patientforbehold eller overse, at den gode behandler-patientrelation ifølge mange undersøgelser om placeboeffekten kan være et stærkt symptomdæmpende medikament.

I dag er der opstået en forventning til, at sundhedsvæsenet skal sørge for at holde os raske. Det er som om, at vi i for høj grad har mistet vores egen mestring af vores krop. Vi kan behandle den, som vi vil, og så skal sundhedsvæsenet ordne den for os efterfølgende. Men skal forebyggelse og bedre mestring lykkes, er det også afgørende, at den enkelte har let adgang til dialog med og råd fra en sundhedsfaglig person, som man har tillid til og et kendskab til, og som også kan hjælpe i nogle af livets svære kriser. Den symptom-, angst- og forbrugsdæmpende effekt er som anført veldokumenteret. 

Man skal forfine og udvikle generalistfunktionen i almen praksis i stedet for at acceptere fragmentering af indsatsen afhængigt af symptomers og lidelsers art. Af de grunde, jeg her har beskrevet, satte Den Lægefaglige Tænketank, ATLAS fokus på udviklingen i almen praksis, og påviste en historisk set betænkelig og alvorlig brist i udviklingen og vedligeholdelsen af praksis.

Planlæggere, politikere og den kommende strukturkommission skal ikke blot i ord, men i konkret handling sikre, at de funktioner i sundhedsvæsnets første led, som her er beskrevet, vedligeholdes, styrkes og udbygges.  Det er en af de vigtigste redningsplanker for vort gode, højt specialiserede, men overbelastningstruede, sygehusvæsen.