Skip to main content

Hvorfor skal vi tro på et projekt, der nu har sejlet rundt i 3,5 år?

  • Et ekspertråd i spændetrøje, masser af spildte penge, tid og kræfter og gentagne lovninger om forbedringer, der aldrig er blevet til noget. Med Sundhedsplatformens 3,5 år lange historik in mente er der intet, der tyder på, at Sundhedsplatformen nogensinde kommer til at fungere efter hensigten, skriver psykolog og daglig bruger af Sundhedsplatformen, Flemming Rasmussen, i dette debatindlæg.

Ved udgangen af 2019 kunne Google mobilisere med en kvart million hits på den simple søgning ”Sundhedsplatformen”. Bevares, der er da positive historier imellem. Men de er klart i undertal.

Skribent

Flemming Rasmussen

Psykolog i Region Sjælland Daglig bruger af Sundhedsplatformen

Region Hovedstaden nedsatte et såkaldt Ekspertråd. ”Såkaldt” fordi det var tale om medlemmer, der nok vidste noget om IT-implementering, men ingen indsigt havde i sygehusdrift og i IT som sådan. Og fordi de accepterede en spændetrøje – et kommisorium – der eksplicit forbød dem at anbefale en afvikling af Sundhedsplatformen.

Da de, efter lang tids arbejde, udgav deres rapport i – ja, allerede her bliver det svært, for i rapporten står der juni 2019, men første pressemeddelelse omkring rapporten er fra 14. august 2019.

I rapporten står der en masse om, at der skal ”være mere af det” og ”mindre af det”. Det gør det jo unægtelig svært at se, om arbejdet skrider frem.

F.eks. står der, at ”koncernledelsen har taget initiativ til en mere agil og simpel governance” under overskriften Governance og Styring. Under overskriften Optimeringsprojekt for øget brugertilfredshed, står der: ”Koncernledelsen har besluttet, at øget brugertilfredshed blandt sundhedspersonalet er centralt i arbejdet med Sundhedsplatformen” – og det menes gjort ”…med en agil tilgang…”

For mig fremstår det som en masse ord, nogle løse intentioner.

Men på et punkt er Ekspertrådet mere konkret. Det handler om medicineringsdelen, som har givet anledning til en række fejl, og som binder læger til skærmen i meget længere tid, end de har været vant til.

Faktisk ser det ud som om, at det program, der skulle mindske menneskelige fejl, nu holdes under skarpt opsyn af mennesker for at mindske program-fejl!

Tilbage til Ekspertrådet. Inde i rapporten har vi et af de faste målepunkter, idet det anbefales: ”…at der sættes fokus på medicineringsmodulet, og at målet er at genskabe tillid og tryghed inden udgangen af 3. kvarftal, 2019.”

I begyndelsen af september svarede brugerne på deres tilfredshed med Sundhedsplatformen. 2/3 af lægerne var utilfredse med Sundhedsplatformen. I en lidt senere, sammenlignende undersøgelse, gav midtjyske yngre læger deres system karakteren 9,2 på 12-trinsskalaen, mens de yngre læger på Sjælland gav Sundhedsplatformen 1,7 på samme skala – og altså dumpet. Fire procent af lægerne i Midtjylland mente, at deres system øgede risikoen for fejl – det samme gjorde 73 procent blandt brugere af Sundhedsplatformen.

Hvornår har man nogensinde set så ringe tal for et IT-System? Jeg husker ikke nogensinde at have set det!

Kan vi konkludere at der er himmelvid forskel på, hvad det såkaldte Ekspertråd troede var muligt i forhold til at ”genskabe tillid og tryghed”, og hvad der faktisk var muligt? Det synes jeg roligt, at man kan konkludere.

Det kan tage år at få på plads

Af hensyn til nytårsfreden kunne man indvende, at det bare tog lidt længere tid end planlagt…?

Lad os fortsætte med endnu et målepunkt i forhold til medicineringen, som Ekspertrådet fastsatte: Der fortælles om et arbejde iværksat på Rigshospitalet. Om det står der: ”Fokus er at få løst problemer vedr. medicineringsfunktionalitet inden årets udgang…” Altså lidt senere end de to gennemførte undersøgelser af brugernes oplevelser. Og et kvartal senere, end man skulle have (gen?)skabt tillid og tryghed…? Først skaber vi tryghed, så laver vi om på programmet bagefter?

En gang i løbet af efteråret lægges der en video på Intranettet i de to regioner, hvor formanden for indsatsen på Rigshospitalet fortæller, at noget kan man selv løse, andet skal EPIC løse [firmaet bag Sundhedsplatformen].

”Noget af det, EPIC skal udvikle for os, kan komme i 2019 – eller i starten af 2020 (...) Men der er også noget, der er så grundlæggende i EPICs struktur, at det kan tage flere år at få på plads”.

Så endnu en gang har det såkaldte Ekspertråd skudt helt ved siden af – der kan gå år, inden det kommer til at fungere. Og tør vi så tro på det? Jeg finder absolut ingen grund til at tro på det. Blandt andet af følgende grunde:

Jeg har udtalelser fra begyndelsen af 2017, hvor man siger, at medicineringen ikke fungerer godt, og at nu skal det forbedres. At man har fløjet eksperter ind fra USA til at løse problemerne. Jeg har ligeledes en artikel fra begyndelsen af 2018, hvor det udtales til Politiken, at ”Regionen nu ”sætter massivt ind for at ændre det, der er tungt og uhensigtsmæssigt ” i Sundhedsplatformens medicinmodul. Lignende udtalelser har der været ganske mange af. Og fortsat massivt utilfredshed blandt brugerne…

Hvorfor skulle vi tro på det denne gang?

Nogle ændringer i Sundhedsplatformens stærkt kritiserede medicinmodul kan have ganske lange udsigter. Skribenten tror ikke på, at det nogensinde kommer. På billedet fra intranettet i Region Sjælland ses Jannick Brennum, formand for arbejdsgruppen omkring medicinfunktionalitet, som er nedsat efter forslag fra Ekspertrådet. 

Foretræde for politikerne

En IT-professor, en sundhedsøkonom og to overlæger havde foretræde for Sundheds- og Ældreudvalget på Christiansborg 3. december 2019.

De sagde, at 3,5 år med Sundhedsplatformen gør dem bekymrede. Under overskriften ”Fagligheden” oplistede de fald i:

patientsikkerheden,

behandlingskvaliteten,

journalkvaliteten,

kommunikation mellem patienter og praksislæger,

trivsel og arbejdsglæde,

uddannelse og forskning.

Under overskriften ”Økonomien” sagde de, at gevinstrealiseringen var urealistisk, og at drifts- og vedligeholdelsesudgifterne i øvrigt er stigende.

Under overskriften ”Teknologien” spurgte de, om det er hensigtsmæssigt med et amerikansk system i Danmark og sagde, at ”intet tyder på, at SP kan bringes til at fungere.”

Noget af en bredside fra folk med såvel indsigt som brugererfaring.

Har politikerne nu styr på det?

Tror vi så på, at politikerne har styr på det her projekt, spørger jeg retorisk (det ovenfor opregnede taget i betragtning). Og nej, det er der ikke grund til at tro.

16. september 2019 bad forretningsudvalget i Region Sjælland deres embedsmænd om at løse denne opgave (efter at en del ifølge Ekspertrådet allerede burde være løst): ”Forretningsudvalget vil på baggrund af Ekspertrådets anbefalinger have forelagt en samlet, konkret og prioriteret plan for rettelser og forbedringer af Sundhedsplatformen, som dækker både Region Sjælland og Region Hovedstaden. Planen skal indeholde målbare mål, der kan følges op på, tidsmæssige milepæle, samt kommunikationstiltag i forhold til både medarbejdere og borgere.”

Og det kan vel ikke være for meget forlangt af et projekt, der allerede har sejlet rundt i årevis? Ja, det er vel nærmest et basalt krav i selv det mindste projekt!

Lykkedes det så Embedsmændene at løse denne opgave?

På forretningsudvalgsmødet 16. december 2019 fik politikerne svaret: ”Der forelægges en foreløbig status på arbejdet med at konkretisere de politiske mål for opfølgning på Sundhedsplatformen og opfølgning på Ekspertrådets anbefalinger.”

Og der præsenteredes igen løse, overordnede hensigtserklæringer.

Der har været arbejdet hårdt – og det har ikke hjulpet

Så mener jeg, at Sundhedsplatformen holder, hvad den lover? Under ingen omstændigheder! Og historikken taget i betragtning, er der heller ikke nogen grund til, at den nogensinde kommer til det.

Det såkaldte Ekspertråd har måske nok kunnet påpege noget, som organisationen ikke selv kunne få øje på. Men dets anbefalinger f.eks. i forhold til det svært alvorlige problem omkring medicinering har været ubrugelige. Og bygget på en optimisme, som historik og faktisk hverdag ikke har kunnet understøtte.

Skyldes det, at der ikke er arbejdet med forbedringer af Sundhedsplatformen? Nej. Der har været arbejdet meget, hårdt og omkostningsfuldt.

Og det er måske det, der er allermest skræmmende! Og som fortæller mig, at en afviklingsplan for Sundhedsplatformen skal iværksættes meget hurtigt.

En samlet Sundhedsreform kunne være et passende regi at gøre dette i.

 

I tillæg:

Jeg har lavet en lille video med delvist samme indhold som artiklen her, som kan ses på www.youtube.com på følgende adresse:

https://youtu.be/mk9lTeC4KWk

Ønskes der yderligere dokumentation for det ovenfor fremførte, svarer jeg gerne på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

  • Oprettet den .