Fremskridt for Sundhedsplatformen - eller?
- Brugerundersøgelsen af Sundhedsplatformen viser, at flere er blevet tilfredse. Men til gengæld er der 71 procent, som ikke giver deres mening til kende. Kan man så overhovedet bruge undersøgelsen til noget? spørger programmør og systemudvikler Flemming Sylvest Pedersen i dette debatindlæg.
Nu er brugerundersøgelsen af Sundhedsplatformen for 2021 blevet offentliggjort. Sundhedsplatformen er Region Hovedstaden og Region Sjællands elektroniske patientjournal.
Skribent
Flemming Sylvest Pedersen
Pensioneret programmør og systemudvikler
Undersøgelsen er foretaget ved, at alle personalegrupper er blevet bedt om at udfylde et spørgeskema.
Sundhedsplatformen blev indført i 2016 og 2017 og har lige siden været kritiseret af sundhedspersonalet for at være meget tidsrøvende at anvende og plaget af mange fejl, især med hensyn til at administrere patienternes medicin - med flere fejlmedicineringer til følge. Der er blevet arbejdet intenst med forbedringer, som har krævet mange penge, tid og arbejdskraft, både fra læger og sygeplejersker.
Ifølge regionerne Hovedstaden og Sjælland er der forbedringer på alle områder. Hvis man ser på den samlede tilfredshed fra alle faggrupper, ser det sådan ud:
2019: Tilfreds 28 procent, utilfreds 43 procent, hverken eller 28 procent
2021: Tilfreds 39 procent, utilfreds 32 procent, hverken eller 29 procent
Det er jo meget godt ud, at der i 2021 er flere tilfredse end utilfredse. Det modsatte var tilfældet i 2019.
Men noget siger mig, at tallene for 2021 ikke er lige så retvisende som tallene for 2019. For hvor der i 2019 var en svarprocent på 40, var svarprocenten for 2021 helt nede på 29 procent. Det vil sige, at i 2019 var der 60 procent af personalet, som ikke ønskede at besvare spørgeskemaet. I 2021 var det 71 procent af personalet, som ikke ville ulejlige sig med at besvare spørgeskemaet.
Desværre kan man kun gisne om, hvorfor personalet ikke gider besvare et spørgeskema om et arbejdsredskab, som de anvender dag efter dag.
Men det skaber usikkerhed om det seneste resultats validitet, når 71 procent af personalet ikke ønsker at give deres mening til kende. Jeg håber, at en person med mere forstand på statistik vil vurdere, om man overhovedet kan drage nogen slutninger ud fra denne spørgeskemaundersøgelse.
For en ordens skyld vil jeg lige nævne, at undersøgelsen er anonym, så man kan ikke blive kritiseret for at svare på en måde, som ledelsen måske ikke ønsker.
- Oprettet den .