Sådan mødes kritik om Sundhedsplatformen: Benægt og flyt fokus

Regionerne sikrer, at der er en åben demokratisk debat om sundhedsvæsenet. Hvis målet med sundhedsreformen er mere nærhed, virker det ulogisk at fjerne det demokratiske lag, hvor inddragelse af civilsamfund og borgerne sker.  

Skribent

Marek Treiman

Lektor emeritus, dr.med.

Citatet skyldes ingen ringere end Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand i Region Hovedstaden (debatindlæg i Information, d. 27/11-2018), som kommentar til den forrige regerings forventede udspil til sundhedsreform.   

Hvordan fungerer dette "demokratiske lag" i praksis, når emnet er problemer med Sundhedsplatformen? Et område som Sundhedsplatformen til en anskaffelsespris på 2.8 milliarder og et hovedbidrag til de samlede IT-udgifter på 2.7 procent af regionens årlige drift (de højeste i landet og anslået til 460-480 millioner over, hvad en løsning svarende til det midtjyske MidtEPJ ville kræve (Dagens Medicin d. 1/10-2019)) må vel i den grad være "en åben demokratisk debat" værdigt. Et blik på dette spørgsmål forekommer særligt aktuelt netop nu, hvor regionerne "fastholdes som en central aktør i et decentralt sundhedsvæsen”, som det blev slået fast af sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke under et samråd i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg (d. 7/1-2020) i forbindelse med regeringens planer om en sundhedsreform.

Et utal af problemer med Sundhedsplatformen er blevet rapporteret i snart fire år gennem individuelle lægeudsagn, kronikker, meldinger fra diverse lægegrupperinger og formelle undersøgelser af forskellig art. Vi skal her ikke gennemgå denne - offentligt let tilgængelige - kritik. Lad os i stedet fokusere på nogle enkelte af de seneste eksempler og på tilhørende, typiske reaktioner fra regionslederne. De vil illustrere et reaktions- og kommunikationsmønster, som ligger milevidt fra "en åben demokratisk debat".

Overlægeforeningen mod Ekspertrådet

I august 2019 fremsatte Overlægeforeningen et krav om en afklaring. Formanden ønskede en professionel analyse "om Sundhedsplatformen kan bringes til at fungere, eller vi skal finde et andet system" (Politiken, d. 17/8-2019). Efter flere års kamp med problemerne fandt man, at systemet fortsat var "bøvlet at arbejde med", og at det giver alvorlige problemer med patientsikkerheden."Patienter og medarbejdere oplever fortsat problemer, men de er nået til et apatisk stade", sagde formanden Lisbeth Lintz. Hun satte ord på et af de aspekter, som burde stå centralt i diskussionen om Sundhedsplatformen: "IT skal bruges til at opfange menneskelige fejl, som jo sker, fordi vi er mennesker. Her er det den omvendte verden, hvor vi skal sidde og fange de fejl, som it-systemet producerer." (Denne og efterfølgende fremhævninger er tilføjet). 

Man skulle tro, at en henvendelse fra en organisation af landets overlæger kunne være en fin anledning til en "åben demokratisk debat" med regionsledelsen. I stedet blev overlægerne, som det kontant hedder sig, hældt ned af brættet af selveste den demokratiske debats fortaler. Ifølge den samme artikel i Politiken sagde Sophie Hæstorp Andersen: "Jeg kan ikke rigtigt se, hvad vi skal bruge endnu en analyse til.  Jeg hører fra langt de fleste medarbejdere og organisationer, at de ønsker ro om Sundhedsplatformen, og at vi bruger alle kræfter på at lave forbedringer og ikke begynder forfra med et nyt system". Og "(…) jeg kan ikke se, at der er noget i ekspertrådets rapport, der peger på, at det er det, vi skal gøre".

Måske var Overlægeforeningen uheldig ved, at deres krav skete kort efter offentliggørelsen af en rapport fra det Ekspertråd, Sophie Hæstorp henviser til. Der er tale om et eksternt udvalg, som Region Hovedstaden nedsatte for at modtage rådgivning i arbejdet med forbedringer af Sundhedsplatformen. For en sikkerheds skyld havde regionen gennem et kommissorium sørget for, at Ekspertrådet på forhånd var forhindret i at overveje, om den bedste løsning kunne være at erstatte Sundhedsplatformen med et andet system. Rådet bestod af folk med ekspertise i implementering af IT-systemer i store organisationer. Det glimrede ved et fravær af aktive klinikere eller folk med indsigt i, og erfaring med, relationen mellem det konkrete kliniske arbejde og krav til IT-systemers egenskaber (herunder den kritiske indsigt i, hvad der i international forskningslitteratur betegnes som et elektronisk journalsystems usability). I overensstemmelse med denne profil blev Ekspertrådets rapport ikke baseret på en brugernær analyse og forståelse af de problemer, som hospitalspersonalet dagligt oplever.

Derfor kunne rapporten heller ikke gå i substansen for klager over systemets fejl og mangler og bestod mest af en række anbefalinger om forbedringsarbejdets organisering, prioritering og administrative strukturer. Ganske simpelt havde Ekspertrådet ikke nogen reel kompetence til at vurdere, om brugerproblemer med Sundhedsplatformen var af en art, der kunne blive løst gennem regionens forbedringstiltag. Med andre ord: Den savnede nøjagtigt den slags kompetence til en professionel analyse, som overlægerne og Lisbeth Lintz efterlyste i deres udspil. Det forhold gør naturligvis Sophie Hæstorps utålmodige bemærkning ("..endnu en analyse til") helt grundløs. Mon ikke "en åben, demokratisk debat" - i stedet for en arrogant afvisning - havde kunnet bidrage til, at den slags kompetencemangel og et udækket analysebehov ville blive gjort synlige?  

Overlægerådet i Region Sjælland og Heino Knudsens bløde tilgang

Den 12/9-2019 kunne Ugeskriftet.dk bringe en pressemeddelelse fra Det Regionale Overlægeråd på Sjælland med overskriften: "Sundhedsplatformen er stadig til fare for patienterne". I teksten stod der bl.a.: "Sundhedsplatformen skaber fortsat fejl i medicinering, visitering af patienterne, blodprøvebestillinger, henvisninger til og svar på vigtige undersøgelser, f.eks. røntgenoptagelser og skanninger, recepter m.m. Det sker på trods af, at regionen i tre år har forsøgt at få systemet til at fungere". Og videre: "Sundhedsplatformen skaber risikofyldte og potentielt livsfarlige situationer for patienterne". Disse betragtninger tjente som baggrund for den markante hovedudmelding: "Overlægerne på sygehusene i Region Sjælland kræver Sundhedsplatformen (SP) afviklet snarest muligt".

Det var som om, at dette kanonskud på vegne af godt og vel 800 sjællandske overlæger syntes at lande i en blød pude af faderlig forståelse hos regionsformanden Heino Knudsen. Til Ugeskriftet.dk sagde Heino Knudsen fire dage senere, at "(..) Det har været en svær og vanskelig proces at indføre Sundhedsplatformen, og jeg kan godt forstå, at sundhedspersonalet synes, det har været op ad bakke i al for lang tid". Han kunne oplyse, at "(..) vi har allerede inviteret overlægerådet til et særskilt møde om den kritik, de rejser nu" Enhver faderlig forståelse må dog have sine grænser. Overlægernes hovedanliggende og deres centrale ønske stod ikke engang til diskussion: "At udskifte Sundhedsplatformen med et andet it-system vil tage adskillige år, og det vil kræve mange ressourcer af vores medarbejdere, som så skal starte forfra med oplæring. Jeg mener, det er den bedste løsning at beholde Sundhedsplatformen og fortsætte arbejdet med at få rettet de ting, der skal rettes. Både ekspertrådet og Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at Sundhedsplatformen grundlæggende er et godt og sikkert system, men at det blandt andet skal gøres mere brugervenligt".

Heino Knudsens tilsyneladende imødekommende facon sørgede gennem brister i logik og sandfærdighed for, at en "åben demokratisk debat" også denne gang blev overflødig.  

At en udskiftning af Sundhedsplatformen "ville tage adskillige år, og kræve mange ressourcer" er et standardsvar, som begge regionsformænd benytter ofte. I en variant af svaret sagde Sophie Hæstorp f.eks. til Politiken (d. 15/8-2019): "Vi har fået afdækket, at alternativet er at begynde forfra med et fuldstændig nyt udbud, at man så skal tilpasse et system en gang til, og det vil kræve udgifter i milliardklassen og sætte udviklingen i stå i mange år fremover". Standardsvarets logiske brist bliver åbenlys, når det læses ved siden af samme formands udsagn ved anden lejlighed, hvor hun ikke ville udelukke, at det kunne tage syv-otte år at opnå tilfredshed med Sundhedsplatformen (Politiken, d. 18/11-2019). Standardsvarets sandfærdighedsbrist skyldes, at der reelt aldrig er blevet gennemført en uvildig, dækkende analyse af omkostningerne ved Sundhedsplatformens udskiftning. Det er ganske enkelt ikke en mulighed, regionsledelsen nogensinde seriøst har overvejet, som også bevidnet af dens afvisning af et gratis tilbud (option) fra Region Syddanmark på at være med i det udbud for en elektronisk patientjournal, som i 2018 blev vundet af danske Systematic, firmaet bag MidtEPJ – et tilbud, der var helt uforpligtende, men ville betyde, at regionerne Hovedstaden og Sjælland uden udbud ville kunne tilslutte sig og benytte MidtEPJ, hvis det på et tidspunkt var interessant. Altså en god forsikring helt uden præmiebetaling. Desuden er en formulering, der henviser til medarbejdere, som "så skal starte forfra med oplæring", ikke retvisende. Et tungt og langvarigt oplæringsforløb med et nyt system er ikke en naturlov: Mange læger, der har skullet begynde at benytte MidtEPJ, kan bekræfte, at det system i al væsentlighed beherskes i løbet af nogle uger. Som bekendt er dette ikke tilfældet med Sundhedsplatformen.

Benægte og aflede - fra substans til proces

Disse enkelte eksempler turde illustrere, hvad det er, vi har med at gøre. I stedet for en "åben, demokratisk debat" bliver kritikken mødt med en kommunikations- og handlingsstrategi, der består af at benægte og flytte fokus fra sagens substans til proces. Når adskillige lægeforsamlinger påpeger patientrisici ved at arbejde med Sundhedsplatformen, benægtes det med skinargumenter (en henvisning til Ekspertrådet, selv om dette ikke har beskæftiget sig med patientsikkerheden; til Styrelsen for Patientsikkerhed, som alene har undersøgt enkelte eksempler under specielle gunstige omstændigheder, således at en generalisering er umulig). De mange udsagn af typen " (..) fortsætte arbejdet med at få rettet de ting, der skal rettes", "(..) systemet skal gøres mere brugervenlig"," (..) (det) handler det om, hvordan vi hurtigst muligt får løst de problemer, der er, så vi har et velfungerende system" afleder blot fra sagens substans for at fokusere på en proces uden ende, hvor fortællingen flyttes fra at dreje sig om et grundlæggende problematisk system til noget med en mere positiv klang, nemlig et system i udvikling, som vi ”alle i fællesskab” deltager i.

En stor spørgeskemaundersøgelse sidste efterår viste ingen forbedring i den yderst ringebrugertilfredshed i forhold til en identisk spørgerunde 1.5 år tidligere og demonstrerede processens manglende effekt. En "åben, demokratisk debat" om sagens substans ville søge de bedste svar på spørgsmål som: Hvad er baggrunden for de kompetente lægeforsamlingers gentagne klager om patientrisici ved systemet? Hvad er systemets effekt på personalets arbejdsgange? Hvad er omkostninger - behandlingsmæssige, økonomiske, personalemæssige - ved, at disse arbejdsgange lægges om for at tilpasses systemet? Kan de forventede systemforbedringer opnås ved tiltag i Danmark - eller er der tale om systemets "rygrad", der kun kan ændres af Epic selv? Er det sidste en realistisk mulighed?   

Lad det blive sagt klart: En ægte debat behøver ikke føre til en fuld enighed, endsige til, at alle personalets ønsker imødekommes. Den bør derimod indebære, at der fra begge sider benyttes saglige og spinfrie argumenter, og at konsekvenserne af alternative løsningsmodeller fremlægges ærligt. I sagen om Sundhedsplatformen involverer konsekvenserne milliarder af kroner, og der spilles russisk roulette med funktionen af tæt ved halvdelen af landets hospitalsvæsen. Trods noble erklæringer, som i det indledende citat fra Sophie Hæstorp Andersen, har det hidtil været svært at se, at regionsformændene i denne sag skulle ønske "en åben, demokratisk debat".