Skip to main content

Ny konstitueret cheflæge i Nyresygdomme på Aarhus Universitetshospital

Krista Dybtved Kjærgaard bliver fra 1. oktober konstitueret cheflæge i Nyresygdomme på Aarhus Universitetshospital. Konstitueringen gælder i 12 måneder.

Hun kommer fra en stilling som uddannelsesansvarlig overlæge og overlæge med ansvar for hæmodialyse i samme afdeling. Siden april 2024 har hun desuden været postgraduat klinisk lektor i nefrologi i Videreuddannelsesregion Nord.

Krista Dybtved Kjærgaard har gennem en årrække været tilknyttet det nyremedicinske område og Aarhus Universitetshospital, hvor hun har haft centrale funktioner inden for patientbehandling, uddannelse og ledelse.

Hun har blandt andet været konstitueret uddannelsesansvarlig overlæge, ledet den tværfaglige indsats omkring hjemmehæmodialyse og været en del af ledergruppen i hæmodialysen.

Som forsker har Krista Dybtved Kjærgaard bidraget til nationale og internationale forskningsprojekter inden for nyresygdomme og dialyse. I 2011 forsvarede hun sin ph.d.-afhandling om måling af restnyrefunktion hos dialysepatienter, og hun er fortsat aktiv inden for forskning og kvalitetsudvikling.

Uddannelse har gennem flere år været en væsentlig del af hendes arbejde. Hun har siden 2022 været uddannelsesansvarlig overlæge og arbejder blandt andet med lægelig videreuddannelse, kompetenceudvikling og læringsmiljøer.

Krista Dybtved Kjærgaard er desuden formand for ansættelsesudvalget for nefrologi i Videreuddannelsesregion Nord.