Strandede patienter er et symptom på et irrationelt sundhedsvæsen

Tak til Peter Vedsted og Frede Olesen for at kommentere på Dansk Selskab for Akutmedicins (DASEM) fire anbefalinger vedrørende håndtering af "crowding" i de danske akutafdelinger – en tilstand, hvor der ligger for mange patienter på én gang, der ikke kan komme til videre behandling, men "strander". 

Skribent

Henrik Ømark

Speciallæge i akutmedicin og thoraxkirurgi samt Formand for Dansk Selskab for Akutmedicin (DASEM)

Først og fremmest vil jeg gerne bifalde det udsagn, at de hårdt pressede hospitalers problemer skal løses udenfor hospitalerne, samtidig med at en del forhold stadig kan kvalificeres yderligere, når den akutte patient finder vej til akutafdelingen. 

Jeg ser, at vi på nogle områder er blevet misforstået – vi har nok ikke været gode nok til at forklare os. Men det vil jeg gerne råde bod på og i øvrigt understrege, at jeg på mange områder deler analyse og synspunkt med Peter Vedsted og Frede Olesen. Men der er også præmisser i argumentationen, jeg ikke godtager.

DASEM´s fire anbefalinger er en del af et større holdningspapir omkring akutmedicinens rolle i Danmark, men var fra vores side en direkte reaktion på den igangværende opmærksomhed omkring overbelastede akutafdelinger og truet patientsikkerhed. Jeg deler fuldstændig synspunktet omkring ”stærekasseprincippet”, og at vi gennem en årrække har oplever et uhensigtsmæssigt skred i opgaverne mellem det nære og det specialiserede sundhedsvæsen. Hele akut-kulturen er blevet fordrejet mod mere hospital og mindre primær sektor. Opgaver, der tidligere er blevet løst i patienternes eget hjem, som der så rigtigt bliver sagt. Forklaringerne er mange. Heriblandt mindre tilgængelighed til almen praksis og begyndende opløsning af et specialiseret vagtlægesystem. Mindre tid for praksislægerne til at vurdere den enkelte akutte patient og en herskende offentlig og politisk nulfejlskultur, der fremtvinger defensiv medicin.

Derfor skriver vi også direkte i DASEM´s 1. anbefaling, at akuttilbuddet i almen praksis bør styrkes.

Og for at præcisere hvem, der skal have mulighed for at henvise direkte til subakutte tider i specialeambulatorierne – det skal naturligvis både almen praksis og akutafdelingen kunne gøre, der hvor det er en bedre løsning end indlæggelse.

Akutmedicinerne kan selv afslutte op mod 75 procent af patienterne

Hvis man bliver lidt træt af at høre, at der nu igen er et lægespeciale, der ønsker at udvide antallet af speciallæger, skal man forstå, at DASEM blev grundlagt på en oprørsbevægelse, der i tidernes morgen blev startet af yngre læger, der simpelthen ikke fandt det rimeligt, at akutte uafklarede patienter blev så stedmoderligt modtaget og behandlet på de danske akutafdelinger, som tilfældet var. Hvorfor skulle de fagligt sværeste og ofte kritisk syge patienter håndteres af de mindst erfarne yngre læger uden særlige kompetencer og uddannelse i akut modtagelse, fordi ingen insisterede på, at det kræver specialisterfaring at matche opgaven? Der er rigelig inspiration at hente fra mere end 50 års erfaring i udlandet, hvor emergency medicine er en veludviklet specialiseret faglighed i akut generalistviden og ekspertise i hospitalsmodtagelse af alle akutte patienter på et ret højt niveau.

Det er et speciale, der findes i mere end 80 lande i verden, og endnu er det ikke blevet nedlagt noget sted. Vi hører ofte argumentet, at vi ikke har brug for akutmedicin i Danmark, fordi vores stærke system af praktiserende læger og lægevagt sorterer patienterne til de rette specialeafdelinger. Men dels henvises mere end to ud af tre af de akutte patienter alene med uspecifikke symptomer, der kan repræsentere en bred vifte af mulige diagnoser på tværs af specialesøjler. Dels er den mistænkte diagnose ofte ikke korrekt, og dels vokser antallet af 112-opkald, hvor den akutte patient ankommer helt uden lægelig visitation. Det er derfor, at en akut uafklaret hospitalspatient i det første møde skal ses af en akutgeneralist.

Akutmedicineren er ikke et add-on. Akutmedicinere løser en del af de opgaver omkring modtagelse af akutte patienter, som ellers ville kræve, at andre speciallæger går fra deres vanlige opgaver. Akutmedicineren er derfor ikke et ekstra vagtlag oven i alle de andre, men kan tværtimod aflaste og erstatte funktioner, således at de øvrige specialister kan lægge deres indsats der, hvor der kommer mest ud af den; i specialiserede ambulatorier, på operationsstuen eller på stuegang hos de syge patienter, der skal behandles og udskrives fra specialafdelingerne.

Akutmedicinerne kan selv afslutte op mod 75 procent af patienterne i akutafdelingerne til færdig behandling eller alternativ til indlæggelse. Det synes vi i DASEM er god brug af ressourcerne og en samfundsøkonomisk og patientvenlig god investering.

Sundhedsstyrelsen meldte i 2020 ud, at de ser akutmedicinerne som nøglepersoner i driften af de danske akutafdelinger fremover. I dag er vi i Danmark kun lidt over 100 aktive speciallæger, og jeg synes ikke, at man kan sige, at vi bare vil være flere for at være flere – vi er knapt nok kommet i gang og har jo fået tildelt en bærende rolle i fremtiden. Med et vagttungt speciale, der skal dække størstedelen af 1,8 millioner årlige akutte patientforløb på 21 akutafdelinger, hvor 70 procent af patienterne kommer udenfor almindelig dagtid, kan man ikke sige, at et samlet antal på 700 speciallæger er frås. Nej, det er rettidig omhu og et tiltrængt kvalitetsløft på et forsømt område.

Den forandring bør i sig selv ikke føre til yderligere netto tilstrømning af læger til hospitalssektoren – tværtimod kan det få os til at reducere de øvrige vagthold og bruge vores kompetencer rationelt hver især, der hvor de udøves bedst og ikke andre steder.

Vi ønsker den nødvendige, men indtil nu fraværende dialog

Der er rigtig meget mere at kommentere på, hvad angår drift og organisering af vores sundhedsvæsen, men på lige fod med Peter Vedsted og Frede Olesen skal jeg understrege, at vi i DASEM også har et stærkt ønske om, at vi sammen på tværs af sektorer forhåbentlig snart får etableret den nødvendige, men indtil nu fraværende dialog, der samarbejder og koordinerer. Og hvis der er strukturelle forandringer på vej i den ene sektor, skal vi efterfølgende sammen identificere konsekvenserne for de øvrige sektorer, så utilsigtede effekter imødegås. Og her skal vi blive bedre til at styrke det nære sundhedsvæsen, så behov for hospital kun bruges, når det er nødvendigt. Men vi bliver i de danske akutafdelinger også nødt til at forholde os til den aktuelle virkelighed og arbejde med de initiativer, vi kan finde på, for at sikre patientsikkerheden, have fokus på de rigtigt syge og sikre et arbejdsmiljø, så personalet kan holde til at blive på en meningsfuld arbejdsplads. Derfor går vi ud nu og er proaktive.