Hvorfor tillader S-regeringen, at sundhed nu er afhængig af pengepungen?

Hvordan skal Danmark komme i gang med medicinsk behandling af fedme? I Medicintilskudsnævnet er man iskold og afviser medicinen - her er man åbenbart ikke parat til at erkende, at fedme er en kronisk sygdom. 

I stedet er det danske sundhedsvæsen på vej mod et sammenbrud, hvor de rige kan købe sig til adgang til effektiv fedmehandling – og livsforlængende kræftbehandling - mens alle andre kigger på.

Selvom mange tvivler, så er svær overvægt - eller fedme - en sygdom. Punktum.

Fedme er helt overvejende kronisk, fuldkommen som diabetes eller hjertelidelser. Sygdommen er livstruende med høj risiko for selvmord - ikke sjældent kan svær overvægt være lige så dødelig som visse cancere. Den indebærer kolossale tab af livskvalitet.

Alt dette kan dokumenteres, akkurat som det er kendsgerninger, at fedme har voldsomme komorbiditeter, som omfatter stort set alle alvorlige sygdomsområder. Patienter med svær overvægt får ofte KOL, de har hjertesygdomme, psykiatriske lidelser, forhøjet risiko for kræft.

Patienter med fedme får ofte dermatologiske lidelser, foruden massive problemer med bevægeapparatet. Mange bliver knæ- eller hofte-opereret.

Patienter med svær overvægt i de mest alvorlige kategorier kan heller ikke arbejde. Mange er henvist til en tilværelse inden døre, ofte uden selvtillid og blottet for energi.

Alt det er kendsgerninger, og der findes næppe en læge her i landet, som ikke ved det.

Alligevel har det danske samfund virkelig svært ved at acceptere disse kendsgerninger, og i ly af den danske tro på at overvægt som regel er selvforskyldt og bare kan løses med en god gammeldags slankekur, kan de danske myndigheder så nemt som ingenting og uden politiske konsekvenser afvise at give tilskud til medicinsk behandling af sygdommen.

Netop dér er vi lige nu. De danske lægemiddelmyndigheder er nemlig i gang med at overveje, om der skal gives tilskud til fedme-medicin – eller rettere, hvordan Danmark skal undgå at give tilskud til disse behandlinger. I første omgang drejer det sig om tilskud til Novo Nordisks Saxenda. Det giver et vægttab på 5-10 procent, i visse tilfælde over, i andre mindre. Medicinen koster omkring 2.000 kr. pr. måned.

Foreløbig har Medicintilskudsnævnet i to omgange afvist at give tilskud til Saxenda. Forklaring: Prisen er for høj i forhold til effekten.

En mere fremsynet løsning ville have været at give et tilskud rettet til de mest plagede patienter. Så kom Danmark i det mindste i gang. Men Medicintilskudsnævnet har ikke åbnet så meget som en flig for at sikre, at Danmark kunne få erfaringer.

Nu ruller de nye meget potente fedmelægemidler ind. Først kommer Novo Nordisks store håb, Wegovy, til Europa og Danmark, og her er der tale om et markant vægttab på op mod 20 procent. Tilmed er lægemidlet nemt at administrere – det skal kun injiceres en gang om ugen. 

Wegovy er bare starten. Snart kommer med amerikanske Lilly, Novo Nordisks store konkurrent gennem tiderne, med et produkt, som måske er endnu mere effektivt

Men også når det gælder Wegovy er Medicintilskudsnævnet afvisende.

Dommen lyder således:

Nævnet anerkender de positive resultater i STEP studierne, der viser, at Wegovy kan reducere vægten på op til 20% for svært overvægtige eller overvægtige patienter med komorbiditeter og noterer sig, at det er et væsentlig større vægttab, end det der er vist i kliniske studier af de øvrige markedsførte lægemidler til behandling af overvægt. Nævnet begrunder sin anbefaling med, at lægemidlets pris, efter nævnets vurdering, ikke står i et rimeligt forhold til dets behandlingsmæssige værdi (læs den samlede afgørelse her).

Afgørelsen viser, at Medicintilskudsnævnet ikke er parat til at erkende, at fedme er en kronisk sygdom. Øjensynlig venter nævnet på en mirakelmedicin, som kan løse fedmeproblemet med et slag. Det kommer dog aldrig til at ske.

Svær overvægt rammer især de svageste

Fedme har som sygdom den tunge ende nedad, præget af voldsom social ulighed. Især de svage socialgrupper rammes.

Lige nu har vi en regering, som sammen med sine støttepartier har lovet at gå til kamp mod netop ulighed. Men realiteten er, at regeringen intet har foretaget, så derfor fortsætter Danmark med at negligere ulighed i sundhedsvæsenet. 

Men nu føjer en ny dimension sig til denne problemstilling. Fedmemedicin er sandsynligvis det mest lighedsskabende lægemiddel på markedet, men det blokeres af embedsværket, i gamle dage kaldte man det de herskende klasser. Og så får svagere stillet ikke adgang til lægemidler, som kan gøre deres problemer med overvægt gjort håndterbare.

Disse beslutninger træffes i første omgang af Medicintilskudsnævnet og dernæst af Lægemiddelstyrelsen. Men beslutningerne er og bliver politiske. Den siddende regering kunne nemt udvirke, at der skulle åbnes op for tilskud til disse svage patienter. 

Men vores S-regering har andre prioriteter. Mette Frederiksens hold af relativ unge, som regel slanke ministre, vil meget hellere bruge pengene på andre end dem, der ellers trænger mest. Ud fra et ulighedsperspektiv kunne pengene til Arne-pensionen have givet langt større nytte, hvis de i stedet blev brugt på at få bugt med toppen af det danske fedmeproblem. Realiteten er, at Arne jo også er svært overvægtig (undskyld, Arne), og en del af hans helbredsproblemer skyldes sandsynligvis hans overvægt.

Hvis der var grebet ind i tide, så ville Arne måske slet ikke være nedslidt. Måske kunne han være blevet flere år på arbejdsmarkedet til glæde for ham selv - og for samfundet, hvis et lægemiddel havde barberet 20 kilo af hans legemsvægt.

Med Medicintilskudsnævnets stædige afvisninger af et lægemiddel, som virker. åbner Danmark op for den værste af alle uligheder, nemlig den, der giver de rige muligheder, som svagere patienter ikke har råd tiul.

Netop det sker netop nu. Danmark kan ikke forhindre danskere i at få adgang til lægemidler, som ikke får tilskud. Hvis lægemidler er godkendt af EMA, så kan de også købes af danskere, og den trafik er ved at udvikle sig i disse dage og måneder. Om korft tid vil det sikkert blive til en hel lille industri, hvor privathospitaler og private klinikker kan tilbyde fedmebehandling med garanteret succes – men naturligvis kun for velhavere.

Samme situation er ganske mange kræftpatienter kommet i, efter Medicinrådet har blokeret for deres behandling med nye effektive og dyre lægemidler. Nu må patienterne i stedet tage til Sverige eller Norge – eller måske USA for at få medicin, som kan forllænge deres liv mærkbart. Også det er kun for velhavere.

Medicintilskudsnævnet afvisning vil sandsynligvis indebære et gigantisk skred i denne form for ulighed, hvor velhavere får adgang til et sundhedsvæsen i luksusklassen, mens andre må nøjes med et udsultet sundhedsvæsen, som ikke har råd til vigtige lægemidler – og som heller ikke kan sikre en forsvarlig bemanding.

Det er meget udansk – men det er på vej til at blive virkelighed.

Kunne rette op på medicinske uretfærdigheder

I stedet for en blank afvisning burde Danmark åbne op for, at de hårdest ramte patienter får adgang til Wegovy. Her taler vi patienter med de absolut højeste BMI’er, måske bare et par hundrede patienter, men end ikke det ville Medicintilskudsnævnet acceptere.

Der er også fedmepatienter, som næsten har et retskrav på behandling, nemlig de patienter som rammes af fedme i forbindelse med andre medicinske behandlinger, f.eks. epilepsimedicin eller psykofarmaka. Løsningen på deres grundlæggende sygdom har altså ført til voldsomme forøgelser af deres vægt, og det problem burde samfundet tage på sig at løse

I en helt særlig kategori er der de patienter, som det danske sundhedsvæsen har forbarmet sig over og bevilget fedmeoperation. De burde i stedet tilbydes Wegovy og dermed undgå et voldsomt indgreb i deres fysik. Indlysende burde det danske sundhedsvæsen betale for at netop de patienter kan få dyr, men effektiv behandling.

Man kunne tilføje at det danske samfund for længst burde være kommet i gang med indledende medicinsk behandling af kandidater til f.eks. gastric bypass. Det kunne være sket med Saxenda, som måske kunne have haft effekt for patienterne. Men heller det ville det danske sundhedsvæsen påtage sig.

Det er altså et koldt samfund, som ikke engang kan tilgodese sådanne patienter. 

Sundhedsøkonomien

I øjeblikket skrives der mange artikler om svær overvægt og de nye medicinske behandlinger, og som regel ringer journalisterne til professor i sundhedsøkonomi Jakob Kjellberg for at spørge, hvordan tingene hænger sammen sundhedsøkonomisk.

Desværre findes der ikke solide sundhedsøkonomiske studier, som dokumenterer, at fedme-medicin er en rentabel forretning for landets økonomi. 

Men man behøver ikke være professor for at forstå, at en effektiv kur mod fedme vil have kolossale sundhedsøkonomiske gevinster - i kraft af den voldsomme komorbiditet med hele raden af alvorlige og omkostningsfulde sygdomme - foruden at overvægten rammer arbejdsdygtigheden hos personer, som har mange gode arbejdsår foran sig.

Alene aflastningen af sygehusene og deres sparsomme ressourcer med mangel på læger og sygeplejersker kunne betyde alverden for det danske sundhedsvæsen.

Men den slags skeler Medicintilskudsnævnet ikke til.

Vores regering forstår sig ikke på sygdomme som fedme

Så kunne man håbe på en politisk løsning. At regeringen ville sætte sig i gennem og gennemtvinge beslutninger, som kan forhindre den opsplitning af det danske sundhedsvæsen, som bliver konsekvensen af Medicintilskudsnævnets afvisninger.

Det burde være en vigtig sag for en socialdemokratisk regering at undgå, at sundhed i den grad bliver afhængig af pengepungen.

Men på det punkt er der ikke hjælp at hente fra Mette Frederiksen og hendes sundhedsminister Magnus Heunicke.

Senest har statsministeren gjort sig til talsmand for synspunktet, at foreningslivet kunne gøre meget godt for danskere med psykiatriske lidelser. Statsministerens synspunkt - og mange med hende – er, at deres sygdom er deres egen skyld. I dette tilfælde psykiatri – men det kunne lige så godt være fedme.

Hendes ord faldt i en forespørgselsdebat i Folketinget: ”Jeg tror, der er mange af os, mig selv inklusive, der på grund af det frivillige Danmark har fået løst mange problemer og udfordringer gennem livet og ikke haft behov for professionel hjælp, fordi så har man siddet i omklædningsrummet og er blevet grebet – billedligt talt – af sit fodbold- eller håndboldhold eller for mit vedkommende via FDF eller politisk ungdomsarbejde”.

Ikke overraskendende er psykiatrien nærmest gået amok i frustration over statsministerens letkøbte synspunkter. Desværre mener Mette Frederiksen præcis det, hun siger – og hun mener nok det samme om svær overvægt.

Der er næppe udsigt til hjælp fra den kant. 

Prisen er for høj. Ja, selvfølgelig, sådan er kapitalismen

Derfor kan løsningen ligge hos producenten, Novo Nordisk. Prisen på Wegovy kunne jo sættes ned. Så ville vejen være banet.

Men medicinalvirksomheder prissætter sine produkter i forhold til markedet, og når det gælder det danske, så viser historien, at Danmark går efter at godkende dyre lægemidler til de mindst tænkelige patientgrupper, ofte få procent, hvis ikke promiller, af de patienter, som egentlig kunne have nytte af lægemidlet.

Den virkelig skal medicinalvirksomheder forholde sig: at myndighederne godkender til færrest mulige patienter. Med den strategi fører direkte til forhøjede priser. Sådan er vilkårene i jern- og metalindustrien. På den måde er det de medicingodkendende myndigheders egen skyld, og vejen ud er at opfinde innovative prismodeller, som åbner op for at flere patienter kan komme i behandling - til lavere priser. 

I mange år sagde Danmark nej til effektive kolestorolsænkede lægemidler, bortset fra til meget begrænsede patientgrupper. Så gik lægemidlet af patent, og nu er over 700.000 danskere i behandling med netop den slags lægemidler. Undervejs er mange patienter givetvis døde, men det er prisen for denne strategi.

Det er altså typisk at starte småt. Men så er kapitalismen sådan indrettet, at prisen bliver høj. Det er logik, og det er tilmed helt naturligt.

Derfor er situationen fastlåst i Danmark – og patienterne betaler prisen. Den er høj.