Rigshospitalet får professor i medfødt hjertesygdom

Michael Rahbek Schmidt tiltrådte 1. juli som klinisk professor i kardiologi ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet.
Han er overlæge på Afdeling for Hjertesygdomme på Rigshospitalet, og professoratet skal styrke forskningen i de livslange konsekvenser af medfødt hjertesygdom.
Store fremskridt inden for kirurgi og kateterbaseret behandling betyder, at langt flere børn med medfødt hjertesygdom i dag overlever til voksenalderen. Udviklingen er en behandlingsmæssig succes, men medfører samtidig, at et voksende antal patienter har behov for specialiseret behandling og opfølgning gennem hele livet.
Michael Rahbek Schmidts forskning skal bidrage til bedre viden om senfølger og komplikationer hos mennesker, der er født med hjertesygdom, og til udvikling af mere sammenhængende behandlingsforløb fra barndommen og videre ind i voksenlivet.
"Ambitionen er, at resultaterne hurtigt kan omsættes til klinisk praksis, så vi kan tilrettelægge bedre livslange behandlingsforløb, forebygge eller mindske senfølger og dermed give patienter med medfødt hjertesygdom mulighed for et længere og bedre liv," siger Michael Rahbek Schmidt.
Professoratet skal samtidig styrke samarbejdet mellem børne- og voksenkardiologien samt koblingen til nationale registre, billeddiagnostik og internationale forskningsnetværk.
Målet er, at danske patienter med medfødt hjertesygdom også fremover kan få behandling på højeste internationale niveau. På længere sigt skal forskningen bidrage til, at patienterne ikke alene lever længere, men også får bedre livskvalitet og færre sygdomsrelaterede komplikationer gennem livet.
