Skip to main content

Herlev-læge bliver første kliniske adjunkt på KU

Nikolai Loft er udnævnt til klinisk adjunkt ved Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet. Dermed bliver han den første, der ansættes i den nye stillingskategori ved instituttet.

Han er læge og forsker inden for dermatologi og tilknyttet Afdeling for Allergi-, Hud- og Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.

Stillingskategorien klinisk adjunkt blev indført i 2025 og er målrettet læger under hoveduddannelse. Formålet er at styrke sammenhængen mellem klinisk arbejde, undervisning og forskning, samtidig med at stillingen kan fungere som et springbræt til en senere lektorstilling.

For Nikolai Loft er udnævnelsen både en faglig anerkendelse og en mulighed for at få en større rolle i uddannelsen af kommende læger.

"Fagligt ser jeg det som en anerkendelse af det arbejde, jeg gennem flere år har lagt i forskning og vejledning inden for dermatologien. Personligt er jeg stolt af at få mulighed for at bidrage endnu mere aktivt til uddannelsen af kommende læger," siger han.

Som klinisk adjunkt vil han især arbejde for at styrke forbindelsen mellem teori, forskning og den kliniske hverdag, så dermatologien bliver et relevant og nærværende fag for de studerende.

"Som vejleder har jeg erfaret, hvor stor betydning god sparring og støtte kan have for de studerendes faglige udvikling, og det vil jeg gerne bygge videre på i rollen som klinisk adjunkt," siger Nikolai Loft.

Han ser særligt frem til at videreudvikle den kliniske undervisning og fortsætte arbejdet med vejledning af studerende.

"Jeg glæder mig især til det fortsatte arbejde med vejledning af studerende og til forhåbentlig at være med til at udvikle den kliniske undervisning inden for dermatologien," siger han.