Kræftens Bekæmpelse bør kritisere Medicinrådets metode

Så kom Kræftens Bekæmpelse ind i kampen, og det burde fejres. Anledningen er, at Kræftens Bekæmpelse går i rette med Medicinrådet, som opfordres til at sikre en hurtig proces i vurderingen af et nyt lægemiddel til en særlig gruppe brystkræftpatienter.

"Patienterne må ikke vente urimeligt længe på vurderingen," skriver landets største sygdomsbekæmpende organisation på sin hjemmeside.

Sagen drejer sig om Enhertu, et nyt lægemiddel til behandling af fremskreden brystkræft. Lægemidlet har siden december, altså i snart et år, været benyttet i sundhedsvæsenet i Sverige. Også i USA og Storbritannien er Enhertu taget i brug.

”Men sådan er det ikke i Danmark,” skriver Kræftens Bekæmpelse. ”Derfor er der herhjemme opstået en situation, hvor nogle af de kvinder, som ifølge deres behandlingsansvarlige læge vil kunne få gavn af Enhertu, køber sig til behandlingen på et privathospital."

Kræftens Bekæmpelses direktør Jesper Fisker er kontant i sin kritik af Medicinrådet: ”Enhertu bruges til behandling af brystkræft, der har bredt sig til andre dele af kroppen eller ikke kan fjernes ved operation. Man befinder sig med andre ord i en utrolig vanskelig situation. Og man får så at vide, at man ikke kan få dette potentielt livsforlængende lægemiddel, som ens kræftlæge ellers har anbefalet, man får.”

Når det gælder Enhertu, som virkelig gør en forskel for patienter, som ellers ikke har nogen muligheder, så er Danmark – og det er dybt pinligt, håbløst bagud i forhold til lande, vi ellers sammenligner os med: Vi har – som det iøvrigt fremgår af Jesper Fiskers kritik - fået baghjul af Sverige, USA og Storbritannien. Men mange andre lande har taget Enhertu i brug – Finland, Frankrig, Tyskland, Østrig, Luxembourg – you name it. Danmark er i denne sag, som i mange andre, agterlanterne – Medicinrådet bremser simpelthen dansk ibrugtagning af moderne lægemidler.

Giftigt system

I denne sag understreger Kræftens Bekæmpelse, at de behandlingsansvarlige læger, altså brystkræftlægerne, har indstillet patienter til behandlingen. Men de har fået en kold skulder af regionale lægemiddelkomitéer – og selvfølgelig med henvisning til Medicinrådets afgørelse. Dér sidder i øvrigt de mest markante medlemmer af de regionale lægemiddelkomiteer, så derfor har de kunnet gentage de beslutninger, de allerede har truffet i Medicinrådet. Sådan er beslutningerne i disse systemer sammensat i et ret giftigt system, som bare bekræfter sig selv. Desværre.

I denne sag har Kræftens Bekæmpelse bedt Medicinrådet om at lade denne godkendelse nyde fremme: ”Jeg har på Kræftens Bekæmpelses vegne rettet henvendelse til Medicinrådet og opfordret til, at man i rådet sikrer en hurtig proces ved vurderingen af Enhertu,” siger Jesper Fisker.

I sin henvendelse til Medicinrådet foreslår Jesper Fisker, at Medicinrådet enten af egen drift revurderer den tidligere beslutning, eller at rådet om muligt fremskynder processen med den igangværende ansøgning fra lægemiddelfirmaerne, så patienterne ikke skal vente urimeligt længe på vurderingen.

Det er glædeligt, at Kræftens Bekæmpelse går aktivt ind i denne kamp. Det sker sjældent, faktisk for sjældent, men det er trods alt ikke første gang. Før det skete det med Revlimid, som er et lægemiddel rettet til hæmatologiske patienter, og dér stoppede Medicinrådet dansk ibrugtagning af Revlimid til vedligeholdelsesbehandling af myelomatose – og rådets afvisning stod på nærmest i årevis. Helt absurd, og også der blev danske patienter sat bagest i køen i forhold til resten af de lande, vi ellers sammenligner os med. Patienterne døde i ventetiden – det er sandheden.

Læs mere on Kræftens Bekæmpelses indsats her.

Men sådanne aktioner burde Kræftens Bekæmpelse gå ind i oftere.

Tillad mig at komme med nogle forslag. På sit seneste møde endte Medicinrådet med at afvise et lægemiddel, Erleada, til patienter med en særlig form for prostatakræft (mHSPC). Igen er der tale om en patientgruppe, som ikke har andre muligheder. Og igen sagde Medicinrådet nej – og med ret stor brutalitet.

Men igen er der tale om et lægemiddel, som de fleste civiliserede lande har indført. Bare ikke Danmark. Men 31 lande har taget denne behandlingsmulighed i brug. Disse lande har været parat til at hjælpe sådanne patienter, som ikke har andre behandlingsmuligheder. Men der har Medicinrådet valgt – på nationens vegne – at være iskold.

Metoden bør kritiseres

Gennem tiderne har andre svage patientgrupper måttet leve med Medicinrådets afvisninger. F.eks. tarmkræftpatienter, som også har meget få behandlingsmuligheder, ofte ingen. Også de har fået den kolde skulder af Medicinrådet.

Disse andre patientgrupper kunne fortjene Kræftens Bekæmpelses støtte, og derfor er det ærgerligt, at Kræftens Bekæmpelse ikke kritiserer Medicinrådets metode – for det er den, Danmark igen og igen anvender til at afvise vigtig behandling til de mest udsatte patientgrupper.

Sagen er nemlig, at det danske system, altså Medicinrådet, presser medicinalindustrien til at afsøge mulighederne for deres lægemidler til stadigt mindre patientgrupper med særlige karakteristika. Denne jagt på specialiteter gør det samtidig stadigt sværere at dokumentere effekterne af lægemidlerne.

Derfor skubber Medicinrådet lægemidlerne i en særlig retning – og med nogen logik. Men også med stor forudsigelighed mod afgrunden. Medicinalindustrien, altså ansøgerne, gelejdes systematisk til at opsøge stadigt smallere patientpopulationer, og derved går de ind i en selvmorderisk proces, som fører til at Medicinrådet kan afvise lægemidlerne med henvisning til, at lægemidlerne ikke kan dokumentere deres effekt.

Dette system står Danmark åbenbart alene om, og derfor overhales vi i godkendelser af alle andre lande.

Nu er vi der, hvor Danmark er blevet et uland på medicinområdet. Medicinrådet er blevet et monster, som arbejder temmelig systematisk for at undergrave danske patienters adgang til nye dyre lægemidler. Ingen andre civiliserede lande har samme iskolde tilgang, og derfor er Danmark nu blevet ”sidste land” i ligningen.

Måske burde det spørgsmål blive centralt i denne valgkamp – desværre er udsigterne beskedne.