Ida Auken har oddsene mod sig
Kristian Lund er admin. chefredaktør på Medicinske Tidsskrifter og en af landets mest vidende debattører på sundhedsområdet.
Jøsses, magen til jammerlig start Ida Auken (Soc.) har fået som landets nye sundhedsminister.
I stedet for at handle om hendes ideer og visioner kom alt til at handle om hendes ministerielle bijob som kirkeminister. Ida Auken provokerede store dele af sit eget bagland foruden rigtig mange andre med at boble over i begejstring over, at Folketingets ledelse har givet grønt lys til at tilknytte en af Folkekirkens præster til Folketinget.
Den begejstring har taget pippet fra det, som burde være hendes vigtigste fokus, nemlig jobbet som sundhedsminister, og nu sidder man tilbage med en stærk mistanke om, at Ida Auken ikke rigtig har sans for sundhedsområdet. Som hun da heller aldrig har formuleret en ambition om.
Derfor er hun nok desværre bare den næste i rækken af sundhedsministre, som ikke rigtig passer til embedet, selvom de måske har evner for kommunikation. Til gengæld savner de reel viden og forståelse for området, lidt på samme måde som Magnus Heunicke var temmelig forfejlet som sundhedsminister. Han fik aldrig den dybe indsigt, som er nødvendig for at blive en velfungerende sundhedsminister (den manglede han i øvrigt også som miljøminister). Til gengæld er Magnus Heunicke en indlysende gevinst som undervisningsminister. Der passer han ind, hvilket man kan forvisse sig om dagligt på TV. Magnus Heunicke er tydeligvis i sync med undervisningsområdet – nu er han landet det rigtige sted.
I feltet af velfungerende sundhedsministre finder man for eksempel Bertel Haarder (V), sundhedsminister fra 2010 til 2011, ikke fordi han nogensinde opnåede dyb viden om området, men fordi han kæmpede for at skabe forbedringer, og i den kamp udnyttede han sine muligheder og sit netværk. Af mere historiske sundhedsministre havde Torben Lund (Soc.), der var sundhedsminister i 1990'erne, lidt de samme kvaliteter som Bertel Haarder.
I feltet af dygtige sundhedsministre er det umuligt at komme uden om Lars Løkke Rasmussen, som nærmest skal bedømmes uden for klassen. Helt centralt står hans strukturreform, som kom til at omforme ikke bare det danske sundhedsvæsen, men faktisk hele den offentlige forvaltning. På en måde var han ikke sundhedsminister i gængs forstand, og egentlig var han vel mest indenrigsminister. Men han var jo utrolig vidende om sundhedsforhold, langt nede i materien.
Høj klasse
Den bedste sundhedsminister – i gængs forstand – Danmark har haft i nyere tid, er Sophie Løhde (V), som jo har haft posten i to perioder, første gang i perioden 2015-2016 og senest 2022-2026, og som i årevis har været Venstres sundhedspolitiske ordfører. Hun har opnået den dybe indsigt, som er nødvendig for at blive virkelig velfungerende.
Hun har i begge perioder været uovertruffen til at samle brede politiske kredse bag sine initiativer. En irriterende skavank er, at hun systematisk oversælger sine projekter, der alle sammen har historisk rækkevidde og ”aldrig er set før”.
Det hjalp også, at Sophie Løhde kunne supplere sundhedsjobbet med posten som indenrigsminister. Netop de to poster hører sammen, hvis Danmark nogensinde skal have et sammenhængende sundhedsvæsen. Derfor er det også farceagtigt, at den nye regering har valgt at koble sundheden sammen med kirkeministeriet – den sammenkædning bliver nærmest morbid.
De er altid på vej videre
Egentlig kan man undre sig over, at venstrefløjen (læs: Socialdemokratiet – vi har kun haft en sundhedsminister fra SF, Astrid Krag, som jo blev socialdemokrat) ikke har kunnet producere stærke sundhedsministre. Men det er, som om socialdemokraterne lander i sundheden, fordi det passer partiet, snarere end politikerne selv. De er altid på vej videre. Man har også på fornemmelsen, at de socialdemokratiske sundhedspolitikere går mere op i sundhedsvæsenets personaleforhold end i patienterne. Undtagelsen er Sophie Hæstorp Andersen, som virkelig brændte for patienterne. Men hun fik jo så (selvfølgelig) andre opgaver. For de historisk interesserede kunne man også nævne Arne Rolighed (sundhedsminister fra 2000-2001), som blev hentet ind til ministeriet fra Kræftens Bekæmpelse. Men hans tid blev så kort, under et år, at han aldrig fik sat et fodaftryk.
Nu har denne regering så placeret Indenrigsministeriet sammen med Økonomiministeriet – altså hos Pia Olsen Dyhr (SF). Netop den sammenkobling er desværre slet ikke frugtbar, blandt andet fordi man virkelig kan frygte, at økonomien nu kommer til at dominere tænkningen i Indenrigsministeriet på et tidspunkt, hvor der snarere er brug for rummelighed.
Oddsene er altså ikke gode for Ida Auken. I løbet af de par år, hun får i dette embede, har hun ikke en kinakvindes chance for at tilegne sig dette stof og magte at formulere egne ambitioner.
Nu kan man påstå, at behovet for en initiativrig sundhedsminister er beskedent, al den stund at sundhedsområdets fremtid er beskrevet i de sundhedsplaner, som brede dele af Folketinget har vedtaget under den tidligere regering. Det kan såmænd være rigtigt. Men virkeligheden kommer jo ikke til at gå som beskrevet i planerne. Tværtimod er det i de kommende år, planerne skal bringes til at fungere, og det kommer til at kræve en sundhedsminister af højeste klasse.
Det skal vise sig, om Ida Auken magter det.
